24 august 2005

Vejen til Helvede er brolagt med rundstykker

Jeg har én af de dage, hvor jeg ikke rigtig kommer nogen vegne.. jo, jeg har skrevet mails til indtil flere, skrevet en kedelig bogliste over mine teologibøger, så jeg kan sælge dem på den blå avis på nettet,(der var en ung byrådskandidatinde fra Køge, der spurgte efter listen idag, så jeg skrev den med alle oplysninger om forlag, udgivelsesår etc., kom til at slette den og måtte skrive den igen, hvorefter hun ikke kunne bruge nogen af dem, æv) været på biblioteket og lånt 2 Oasis-cd'er, en bog om klassisk dansk smørrebrød af "Nanna Simonsen" og en om mad fra Toscana, skrevet af ham DRjournalisten, Alfredo Tesio med den charmerende accent. Jeg har ikke tænkt mig at lave hans mad,(læs: penge) men billederne kan jo være hyggelige nok.
I smørrebrødsbogen står der fx. på punktform:

"Afstå fra "pynt" for pyntelighedens skyld. Lad skønheden komme fra de
komponenter, der skal til for at fuldende smagen. Død over appelsinryttere, der blot bliver lagt på for at blive taget af."

(Ser du det ikke for dig - et middelalder-korstogs-agtigt slag, hvor hæderlige danske leverpostejsriddere slår pyntesyge appelsinryttere ihjel for et godt ord og derefter planter renskurede faner med billeder af regulært smørrebrød i de blodtilsølede turbaner...!)

Eller den her:
"Citroner i skiver kan ikke presses, lad os få dem i både, der er til at klemme
på og helst ved siden af, så de ikke er sølet til i remoulade eller lignende."
Tonen er lidt anstrengende i mine ører, men hun skal have stort point for at kalde en æggedeler for en musseharpe. Desuden gad jeg godt spise dette: Rør tatarkød med lidt dijonsennep, olivenolie, tomatketchup, worchestersauce, hakkede kapers, finthakket løg, høvlet(dejligt ord) peberrod samt salt og peber. Et lille bløp cognac ville ikke være af vejen, skriver hun tilmed. Dog er dette en
"lidt for fransk frokost-sag til at være med i en dansk smørrebrødsbog"
men den er der så alligevel. Én dag byder jeg mig selv op til dans med en mad med rørt tatar - måske man skulle kalde den befamlet istedet?
Nevertheless, jeg kommer ikke rigtig nogen vegne, og sådan er det egentlig tit, når jeg ikke skal noget. Har en fridag fra caféen idag. Trods alt er det ikke nok kontorarbejde etc. til, at jeg har en fuld arbejdsuge. Gider jo heller ikke tage derud for 2 timer. Men jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke cykler mig en tur eller er aktiv på den klassiske måde. Mit vasketøj står også og samler mug i kælderen. Mit humør er lidt mismodigt, men ikke direkte dårligt. Tror simpelthen at jeg skal tvinge mig selv til en cykeltur rundt om Brabrandsøen, det er trods alt overkommeligt på en lummer solskinsdag som idag.

