Mit eget kød og blod

Da jeg i en alder af 32½ år stadig ikke har fundet min absolutte eksistensberettigelse - og jeg har jo søgt og higet i gamle bøger - og deraf undladt at vælge mange ting udfra et håb om, at jeg blot skulle vente på det, der føltes helt rigtigt og ikke var angstfyldt, er jeg endnu ikke blevet voksen, men spiser stadig forfærdelige morgenmadsprodukter såsom Coco Pops Rocks, pålægschokolade, går rundt i nattøj, drømmer om filmstjerner med stærke arme og neutral ånde og synes nogle gange, at livet er lidt synd for mig, og hvem gider lige tage de ubehagelige konflikter for mig, om jeg må be'!
Jeg er først ved at lære at vælge selv - uanset hvad andre måtte mene om den sag - og det kan godt være en lang og stenet vej at gå at turde mærke mine egne følelser og derefter følge dem til dørs med handling alt efter omstændighederne. Jeg lever i denne her vestlige kultur, hvor jeg så gerne vil forstå og kunne rubricere alting, og jeg kan selvsagt ikke lade være med at analysere andre og mig selv, men effekten af nærmest bibliografisk indsigt i fortid og psykologiske mekanismer har kun en vis rækkevidde, erfarer jeg. Det er en næsten konkret smerte at måtte forholde mig til, at jeg ikke ved, hvad jeg vil i et samfund, der hylder det målbevidste og viljen til individuel sejr i umådeholdne vendinger. Og lugten i bageriet er måske det værste. Næsten alle, jeg kender, siger og mener, at jeg skal tage den tid, jeg skal bruge til at finde ud af det, men det er meget få mennesker, som evner at give sig selv plads til samme - og så er vi jo lige vidt.
Vi vil gerne den gode tid, det cirkulære, enkeltheden, helheden - men så kommer vi til at kede os, og hvem skal vi så få den anerkendelse fra, som vi så gerne vil have? Hvordan fylde sig selv op, når man står udenfor de anerkendte institutioner som arbejdet og familien? Så er der vist kun kirken tilbage.
Jeg selv vil helt sikkert gerne arbejde - med bevidstheden om, at det er den anerkendte løsningsmodel i denne del af verden, men ikke nødvendigvis den eneste gyldige vej at opbygge sit hverdagsliv omkring. Jeg er pinligt bevidst om, at jeg bor i Danmark, og her er der givet mig både muligheder og et sæt tankebriller, som til hver en tid former mine idéer, tanker, følelser og handlinger. Jeg kommer aldrig ud af den mentale spændetrøje, som det indimellem kan opleves som, men jeg sætter pris på, at man indretter sig anderledes i livet andre steder i verden, betinget af geografi, vejrforhold, religion, økonomi og you name it, velvidende at jeg heller ikke, dybest set, ønsker at slippe mit fodfæste i Vesteuropa. Jeg er født her i 1970'rne, og det er mit udgangspunkt, om jeg ville det eller ej. Jeg er ikke alene med de ting, jeg gør og ikke gør. Mine tanker er ikke mine egne. Tusinder af kvinder på min alder i denne del af verden gør sig lignende tanker, som jeg gør hver dag, fordi vi har nogle livsbetingelser til fælles, som vi ikke kan undslippe. Og så kommer alle forskellighederne ved siden af. Alle ønsker vi kærlighed og mening, men på hver vores præmisser og med hver vores præmietyr, så at sige. Hver kultur har sine billeder af det lykkelige liv - og jeg for mig kan sige, at jeg ikke lever op til disse billeder efter min egen opfattelse. Jeg vejer 20 kg for meget, men kan ikke tabe mig, førend jeg har noget andet at sætte i stedet. Jeg er forrevalident på kontanthjælp, og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle sætte istedet for mit frivilligjob, omend det også smager af fisk. Jeg har en idé om, at jeg gerne vil læse psykologi på Aalborg Universitet, men orker jeg det uni-halløj igen? Jeg vil gerne skrive, men journalist - dét skal jeg ikke have noget af. Mennesker, jo tak - men da ikke hele tiden, vel?
Jeg ved efterhånden nogle værdier, som jeg går efter: Langtidsholdbarhed - dvs. mit arbejde skal være præget af langsigtede og overordnede målsætninger, der er velgennemtænkte og solidt udførte. Troværdighed og soliditet er meget vigtige værdier for mig, men jeg vil også have plads til armbevægelser og benspjæt i mit liv med fantasi, kreativitet, visioner, pjat, sensualitet og lethed. Jeg er rigtig god til at fornemme andre og fungere som mægler og formidler mellem folk, men rollen kan godt være lidt anstrengende for mig, fordi det opleves som et (for) stort ansvar, så jeg kan på nuværende ikke se mig selv i en rolle som mægleren, fordi jeg endnu ikke har fået skabt den plads omkring mig, som en sådan rolle kræver.
Jeg har efterhånden forstået, at jeg har en umiddelbart tillidsvækkende udstråling, men faktisk kan det godt gøre mig ubehageligt tilpas ind imellem, fordi jeg så hurtigt fornemmer andre menneskers behov, også dem, som de ikke selv ved, at de har - og så får jeg lyst til at knalde min gave i gulvet og aldrig samle den op igen, fordi jeg alt for tit har mistet mig selv i en sådan kontakt. På den anden side er jeg ufravigeligt nødt til at kunne se en større mening med mit arbejde. Jeg kunne ikke stå og promovere danskvand eller sælge butikskoncepter, for jeg ville stå dér til powerpointpræsentationen og tænke: hvad laver jeg dog her, og hvem er de mennesker? Mening er at være med til at løse en opgave, som andre har brug for. Det må gerne være sjovt også, men der skal være et højere mål end profit, bonus og ekspandering. Jeg tror ikke, at jeg skal redde verden, men jeg tror faktisk, at der er nogen, der har brug for det udefinérbare, som jeg kan. Men hvilke behov er det, som jeg vil respondere på? Hvad er det, jeg har brug for og vil bruge min kræfter på - samtidig med at der skal være nogen, der vil give mig penge for det? Et stort problem i mine øjne er, at jeg har svært ved at rumme det uoverskuelige. Jeg bliver overmandet, vil flygte og har derfor svært ved at se mig selv i en række forskellige jobs, hvor denne evne er en basal forudsætning. Jeg fungerer bedst i nogenlunde afstukne rammer, og først dér folder jeg mig ud. Jeg tror da nok, at jeg kan lære at rumme mere usikkerhed, men jeg tror, at det vil lykkes mig bedst, hvis jeg står overfor en opgave, som jeg virkelig gerne vil løse og derfor kan og vil overvinde angsten. Måske er det endda dét, jeg er ved at gøre lige nu, mens jeg skriver dette - med tanke for, at jeg om lidt blotter mit diffuse indre for dig, kære læser og dine imaginære ulvekæber.