Når jeg keder mig - og det gør jeg uforskammet ofte - taster jeg navnene på alle i min omgangskreds (ja, også dig) ind på google, deriblandt også mig selv. Der er vist i omegnen af 10.000 hits, når jeg ikke "...." mit navn. Jeg har en tilnærmelsesvis navnesøster, som jeg i øvrigt mødte i Schweiz engang. Der linkes også til en masse slægtshistoriesider med folk, der hed noget langt og Petra-Von Anhalt-agtigt. Har sust rundt mangen engang og bl.a. opdaget, at der fra 1600tallet og op til 2. Verdenskrig boede en del jøder i Frankfurt (Ja, de har jo nok grundlagt Frankfurts finansvæsen). Bortset fra, at mændene hed det typiske Salomon, Isaac og Chaim, var det sjove jo, at mange døtre og koner hed Henriette, hvad der foranlediger mig til at tro, at Henriette er et religiøst neutralt navn. Lidt nonsensviden kanske.
I den nordlige del af Tyskland findes der i øvrigt en del lokaliteter, der ender på mit efternavn, som der også linkes til. Deriblandt en obskur én af slagsen, der tilbyder forskellige sanselige ydelser i webcamkvalitet og au naturelle. Skal skynde mig at sige, at jeg ikke tastede videre ud ad dén tangent. Derimod fandt jeg en tekst fra et tysk sladderblad, hvorfra jeg har tyvstjålet nærværende blogoverskrift. Det drejede sig om en tysk skuespillerinde, der havde kastet sig ud af vinduet, og en bekendt udtalte så efterfølgende, at konen var vind og skæv etc. Kunne absolut ikke stå for sådan en lille gemen german oneliner, fordi overdrivelsestonen ligger godt i tråd med alle mine fod-sygehistorier i den senere tid. Og jeg regner da med at fortsætte med dem lidt endnu, for G**s skyld da!
Jeg var til kontrol på Traumeambulatoriet på Kommunehospitalet idag. Min svoger kørte mig, før han skulle testes i Lotus Notes Domino(!!). Vi fantaserede om, at en beskidt læge kom og gravede et forslidt traume ud af hovedet på mig uden bedøvelse og efterlod såret åbent, for nu måtte jeg være tilfreds. Smerten var væk, og jeg kunne godt tage sporvognen. En skraldespand stod over i hjørnet overfyldt med traumetrevler hængende ned af siden og dertilhørende summen af bananfluer. En rengøringskone med heftigt overskæg gik rundt og sukkede, mens hun skrabede traumer op. Der landede lidt ved siden af og hun skramlede kraftigt, men gik så ud ad rummet. Jeg har bagefter et skeformet hul i hovedet, og der hænger lidt trevler ud. Jeg tager mig til hovedet og propper så min sok ind i hullet.....
Som sagt var jeg til kontrol. De tog nye røntgenbilleder, og knoglerne var vokset fint sammen. De tager ikke skruerne ud, med mindre jeg får problemer med dem. Lægen sagde sjovt nok: "Nåh, det var dig fra Rom." Jeg er næsten en kändis-syg! Han sagde også, at der ville gå lang tid før jeg var normalt gående. Om 6 uger kunne jeg nok gå uden stokke, men det ville vare længe før jeg ville føle mig helt ovre det, og hævelsen kunne godt vare et helt år. Jeg skal ikke på ambulatoriet igen, med mindre der er uregelmæssigheder og ej heller til genoptræning, men jeg skal selvfølgelig øve forskellige ting herhjemme, som jeg er blevet instrueret i.
Som jeg forstod det, er det meget mit eget mod, der afgør hvor hurtigt jeg får fuld førlighed i anklen igen, ihærdighed afgør om ledet bliver flexibelt som før, og så ikke mindst tålmodighed med mig selv og ikke mindst tage et skridt af gangen og ikke forvente, at jeg kan gå langt, samtidig med at de smilende påpegede, at trappetræning var supergodt, bare rigtig effektiv fitness. Alt i alt kan jeg se frem til en langsommelig helbredelse, men den går vist planmæssigt. Jeg råber dog "røv og nøgler" her i min blog, for det er fandme træls at døjes med!!