16 august 2005

Regnskabsvæsenet og Stella Nutella

Var til fødselsdag i lørdags hos Elisa, som jeg gik på "Mandala" med i foråret 2002 og havde en rigtig dejlig festaften, som ikke i umindelige tider. Jeg sad sammen med de andre gæster, som jeg ikke kendte og (gen)opdagede, hvad det er, jeg er så god til, når jeg er bedst. Jeg er god til at skabe en tryg atmosfære omkring mig med plads til fis, rytmik og snak. Blev set, ikke mindst. Gemmer det i hjertebanken. Ud på aftenen tog vi på kupé, (www.kupelounge.dk) og det er mildest talt et frysende sted. Alt er fint, hvidt, stiligt og så videre. Ingen håndbajere og knaldrød gummibåd, men istedet "Moët et Chandon" i aluminiumskølere, absolut velholdte solbrune kroppe med dertilhørende nordsjællandsk hår. Jeg var så godt tilpas og beruset, at jeg klart kunne se, at det var et røvsygt sted med et lillebitte hjerte (af den fineste tjekkiske krystal selvfølgelig) og fantaserede om, hvor mange der pudrede næsen i flormelis. Det var ret sjovt at komme derned for sikkert sidste gang og bare konstatere, at det ikke er mit sted. Det er så skønt at kunne skille tingene ad. Søndag var bare sådan en stille dag, hvor min krop fordøjede aftenen, og jeg så "Orlando" og nussede rundt om mig selv, mens jeg fik hønsekødssuppe fra Polen og et visit af Kirsten.
Mandag tog jeg på arbejde. De spurgte mig, om jeg havde lyst til at overtage det meste af deres regnskaber og banksager - udover det, jeg laver i forvejen, og det har jeg selvfølgelig sagt ja til, også fordi det ikke binder mig til, at jeg nu skal være kontormus resten af mit liv, men giver mig arbejdsopgaver, kollegaer, indhold etc. lige nu. Det betyder meget for mig, at de har den tillid til mig, så jeg på denne måde kan arbejde mig frem imod, hvor jeg gerne vil ende uddannelses/arbejdsmæssigt. De er jo også helt klar over, at jeg er frivillig og derfor i princippet kan få et job som direktør for Louisiana imorgen, og det giver mig friheden til at udfylde funktionen, fordi det giver mening lige nu. Måske ender jeg med at finde ud af, at jeg vil være revisor, selv om jeg nu ikke tror det. De er glade for mig derude og jeg for dem, og jeg får nogle fine muligheder for at udvikle mig og ikke mindst have en hverdag, der hænger sammen. I øjeblikket bruger jeg tre halve/hele dage derude. Igår var jeg der fx. i næsten 10 timer, da souschefen spurgte om jeg havde lyst til at hjælpe ham med at lave karbonader(!!) og tilbehør, da de hver mandag har åbent til 18.30. De var i en nødsituation, da han ellers skulle være alene. Jeg sagde ja, og det viste sig at blive rigtig hyggeligt, selv om jeg fik et sug i maven af en bemærkning til en aktiveret fra en bruger, da hun ikke helt forstod, hvad der blev sagt. Heldigvis havde jeg sagt, at jeg kun ville hjælpe på den betingelse, at jeg ikke skulle have "kundekontakt" og jeg kunne være lidt afskærmet bag gulerødder og praktiske opgaver. Et sted for de "marginaliserede" kan selvfølgelig ikke undgå at reflektere en virkelighed med vrede og angst, hvad der nogle gange kommer ud på ét, men jeg vil ikke være i dette felt mere. Der "skete" dog ikke andet end jeg mærkede suget og fortalte souschefen, hvad jeg havde hørt. En lille, men vigtig oplevelse af nødvendigheden af at trække mig fra negative omgivelser.
Idag er så mere en slappedag, hvor jeg har set Mandrilaftalen (på vhs til 15 kr. i Føtex, sikke et scoop!!) og nu lidt blogging.

