24 august 2007

Én af de billige

Der er oplagte forbindelser mellem dette nyhedslink fra TV2/Ritzau og Thøger

Men hvilke?

16 august 2007

Desperately Seeking 'Kærlighedsbær'

Jeg er på en måde ude på dating-markedet - men med en vis afstand og anstand. Jeg gør dog en del i at afsøge potentielle emner på behørig sikker grund. En god gammel kending i denne forbindelse og med min geografiske placering er kontaktannoncesiderne 'Lykken er...' i Århus Onsdag. Alle, jeg kender - eller ønsker at kende - læser disse med lige dele glæde, vantro og/eller lystigt ubehag. Med det store marked for netdating er der færre annoncer end førhen, og de fleste trivielle. At man har hus, jolle og et biltæppe falder de færreste af os vel for? Lidt en selvfølge idag, at man får betalt sine regninger og både kan gå i waders og laksko. Det differentierer jo nærmest ingenting.
Nogle gange - som i denne herrens uge 33, 2007 - kan man være heldig at falde over en virkelig godbid. Herunder falder 'Kærlighedsbær'. Måske er det lidt tyndt og sølle af mig at præsentere ham her, men i mangel af bedre kunne jeg ikke holde på det. Her kommer denne uges to annoncer, som er indsat med overskriften "kærlighedsbær", hvor jeg formoder, at der er tale om den samme 'annoncør'. Træk vejret dybt, for hvem drømmer ikke om kærlighedsbær:


Kærlighedsbær
DU: pige, slank/buttet, langt/halvlangt hår, kvalitetspige: stabil, fornuftig, ikke-ryger (der er jo simpelthen ikke noget så træls som et par dejlige bryster, der hørmer af gammel askebæger), føjter ikke rundt i nattelivet. Nattelivspiger på alkohol, narko og p-piller - de skal nok være fyldt op med luskede kønssygdomme med få eller ingen symptomer. Klamydia kan medføre sterilitet. HIV kan ikke helbredes. Det er skraldespanden, hvis A) der er problemer fra tidligere parforhold. B) du er enlig mor (Du flirtede ikke med kontaktannoncemænd, da du ikke havde født børn, så du fortsætter med dumsmarte nattelivsmænd). Du går i seng med en fornuftig fyr eller også hedder det: selv ude om det - selv feje op. JEG: mand, 35, pæn, slank, sød, veluddannet. VI: ærlige, romantisk hjemmehygge, god mad, lys på bordet, 100% fri af tidligere forhold. Vi tager tingene i den rigtige rækkefølge: børn efter flere års fast parforhold med hverdag, tryghed, kærlighed og god sex. Prioriterer: 1) Fast kæreste (DU: 18-29), 2) En god romance (DU: 18-45). Annoncen er i flere gange, indtil der dukker en henvendelse op fra dig, der er lidt sexet. Jeg glæder mig til dit brev. svingedingle@hotmail.com Billetmrk. L 18495

Annonce 2, eller måske skulle den læses først? Jeg er i tvivl om rækkefølgen:
Kærlighedsbær (Allonge)
Er du enlig mor, så bliver dit brev skyllet ud i WC'et. Fornuftige mænd spilder ikke tiden på at feje op efter ufornuftige mænd, som piger har spildt tiden på. Du fortsætter med skvatmænd: utro, fartbøller, spiritbilister, voldsmænd (hjernelamme kødhoveder), narkoskvat, hasrygere, khatgumlere, ludomaner, tyveknægte, hælere, plattenslagere kan ikke styre deres økonomi, svineri på straffeattesten, drankere, fodboldbøller, dyrker usikker sex og spreder kønssygdomme, hælder stoffer i pigers drink, kører pirattaxa, sælger ulovligt fyrværkeri. Der er næppe nogen, der kan overraskes, hvis det er noget rakkerpak, som piger har fisket op af pisrenden i nattelivsmiljøet. Piger, der går i seng med skvatmænd, bliver selvforskyldte enlige mødre. De ligger jo bare, som de har redt. svingledingle@hotmail.com Billetmrk. L18496
Jeg er fuldstændig mundlam og det eneste, jeg kan sige, er: Hvor er du, kærlighedsbær??????

14 august 2007

Nu rabler det i Laksegade!

Jeg vil hermed linke til et indlæg fra min tidligere underbo (tak for alt det med kattene!) og så har jeg - måske - fået mig en evighedsmaskine. Det er skægt. Hej Tine.

01 august 2007

En Passant i Århus

Inspireret af andet steds kunne jeg tænke mig at lave en løbende blogs hvor man - jeg - skriver løsrevne brokker hørt rundt om gadehjørner, i bussen eller på en posh café her i Århus plus Umgebung. Pt. har jeg kun én, men når jeg hører andre, vil jeg liste dem her.

  • Hørt på udmundingen mellem cykelstien ved vandet og Stationsgade. Herre med skovl og havearbejdeantræk med bistående trillebør i samtale med anden herre : Ja, Kåre, han er jo i Tanger, du.