Come with me.....

Denne uge har været en god én af slagsen. 2. pinsedag tilbragte jeg hos Caroline og hendes dejlige familie i Struer. Mens de på et tidspunkt ikke var hjemme, gjorde jeg køkkenet og stuen ren, mens mit eget hjem efterhånden ligner en rotterede, (Alles ist Fussball!) og det gjorde lykke hos en travl børnefamilie, hvilket også var meningen. Tirsdag gik jeg langsomt i Depeche Mode ved siden af mine almindelige og/eller ikke udpræget blog-egnede gøremål, da jeg købte deres 101-dvd med koncert fra Pasadena Rose Bowl fra juni 1988 og en doku-film om touren og deres særligt dedikerede fans. Og så agerede jeg Anton Corbijn for et par bekendte, der ville have mig til at tage billeder til deres nystartede partyband, og så tilbage for at se dvd'en, inden det blev alt for sent. Onsdag havde jeg også noget på programmet, førend min søster Christina og svoger Jens slog til kl. 17.30 med orientalsk take away, som vi lige kunne at sluge, førend det gik mod NRGi Park (Trods alt bedre end Hubba Bubba/Trafikministeriet Event Place) og aftenens koncert med Depeche Mode.
Jeg har fulgt dem siden midtfirserne, da min storesøster Charlotte (idag 39 år) havde fået overspillet nogle bånd, som flød ud af hendes værelse, hvor jeg kunne være heldig at få audiens og måske pille i et par bumser. Jo, jeg var hooked på Police og senere Depeche Mode, før jeg kunne stave til pubeshår. Da jeg var 14, så jeg Rose Bowl koncerten i tv og havde aldrig før set hvide Levi's på så lækker en mand og var fuldstændig solgt (læs: sex!) til Dave Gahan og har aldrig været tvivl om, at min barndom for alvor fløj sin vej hin aften alene foran fjernsynet i Holstebro. Sådanne følelser og fornemmelser i kroppen havde jeg dog alligevel aldrig haft. Da jeg havde været til latineksamen i 1. g, købte jeg Violator-lp'en dagen efter, og albummet hang på mig resten af sommeren, mens jeg var med mine forældre og Mette Ø i Sydfrankrig. Kendte ikke rigtig nogen dengang, som også kunne lide dem, bortset fra nogle lidt kiksede fyre i sorte læderjakker, der hang ud omkring en pladebutik i Holstebro. Fandt først senere ud af at Mikael Simpson, som gik på min folkeskole og en overgang var kæreste med naboens datter, også holdt af dem dengang. En overgang i 90'rne sagde bandet mig ikke så meget, men jeg vendte tilbage og var til min første D.M. koncert i 2001.
Jeg har aldrig været så god til masseting, men bare det at stige ud af bilen på Ingerslev Boulevard og sammen med de angiveligt 23.000 andre nærme os templet var en oplevelse i sig selv, og jeg kunne ikke andet end at være begejstret, mens jeg gik med min søster under armen, og vi endda spottede et ansigt fra barndommens land (Da koncerten var slut, så jeg - oh ve oh skræk - en fyr, som jeg kyssede med for mange år siden, Gott sei Dank). Jeg var på herlig vis rigtig godt tilpas med at være en del af denne aften. Vi kom aldrig til at stå særlig godt i forhold til at observere David Gahan, Andrew Fletcher og Martin Lee Gore - jeg så kun Andy med hånden over hovedet en enkelt gang, og det var det - men holdt min søster i hånden og vuggede med og sang af karsken bælg, når det var muligt. Jeg har aldrig rigtig lyttet til deres tekster, så jeg kan kun de mest oplagte. Jeg bliver taget med på en rejse ind i min egne tanker og følelser, når jeg hører deres musik. Ikke fordi jeg har mange konkrete oplevelser forbundet med det, men fordi jeg har hørt pladerne i så mange år, og mange ting er blevet filtreret gennem sangene. En vemodig længsel har nok været Den Store Tilbagevendende i dét spil. Jeg har såmænd også analyseret mig frem til, hvad der gør D.M. så gældende for mig. De er en syntese eller en tvetydighed af intro- og extrovert, maskulint, feminint, krop, intelligens, mørke, lys, sex, død, humor, selvhøjtidelighed, tro, håbløshed, distance og intimitet i smagfuld blanding. Suk og sved.

Da jeg kom hjem fra koncerten sent onsdag aften, måtte jeg lige sunde mig et par timer og gå på google, wikipedia etc. og da også høre et par sange. Igår var jeg nærmest høj hele dagen, hvilket ikke blev mindre af, at Christina meddelte, at hun skal være mor for 3. gang, så dagen sluttede med, at jeg bestilte en koncert-dvd fra Exciter-touren i 2001 på biblioteket, og idag har jeg så fundet alle mine Depeche Mode cd'er frem og fandt ud af at jeg har to ens, så måske er der en ven derude, der mangler en "Singles 86>98" ?? Jeg er ved at høre dem alle fra en ende af og er om muligt endnu mere vild med dem, end jeg nogenwsinde har været. Det er endda så vidt, at jeg bliver nødt til at gå i Gaffa-shoppen rundt om hjørnet én af dagene for at købe biografien "Stripped", som man ikke kan låne på biblioteket, og jeg skal da også købe et par cd'er fra bagkataloget og den sidste nye jeg mangler på et tidspunkt, uden at jeg dog forfalder til fanfanatisme - og jeg har da heller ikke lyst til at blive kæreste med en gammel narkoman eller en introvert fyr i læder og kæder, men jeg ville alligevel gerne med dem ind under træerne og ligge lidt på græsset. Reach out and touch.