Det gør ikke ondt, når jeg går på det dårlige ben i Romwalkeren, min megastøvle, og med mine to stokke under armen, men gradvist skal jeg selvfølgelig lægge mere og mere vægt på det dårlige ben i en almindelig sko. Jeg har idag prøvet af, hvordan det er at gå uden Romwalkeren, og det kan godt lade sig gøre, men slet ikke uden krykkerne, så jeg må afprøve forskellige gå-teknikker i den nærmeste tid og glæde mig over, at jeg ikke længere skal sove med en støvle på om natten, og sandsynligvis vokser jeg helt ud af den om 1 uges tid. Derefter skal jeg så have lært at smide den ene krykke og udvikle min gang ud af en robotlignende vaklen. Fysioterapeuten instruerede mig i vigtigheden af at have den ene krykke i venstre side kontra den dårlige højrefod, da jeg ellers vlle udvikle pasgang. Forstod det ikke helt, men jeg ved da, at jeg ønsker at gå almindeligt, så jeg gør som der bliver sagt.
Tror at jeg kan flytte hjem om 1-2 uger, for så kan jeg nok godt tage både 70 trin og bussen. På et eller andet tidspunkt skulle jeg så gerne ende ud i en krykfri tilstand, men det virker ret langt væk nu. Måske skulle jeg overveje lidt kokain til næsen til at styrke mig på, indtil jeg får fod på det hele igen.
Ciao tout le monde
31 august 2006
29 august 2006
Den Romerske Trappe - Glückwunsch Süsser!
Med en amerikansk overdrivelse har jeg på egen fod oplevet en græsk tragedie i Rom. Sjældent har så få sekunder og uopmærksomme bevægelser haft så stor eller nærmere lang betydning for mig som dén sene eftermiddag et godt stykke under jorden midt i Rom.
Midt i juli tog jeg og min veninde Elisa til Rom for et gavekort til Sterling, som jeg vandt i Jeopardy! sidste år. Jeg havde endda stået og strøget tøj til langt ud på natten inden afrejsen, så jeg kunne være pakkeklar og parat til massiv luftning, for ikke at tale om den arabiske hårfjerning - smertefuld, men effektiv som jeg gennemgik nogle dage før. Jeg rejser ikke så meget, så jeg gik i foreberedelse nærmest en uge op til. Vi havde lejet os ind på et hostel i 4 nætter tæt på hovedbanegården Termini. Min fødder var blevet lidt elefantagtige i varmen i DK, så jeg lå også med benene over hjertehøjde og lavede venepumpeøvelser. Jo, jeg var bestemt ude i noget: Rom, here I come!
Elisa og jeg ankom mandag aften. Jeg havde luret på forhånd at mine alltime favorites, Depeche Mode, skulle spille på Roms Olympiske Stadion samme aften, så jeg drev/tvang Elisa med derud, så vi kunne mænge os lidt. Desværre så vi kun horder af romerske fans drive ud af det olympiske stadion, altså den forkerte vej, så ærgelsen var stor, når nu jeg var så tæt på. Koncertgængerne myldrede rundt på gader og stræder uden at tage meget hensyn til den øvrige trafik i almindelighed og en hylende ambulance i særdeleshed. Nå, tænkte jeg, det var da liiige groft nok, at man ikke har respekt for et måske dødssygt menneske, hvor sekunder afgør liv eller død. Senere fandt jeg en form for forklaring på denne umiddelbart usympatiske adfærd. Vi måtte nøjes med nogle sandwichs, som en peperonimand sandsynligvis tog ågerpris for og så en urimelig lang ventetid på 2-3 timer, før vi kom med en bus hjem. Tror måske Elisa var en anelse træt af mig, men nevertheless, vi havde et fint værelse, som var beregnet til 4, så vi kunne hurtigt brede os. Næste morgen, da vi skulle op og slå på tromme, blev vi dog bedt om at flytte ind i en ret så snæver suite, som ethvert honningmånepar ville have jublet over med dobbeltseng og intet andet. Ha, her kom jeg dog ikke til at sove.