12 august 2005

Død over Spinoza

....Eller skulle jeg skrive spinat, for nu har jeg fundet synderen bag tilbagevendende mavesmerter (lad mig være straight og skrive det, som det er - fandens ondt i tarmregionen) og det er noget så sundt og jernholdigt som spinat. Jeg vågnede igen tidligt tidligt imorges, havde ondt og måtte opgive at sove videre på trods af pamol og halløj. Så stod jeg lidt op og har gjort rent i mine køkkenskuffer og opgav at tage på arbejde, for det gav ikke mening at sidde derude med knib og underlige ansigtsbevægelser. Så nu har jeg kun en utilpashed og en slatten træthed tilbage, og har tænkt mig at skrive harske slogans på ostelærred så som: Ned med Spinaten og Træd i Spinaten, før Den træder på Dig. Biblioteket kom jeg aldrig på igår, istedet sad jeg og fiflede med mine perler og fik lavet et par rigtig fine ørenringe, jeg nok tager på til en fest imorgen hos Elisa, der er blevet 28 igår..og tillykke med det! I øvrigt kom idéen til at lave en blog (vidste ikke at det var kort for web-log, og sådan er der så meget) fra min underbo, Tine, hvis blog jeg en dag tilfældigvis googlede mig ind på. Jeg havde det som en frygtelig amoralsk snager og gik hurtigt til bekendelse over, at jeg havde havde luret i hendes familiefotos (Sjovt nok har jeg på denne måde lært, at Tine har en nevø, der hedder Asger, ligesom også jeg har en nevø på 7 år, der hedder Asger - og nu sidder jeg her med min egen blog og nyder at kunne skrible, så tak for det, Tine, hvis du læser dette;-) Tror jeg skal sove maven rask, ellers er mit alternativ en slags thriller med Robin Williams (Apropos Carpe Diem, føj) der hedder One Hour Photo... hvad der minder mig om en udsendelse, jeg så engang på dr2 om ortodokse jøder i New York - mener de mest ortho bor i Williamsburg. Hvordan denne her ultraorthodoxt religiøse familie med kippah på issen, ørelokker og et godt russisk look fra middelalderen blandet sammen med lidt gummisko og Casio ure har en Kodakbiks med fremkaldelse af billeder og salg i et barsk konkurrencemiljø. Meget sær blanding af business, speedsnak, reklamer og effektivitet mixet op med et patriarkalsk familieliv, meget stærke briller fra 70'erne, bedesjaler og fremsigelser fra Torah'en. Hvis jeg ikke husker galt, var der én af sønnerne, der levede et hemmeligt liv som homoseksuel og slet ikke passede ind i hverken den ene eller den anden verden. Han var ikke en hårdhudet købmand med rappe fingre, samtidig med at han ikke passede ind i en religiøs kontekst pga. sin seksualitet og moderne livsstil, eller hvad jeg skal skrive. Egentlig et ret så foruroligende program. Om fundamentalismen lige midt i hverdagen, eller om det ukendte midt i det genkendelige. Blah-blah-blah - Er der ikke en Iggy Pop plade, der hedder det og er han ikke af dansk oprindelse og hedder Dan Ostergaard eller sådan noget?? Åh nej, han har en sang, der hedder Lust for Life - en af den slags titler jeg plejer at undslå mig, men det er nu ikke det samme når en noget udbombet, men alligevel energisk og atletisk narkolegende udsprøjter det som når Avril Lavigne synger om Sk8terboi, der endte med at blive meget federe end dem, der engang kaldte ham for en taber. Hvorfor tjener jeg ikke penge på at skrive... associationerne ligger der jo alligevel på en perlerække af sølvfade.

