01 januar 2006

Længe leve tørret frugt

Når jeg selv skal sige det, startede mit nye år egentlig ganske godt.
På Slaget 12 stod jeg i Lissis lejlighed på Amager med den horisontale udsigt og skålede nytåret ind i kaffe og krans sammen med Lissi, Lissis veninder og Lissis venindes veninder, hvoraf en sjovt nok var læge på en gastro-halløj-afdeling og kunne fortælle mig lidt om galdeblære ad libitarm (hihi for et ordspil) og vi sang med på Abbas "Happy New Year". Vi var endda omme ad noget Italiensvej til en fest ved nogle sønderjyder, der havde fået grønlangkål i den store by som en del af hjemstavnens stolte tradition og det. Jeg havde kæmpet med at få min Rimmel øjenskygge til at brede sig i flere nuancer op over globelinen og resultatet var hæderligt.
Det var en dejlig aften, og jeg nød at komme til København og gå rundt i de ubemærkede ,men så charmerende villakvarterer ude på øen. Hvis bare jeg kunne leve af at gå rundt og se, hvordan folk bor og være et populærarkitektonisk sludrechatol, ville jeg hurtigt blive en mynde med lyst tandkød og hår som en guldfe (??)
Jeg kom hjem med 888'eren her til aften og var noget spændt, for der var noget i gære og blev det mon nu til noget?........
Jeg passede to katte i julen for en veninde. Det skulle bare have været 4-5 dage men endte med at blive 10, og jeg blev så glad for kattene, at jeg græd ned i deres pels, da tiden oprandt, hvor de skulle hjem. Men imorges, på denne tågede og jomfruelige 1. januar, fik jeg en sms fra deres kattemor, at hun måske nok troede, at hun ville give mig kattene. For deres, min og sin egen skyld. Næsten for godt til at være sandt, så meget som jeg allerede holdt af dem efter deres ferie her. Jeg har ikke været vant til at knytte mig personligt til et dyr, men havde igennem længere tid ønsket mig kat/katte inspireret af min søsters Cleo og Bella, som er de elskeligste væsner. Og nu er jeg så nået frem til, at jeg her i aften, efter svimmel færge og blodskudte øjne, har hentet kattene ,og de nu begge er her ved siden af mig og de er nu mine. Jeg har givet dem navneforandring til Rosina og Sveske, for det er lige hvad de er. Små dejlige guldklumper, der har tørret i solen og blevet så søde, som dagen er lang. Det er da en fornem måde at starte året på, at jeg har tredoblet beboerantallet i min hustand. Rigtig godt nytår til dig, der læser dette. Kærlig hilsen Henriette