Tirsdag omkring middag forlod vi vores akkomodation og fik købt et 3dages kort til metroen, og nu skulle vi så igang med at se nogle af Roms attraktioner. Ingen af os havde sat os ind i noget omkring byen trods et overvældende udvalg af guidebøger erhvervet på biblioteket i god tid. Nå, vi besluttede os for Colosseum. Vi tog metroen derhen og Colosseum stod dér, stolt og mægtig, så snart vi trådte ud af stationsbygningen. Gigantisk, historisk og overvældende - ligesom prisen på 11€ for at komme ind, men så gav vi også et vægtigt bidrag til vedligehold af et centralt aksepunkt i den vestlige kultur. Man kunne nærmest lugte blodet og volden fra arenaens fortid og vi brugte nogle timer derinde, så gladiatorer, der røg Marlboros og drak Evian. Vi gik også rundt på/omkring Forum Romanum, og det hele var mere fantastisk end jeg havde forestillet mig, fordi disse ruiner selv kunne tale, så vi fik et mageløst svirp af historiens vingesus. Således mætte ville vi hjem, tage en lur og soignere os, før der skulle dineres romanstyle og romanhours (When in Rome, do as the Romans do) for at få den bedste betjening, i og med det siges at italienere ikke kan snydes, når det kommer dér til. Vi tog metroen endnu engang fra Colosseum til Termini, hvor jeg mødte min skæbne.
Jeg blev ikke berøvet af en knivkastertrup fra Usbekistan, som besværgede mig med cirkuskunster, svirp af en beskidt velourkjole i skarlagensrødt og langspyt. Ej heller er jeg nu gravid med tvillinger med en mandeløjet korsikaner, Luca, med egen taverna og velsmurt pomadehår. Nej, jeg gled så kort jeg er på trapperne i metroen under Termini, og dér lå min fod for enden af benet og lignede grangiveligt en død, meget død og aldeles livløs, fugl. Jeg græd og jamrede af smerte og forskrækkelse, mens folk myldrede ned af trapperne omkring mig. Elisa råbte ambulance, ambulance og efter en tid dukkede politi og servicemedarbejdere op, og vi kunne nu kun vente på ambulancefolkene. Midt i alt det lagde jeg mærke til, at én af politifolkene havde gode hænder, så jeg blev mere rolig, når han holdt om benet og tilsvarende steg smerterne, når han slap.
Efter ½ time kom 3 erfarne ambulanzafolk, som bugserede mig over i en sær stol, spændte mig fast og hev mig op ad de mange trapper og platforme. Til sidst kom jeg i en ambulance og blev fragtet til Umberto 1, en skadestue et eller andet sted i Rom, only God knows where. Jeg havde ondt og var ked af det, for gik min ferie nu op i røg? Folkene lavede sjov med mig på italiensk og engelsk, troede vist først at jeg var amerikaner, brite eller tysker. De tilstod at skam få den, der kalder en dansker for en tysker. De sammenlignede mig med Pave Johannes Paul, og jeg prøvede at joke med papomobilen, men de forstod vist ikke mit engelske abstraktionsniveau. Så snart de holdt inde med at drille, gjorde det uudsigeligt ondt, interessant betragtning.
På skadestuen lå jeg på en smal seng i en gang, hvor man kunne se lidt af hvert, selv om jeg nu har glemt detaljerne. Jeg husker dog tydeligt, at jeg blev trøstet af nogle Jomfru Maria relieffer over dørkarmene, som jeg kørte under/igennem på vej til undersøgelse. De kunne hurtigt sige, at anklen ikke blot var forstuvet, men brækket, dog røntgenbilleder måtte afgøre hvordan. Det viste sig, at jeg havde brækket min højre ankel to steder i et kompliceret brud og jeg skulle opereres. Iø. en meget fin skade sagde de, for den store italienske fodboldhelt fra VM, Francesco Totti havde lidt den samme tort i slutrunden, så jeg var i fornemt selskab. Jeg fik ikke noget smertestillende, men blev i stedet puttet i meget tung gips af 3 umælende italienske mænd, hvis engelsk knapt nok rakte til Hello, how are you? Der var ikke plads til mig på herberget, undskyld hospitalet, og nu skulle man ringe/faxe rundt til de øvrige hospitaler i Rom, om de havde plads til en bella donna de Danimarca, men ellers kunne jeg da overveje et privathospital, for jeg kunne komme til at vente en uge på operation på et offentligt hospital.