11 august 2005

Helle Helle Silo Silo


Nu har jeg lovet mig selv at skrive lidt om Helle Helles ret så nye roman Rødby-Puttgarden, og så må jeg hellere se at komme i sving. Jeg har googlet mig til viden om omslaget på bogen, da jeg ikke selv forstod, at det skulle være noget særligt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at Rødby-Puttgarden er en færgerute fra Lolland til noget tysk fastland og er en vigtig livsnerve for sydhavsøerne, og derfor er der også et lille lidt trist foto af noget færgeleje i fugleperspektiv med lidt kornsilo i baggrunden. Billedet er ikke større end en espressokop (med sukkerknalder!!) og er indsat nederst på titelbladet, og så kommer det sjove. Baggrunden er nemlig blå-, grå- og sortstribet, retoucheret ud i siderne, så det flyder sammen. Ikke noget særligt i sig selv, men nu kan jeg se det finurlige i at det er striberne fra en Yves Saint Laurent parfume, Rive Gauche (Venstre Bred) som var en stor duft engang, der blev langet over disken i virkelighedens verden og i fiktionens i utallige eksemplarer i "Parfumen" på Rødby-Puttgarden, hvor bogens hovedpersoner, søstrene Jane og Tine på 20 og 25 år arbejder, mens vi følger deres liv, og hvilke testere de lige sprøjter i ærmegabet. Bogen er hurtigtlæst, men har efterladt et tyst, forfrossent og ensomt aftryk, forstået på den måde, at det er selve fraværet af dybde og mening i dagligdagen i Parfumen, og den Rødby'ske dagligdag med solarieklub, sladderblade, natogdagsnitter, tilfældige forhold og lyserøde skindstøvler, der giver mig kuldegysninger og genkendelsens glæde og væmmelse (Ja, bogen foregår i midtfirserne, før sol blev sprayet på af en næsten overvelholdt Camilla på en hvid klinik).
På omslaget er følgende fra bogen gengivet (Jane på 20 år fortæller):
"Af og til tænkte jeg på mig selv som en silo i udkanten af en pløjemark. Jeg vidste ikke, hvad der var indeni. Måske var der ingenting. Jeg tænkte også på, hvordan andre så på mig. De måtte gerne bemærke mig, men så heller ikke mere. Jeg sagde det til Tine: - Jeg føler mig som en silo. Hun rynkede brynene: - Har du taget på igen, da? Så må vi til at spise råkost et stykke tid."
Hvis det ikke var fordi, det var så sjovt, så er det da trist. For én gangs skyld forsøger fortælleren sig med lidt selvreflektion, og responsen er som at råbe i skoven. Eller.. at råbe i skoven er egentlig mindre ensomt, nu jeg tænker efter. Pigerne har også en mor, som til min ubehagelighed deler navn med mig, altså Henriette (Hvorfor, Helle Helle, har du valgt at bruge mit navn i en fortælling om eksistenser, der flyder rundt i grundsuppen som løsslupne småøer uden anker. Kunne du ikke have kaldt moderfiguren for Jytte eller sådan noget, hva'?!) Hun er et tavst og arbejdsomt menneske, der har fået pigerne med to mænd, der så tilfældigvis begge hed Birger. (Jeg har aldrig kysset med nogen Birger, men en der hed Jasper, som læste psykologi og senere undskyldte, at han aldrig ringede igen. Min farmor havde i øvrigt en boxer, der hed Jasper, han var dejlig) Henriette og jeg har dog klæbehjernen til fælles, så hun kunne huske kundernes favoritter og små særheder i slagterforretningen, hvor hun arbejdede hele livet. Hun er sådan én, der siger: Og så snakker vi ikke mere om det, men det kunne jeg ved G. aldrig finde på at sige, så er det sagt.
Nu er mor død, og lugten af hende siver gennem hele romanen som lort i en kagedåse bagerst i skabet. Også hr. Lund, der havde siddet ubevægelig i sin lænestol, når han kom hjem fra arbejde, dør lige pludselig. Døden er nærværende og ikke særlig mystisk eller ophøjet. Den slags sker bare her, men giver romanen dens foruroligende tone midt i det dagligdags. Provinsen er jo alle steder og ingensteder, og Jane og Tine er præcis ligesom dig og mig, dog med deres små lollandske særheder og vaner. Jeg vil godtnok helst ikke være som Tine, selvom hun er meget levende og glad og klarer sin lille Dittemus i barnevognen med bravour. Hun er nærmest rørende. Hun er ikke en gås eller dum, men hendes verden stopper, hvor Rødby-Puttgarden starter, samtidig med at jeg aner, at der er noget galt med hende, men jeg finder aldrig ud af, hvad det er, og derfor kan jeg heller ikke afsløre romanen for dig, sjovt nok og heldigvis. Men læs den selv og fortæl mig, hvordan jeg skal udlægge den. Jeg fanger stemningen og alt det ualmindelige i det almindelige, hvordan vi går som blege efterligninger af mennesker mellem hinanden mens vi smiler et colgatesmil (Vidste du, at Dorthe Kollo altid køber et parti Macs tandpasta med til Tyskland, når hun er et smut i Danmark, for det er simpelthen bare det bedste - det har jeg lært i Den 6. Sans) - sådan gør vi jo allesammen på hver vores måde.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg prøver at skrive; jeg synes bare, det er for tyndt at lade Jane og Tine sejle deres egen sø, mens jeg bedsteborgerligt siger: Ja, de er jo bare et par uforstandige pigebørn af dårlig roehakkerfamilie, der lever et sovs og kartoffel liv, som såmænd så er godt nok til dem... Jeg gider ikke leve som de gør, men det gør jeg jo alligevel. Deres dage går op i at tage på "dag" eller "nat" og tage gratis brækageslik med hjem fra færgen, og de kommenterer en kollegas frisure og det sidste nye dødsfald, mens en bekendt kører forbi på vej til Holeby på knallert med et "vi ses imorgen". Pigerne er meget omsorgsfulde overfor Hr. Lunds skrøbelige søn, der engang fandt naboen hængende ned fra garageloftet og er glade for Hr. Lunds kone, der passer Ditte Menneskebarn, når Jane og Tine begge er i Parfumen. Men er den så ikke længere? Som en eller anden anmelder skrev, så kan Helle Helle noget tilsvarende Herman Bang. Udeladelserne får mig til at vibrere, fordi hun knivskarpt har skåret dialogen ned til et realistisk minimum, og jeg efterlades i kornsiloen sammen med Jane. Jeg mærker den dér trækken på skuldrene som en livsholdning, der måske kan kaldes provinstrummerum, men som vel nærmere er et menneskeligt grundvilkår, uden jeg skal gøre mig klog på eksistenstialisme etc., som jeg iø hader pga. de populære Carpe Diem slagord. Sig aldrig C.P. Man kan være helt sikker på, at der ikke sker noget, når et menneske begejstret udbryder det og derefter tager et bungyjump eller bliver Key Account Manager med spidskompetence i storkundepleje (mit sure lune påbyder mig at spytte yndlingshadeord ud). Lissom man kan være sikker på et absolut mangel på originalitet, når nogen om sin familie siger:
Ja, hjemme hos os er vi altså så'n lidt skøre. Min far, han er bare crazy, kan jeg godt sige dig.
Så ved jeg at de spiser julemenu kl. 18 med brunede glaskartofler, hvis jeg nu skulle skrive noget spydigt. Hvor kom jeg fra. Nå jo, gåsehuden. Nej, nu må du selv finde ud af om Helle Helle kan skrive skrive. Så tror jeg at jeg vil tage en tur på biblioteket og se om jeg kan finde en video med kærlighed i.

