Pont Neuf

Jeg har brugt min weekend på at være syg. Sådan med køkkenrulle og dvd'er. Tror jeg vil slutte af med en kop varmt og ½ times tid til at skrive lidt om dette og hint. Nå, så må jeg lige i køkkenet og gøre mig det behageligt. Jeg er så glad for at arrangere mig, at det tit tager længere tid end selve arrangementet. Om lidt....

Nå, men jeg fik set nogle film. Igår så jeg Familien Gregersen, idag "Kops" og "Les Amants du Pont-Neuf" (De elskende fra Bro nr. 9)
Den sidste er en fransk film fra 1991 - en dyr af slagsen - med Juliette Binoche i en af hovedrollerne, og med en decideret voldsom start på filmen, for lissom at blive introduceret til Paris' underliv, hvor alle subsistensløse bliver opsamlede af kommunale busser for at blive afleveret et sted, der kaldes "Nanterre" for at blive spulet og registreret. Alex er en lidt vansiret gøglertype, som Michéle spotter på gaden, hvor hun selv driver rundt med en stor kunstmappe fyldt med skitser og et par dårlige øjne, der er ved at gøre hende blind. De mødes og en slags sød og skæv musik opstår, mens de bor hele sommeren på broen midt i Paris, mens den renoveres. Filmen er ret voldsom - både fordi den er smuk med dens billeder af et Paris, der fejrer sit 200 år efter revolutionen, fordi den har 2 menneskers kærlighed i centrum, som egentlig er holdt med at tro på den, fordi den er fuld af hemmelighed, krop, forfald og uudholdelig ensomhed. En kærlighed så fuld af trængsel, fordi den bygger på smerter af den slags, som allerede er glemt. Erindringen husker kun lige nu, samtidig med at alt har en fod i et dengang hvor... Michéle og Alex franarrer en masse businessmænd penge via soveampuller og har efterhånden skrabet 10.000 francs sammen, så de kan overleve vinteren og ikke bo under broen, som Alex ellers plejer at gøre. Michéle står på broen og fejrer med en børnesang at de kan rejse væk. Alex står og lurer på hende og aner nok i et splitsekund, at hun måske ikke vedbliver at have brug for ham, at han ikke kan fungere som andet end subsistensløst multitalent, at det kun er i glemslen at han kan leve, at kærligheden kun eksisterer, hvis alt og alle andre udslettes, så han skubber dåsen med pengene hen til Michéle, som ingenting ting ser og i sin rus puffer til pengene. De flyver ud over broen og ned i Seinen. Hun opdager ikke, at han udnyttede hendes dårlige øjne for at kunne beholde hende for sig selv, men svigt på svigt præger efterhånden deres kærlighed. Og nu gider jeg ikke skrive mere, for jeg skal i seng. Ved egentlig ikke om mit skribleri giver nogen mening for andre end mig selv, men når jeg ser sådan en film, synes jeg at få den ene øjenåbnende oplevelse efter den anden, men bagefter har de det med at forføje sig i tågerne, og der bliver mest af alt noget studentikost sluddervornt tilbage. Godnat.