Efter en masse fikumdik, underskrift, snak, venten og halløj kom der endelig en ambulance, og jeg og Elisa blev fragtet til Rome American Hospital, (Vi anede ikke hvor vi var, for vores kort dækkede kun det centrale Rom) og jeg blev indlagt og Elisa tilbudt en seng og lidt mad. Tror der var gået 6 timer efter mit stunt, og først nu fik jeg lidt smertestillende. Jeg havde flere gange håbet, de ville give mig lidt på skadestuen, men dér forregnede jeg mig. Det viste sig nemlig, at man i Italien går ud fra, at vi alle er potentielle narkomaner, der stikker os med hash, så snart vi har mulighed for det, så da jeg ikke skreg som 10 vildsvin i brunst eller havde en halv lårbensknogle stikkende ud af øret, fik jeg ikke noget mod smerterne.
I de følgende dage var der en masse trakasserier, som endte med, at jeg d. 20. 7 blev sendt med tre forskellige fly til Århus og indlagt i isolation på Århus Kommunehospital, hvor jeg d. 21.7 fik indopereret 2 skruer i anklen. De kunne iø. fortælle mig, at også mine ledbånd og andet materiale(??), der holder anklen, var væk, og kun skruerne holdt sammen på det. Kuren lød på 6 uger i en heftig støvle fra Mexico, en Romwalker (!!), der vejer lidt over 1 kg - uden at støtte på benet med 5-10 minutters daglig øvelse af fodledet med vip og drej, kontrol på ambulatorie 31.8, hvorefter jeg skal bruge 1-2 måneder på at lære at gå. Jeg blev udskrevet med krykker, toiletforhøjer, badebænk og gangstativ d. 24.7 og har siden da boet hos min søster i Tranbjerg, da min lejlighed ligger på 4. sal med bad i kælderen, og jeg ville iø. blive sindssyg af at bo deroppe i ufrivillig isolation. Da jeg blev udskrevet, fik jeg den f'ørste tid helt op til 18 tabletter om dagen: Pamol, et kunstigt fremstillet morfinpræparat og et par gule Toilax, som man jo passende selv kan vurdere virkningen af.
Nu er jeg så igen medicinfri, synet af bristede blodkar er næsten forsvundet og såret er helet pænt op. Kan gebærde mig på krykker og har lejet en kørestol på Reva Syd for 125 kr. om ugen, (men så kan jeg også få benet op i vandret position!) så jeg kan få en tur ud i villakvarteret. En fornuftig sandal fra Ecco til 600 kr. har jeg også investeret i, så den gode fod har noget ergonomisk at holde sig til, når den nu må tage skraldet for sin skrantende Søster Romkugle.
Jeg glæder mig meget til om 2 dage, hvor jeg skal til kontrol på hospitalet, og jeg håber at de siger god for, at jeg så småt kan støtte på min fod, nu kaldet Lugtealf, igen, for det er et lidt enerverende liv, jeg fører mig her. Ugens højdepunkt er et bad, hvor jeg tager min massive handicapstøvle af, quiz-og-kryds, engelske tv-krimier, tømme opvaskemaskinen mens jeg sidder på en kontorstol, Se og Hør, oh-la-la og knas med bentøjet, når jeg skal i seng.