10 august 2005

Jeg kender ikke Gretchen

Det er egentlig noget vældigt pjat det navn, jeg har fundet på til min weblog. Jeg kan bare lide klangen af navnet og tænkte, at den datter, jeg ikke har fået endnu, måske skal hedde Gretchen..eller måske Hannah..eller Leise, og så har jeg for nylig set Snehvide og de 7 små dværge med mine niecer og nevø, og det er tydeligt, at den lugter lidt af Bayern på sådan en vulgæreksotisk måde - og vupti, Gretchen og æblet blev født. Gretchen er egentlig ligeså sødmefuld og rosenkindet som Snehvide, men nok en anelse mere skeptisk og analytisk end hende. Desuden er Gretchen heller ikke sorthåret, men mere en slags hennabrun. Det sjove er at jeg kender en kat, der hedder Iben Holt.
Også er der selvfølgelig også konnotationen med æblet - som visdom - eller for Snehvides vedkommende - ondskab eller i overført betydning seksualiteten. Man har også hørt nogle kalde New York for the Big Apple. Og når nu Gretchen tager en bid deraf, gør det så hende til terrorist eller er hun bare en dum turist, der får hold i nakken på Fifth Avenue? Har ikke selv været i N.Y. skal det siges, har bare set for meget tv
Egentlig har jeg oprettet denne weblog til at skrive, lige hvad der falder mig ind, for det forekommer mig, at jeg slet ikke kan få alle mine refleksioner ud af hovedet og kroppen og har vældig brug for at vende mine tanker med ihvertfald imaginære tilhørere, så da. Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive noget om Helle Helles roman "Rødby-Puttgarden", som jeg lige har læst, men gider så alligevel ikke idag. Men imorgen imorgen.