Jeg har boet godt her, deltaget i familielivet og haft mere comfort og hjælp end det ville være muligt i min lejlighed, men det er ikke et liv at gå i så små cirkler. Da jeg kom hjem fra hospitalet, hvor alting var møgbesværligt og gjorde ondt og senere, da jeg blev mere selvhjulpen og trappede ud af medicinen, har jeg haft dage, hvor jeg var godt og grundigt træt, især fordi det mindede lidt rigeligt om livet på halvt blus, som jeg før har ført og stadigt bevæger mig ud af. For mig er det ikke en tid til intim omgang med mig selv at lave så lidt som muligt. Med en smadret ankel er det dog, alt andet lige, lettere at rejse sig op og "bin zur Feier Des Tages ins 'Kleine Schwarze' geschlüpft" igen, hvis nogen forstår sådan en lille én.
Midt i juli tog jeg og min veninde Elisa til Rom for et gavekort til Sterling, som jeg vandt i Jeopardy! sidste år. Jeg havde endda stået og strøget tøj til langt ud på natten inden afrejsen, så jeg kunne være pakkeklar og parat til massiv luftning, for ikke at tale om den arabiske hårfjerning - smertefuld, men effektiv som jeg gennemgik nogle dage før. Jeg rejser ikke så meget, så jeg gik i foreberedelse nærmest en uge op til. Vi havde lejet os ind på et hostel i 4 nætter tæt på hovedbanegården Termini. Min fødder var blevet lidt elefantagtige i varmen i DK, så jeg lå også med benene over hjertehøjde og lavede venepumpeøvelser. Jo, jeg var bestemt ude i noget: Rom, here I come!
Elisa og jeg ankom mandag aften. Jeg havde luret på forhånd at mine alltime favorites, Depeche Mode, skulle spille på Roms Olympiske Stadion samme aften, så jeg drev/tvang Elisa med derud, så vi kunne mænge os lidt. Desværre så vi kun horder af romerske fans drive ud af det olympiske stadion, altså den forkerte vej, så ærgelsen var stor, når nu jeg var så tæt på. Koncertgængerne myldrede rundt på gader og stræder uden at tage meget hensyn til den øvrige trafik i almindelighed og en hylende ambulance i særdeleshed. Nå, tænkte jeg, det var da liiige groft nok, at man ikke har respekt for et måske dødssygt menneske, hvor sekunder afgør liv eller død. Senere fandt jeg en form for forklaring på denne umiddelbart usympatiske adfærd. Vi måtte nøjes med nogle sandwichs, som en peperonimand sandsynligvis tog ågerpris for og så en urimelig lang ventetid på 2-3 timer, før vi kom med en bus hjem. Tror måske Elisa var en anelse træt af mig, men nevertheless, vi havde et fint værelse, som var beregnet til 4, så vi kunne hurtigt brede os. Næste morgen, da vi skulle op og slå på tromme, blev vi dog bedt om at flytte ind i en ret så snæver suite, som ethvert honningmånepar ville have jublet over med dobbeltseng og intet andet. Ha, her kom jeg dog ikke til at sove.
Tirsdag omkring middag forlod vi vores akkomodation og fik købt et 3dages kort til metroen, og nu skulle vi så igang med at se nogle af Roms attraktioner. Ingen af os havde sat os ind i noget omkring byen trods et overvældende udvalg af guidebøger erhvervet på biblioteket i god tid. Nå, vi besluttede os for Colosseum. Vi tog metroen derhen og Colosseum stod dér, stolt og mægtig, så snart vi trådte ud af stationsbygningen. Gigantisk, historisk og overvældende - ligesom prisen på 11€ for at komme ind, men så gav vi også et vægtigt bidrag til vedligehold af et centralt aksepunkt i den vestlige kultur. Man kunne nærmest lugte blodet og volden fra arenaens fortid og vi brugte nogle timer derinde, så gladiatorer, der røg Marlboros og drak Evian. Vi gik også rundt på/omkring Forum Romanum, og det hele var mere fantastisk end jeg havde forestillet mig, fordi disse ruiner selv kunne tale, så vi fik et mageløst svirp af historiens vingesus. Således mætte ville vi hjem, tage en lur og soignere os, før der skulle dineres romanstyle og romanhours (When in Rome, do as the Romans do) for at få den bedste betjening, i og med det siges at italienere ikke kan snydes, når det kommer dér til. Vi tog metroen endnu engang fra Colosseum til Termini, hvor jeg mødte min skæbne.
Jeg blev ikke berøvet af en knivkastertrup fra Usbekistan, som besværgede mig med cirkuskunster, svirp af en beskidt velourkjole i skarlagensrødt og langspyt. Ej heller er jeg nu gravid med tvillinger med en mandeløjet korsikaner, Luca, med egen taverna og velsmurt pomadehår. Nej, jeg gled så kort jeg er på trapperne i metroen under Termini, og dér lå min fod for enden af benet og lignede grangiveligt en død, meget død og aldeles livløs, fugl. Jeg græd og jamrede af smerte og forskrækkelse, mens folk myldrede ned af trapperne omkring mig. Elisa råbte ambulance, ambulance og efter en tid dukkede politi og servicemedarbejdere op, og vi kunne nu kun vente på ambulancefolkene. Midt i alt det lagde jeg mærke til, at én af politifolkene havde gode hænder, så jeg blev mere rolig, når han holdt om benet og tilsvarende steg smerterne, når han slap.
Efter ½ time kom 3 erfarne ambulanzafolk, som bugserede mig over i en sær stol, spændte mig fast og hev mig op ad de mange trapper og platforme. Til sidst kom jeg i en ambulance og blev fragtet til Umberto 1, en skadestue et eller andet sted i Rom, only God knows where. Jeg havde ondt og var ked af det, for gik min ferie nu op i røg? Folkene lavede sjov med mig på italiensk og engelsk, troede vist først at jeg var amerikaner, brite eller tysker. De tilstod at skam få den, der kalder en dansker for en tysker. De sammenlignede mig med Pave Johannes Paul, og jeg prøvede at joke med papomobilen, men de forstod vist ikke mit engelske abstraktionsniveau. Så snart de holdt inde med at drille, gjorde det uudsigeligt ondt, interessant betragtning.
På skadestuen lå jeg på en smal seng i en gang, hvor man kunne se lidt af hvert, selv om jeg nu har glemt detaljerne. Jeg husker dog tydeligt, at jeg blev trøstet af nogle Jomfru Maria relieffer over dørkarmene, som jeg kørte under/igennem på vej til undersøgelse. De kunne hurtigt sige, at anklen ikke blot var forstuvet, men brækket, dog røntgenbilleder måtte afgøre hvordan. Det viste sig, at jeg havde brækket min højre ankel to steder i et kompliceret brud og jeg skulle opereres. Iø. en meget fin skade sagde de, for den store italienske fodboldhelt fra VM, Francesco Totti havde lidt den samme tort i slutrunden, så jeg var i fornemt selskab. Jeg fik ikke noget smertestillende, men blev i stedet puttet i meget tung gips af 3 umælende italienske mænd, hvis engelsk knapt nok rakte til Hello, how are you? Der var ikke plads til mig på herberget, undskyld hospitalet, og nu skulle man ringe/faxe rundt til de øvrige hospitaler i Rom, om de havde plads til en bella donna de Danimarca, men ellers kunne jeg da overveje et privathospital, for jeg kunne komme til at vente en uge på operation på et offentligt hospital.
Efter en masse fikumdik, underskrift, snak, venten og halløj kom der endelig en ambulance, og jeg og Elisa blev fragtet til Rome American Hospital, (Vi anede ikke hvor vi var, for vores kort dækkede kun det centrale Rom) og jeg blev indlagt og Elisa tilbudt en seng og lidt mad. Tror der var gået 6 timer efter mit stunt, og først nu fik jeg lidt smertestillende. Jeg havde flere gange håbet, de ville give mig lidt på skadestuen, men dér forregnede jeg mig. Det viste sig nemlig, at man i Italien går ud fra, at vi alle er potentielle narkomaner, der stikker os med hash, så snart vi har mulighed for det, så da jeg ikke skreg som 10 vildsvin i brunst eller havde en halv lårbensknogle stikkende ud af øret, fik jeg ikke noget mod smerterne.
I de følgende dage var der en masse trakasserier, som endte med, at jeg d. 20. 7 blev sendt med tre forskellige fly til Århus og indlagt i isolation på Århus Kommunehospital, hvor jeg d. 21.7 fik indopereret 2 skruer i anklen. De kunne iø. fortælle mig, at også mine ledbånd og andet materiale(??), der holder anklen, var væk, og kun skruerne holdt sammen på det. Kuren lød på 6 uger i en heftig støvle fra Mexico, en Romwalker (!!), der vejer lidt over 1 kg - uden at støtte på benet med 5-10 minutters daglig øvelse af fodledet med vip og drej, kontrol på ambulatorie 31.8, hvorefter jeg skal bruge 1-2 måneder på at lære at gå. Jeg blev udskrevet med krykker, toiletforhøjer, badebænk og gangstativ d. 24.7 og har siden da boet hos min søster i Tranbjerg, da min lejlighed ligger på 4. sal med bad i kælderen, og jeg ville iø. blive sindssyg af at bo deroppe i ufrivillig isolation. Da jeg blev udskrevet, fik jeg den f'ørste tid helt op til 18 tabletter om dagen: Pamol, et kunstigt fremstillet morfinpræparat og et par gule Toilax, som man jo passende selv kan vurdere virkningen af.
Nu er jeg så igen medicinfri, synet af bristede blodkar er næsten forsvundet og såret er helet pænt op. Kan gebærde mig på krykker og har lejet en kørestol på Reva Syd for 125 kr. om ugen, (men så kan jeg også få benet op i vandret position!) så jeg kan få en tur ud i villakvarteret. En fornuftig sandal fra Ecco til 600 kr. har jeg også investeret i, så den gode fod har noget ergonomisk at holde sig til, når den nu må tage skraldet for sin skrantende Søster Romkugle.
Jeg glæder mig meget til om 2 dage, hvor jeg skal til kontrol på hospitalet, og jeg håber at de siger god for, at jeg så småt kan støtte på min fod, nu kaldet Lugtealf, igen, for det er et lidt enerverende liv, jeg fører mig her. Ugens højdepunkt er et bad, hvor jeg tager min massive handicapstøvle af, quiz-og-kryds, engelske tv-krimier, tømme opvaskemaskinen mens jeg sidder på en kontorstol, Se og Hør, oh-la-la og knas med bentøjet, når jeg skal i seng.
Jeg har boet godt her, deltaget i familielivet og haft mere comfort og hjælp end det ville være muligt i min lejlighed, men det er ikke et liv at gå i så små cirkler. Da jeg kom hjem fra hospitalet, hvor alting var møgbesværligt og gjorde ondt og senere, da jeg blev mere selvhjulpen og trappede ud af medicinen, har jeg haft dage, hvor jeg var godt og grundigt træt, især fordi det mindede lidt rigeligt om livet på halvt blus, som jeg før har ført og stadigt bevæger mig ud af. For mig er det ikke en tid til intim omgang med mig selv at lave så lidt som muligt. Med en smadret ankel er det dog, alt andet lige, lettere at rejse sig op og "bin zur Feier Des Tages ins 'Kleine Schwarze' geschlüpft" igen, hvis nogen forstår sådan en lille én.
09 juni 2006
Come with me.....
Denne uge har været en god én af slagsen. 2. pinsedag tilbragte jeg hos Caroline og hendes dejlige familie i Struer. Mens de på et tidspunkt ikke var hjemme, gjorde jeg køkkenet og stuen ren, mens mit eget hjem efterhånden ligner en rotterede, (Alles ist Fussball!) og det gjorde lykke hos en travl børnefamilie, hvilket også var meningen. Tirsdag gik jeg langsomt i Depeche Mode ved siden af mine almindelige og/eller ikke udpræget blog-egnede gøremål, da jeg købte deres 101-dvd med koncert fra Pasadena Rose Bowl fra juni 1988 og en doku-film om touren og deres særligt dedikerede fans. Og så agerede jeg Anton Corbijn for et par bekendte, der ville have mig til at tage billeder til deres nystartede partyband, og så tilbage for at se dvd'en, inden det blev alt for sent. Onsdag havde jeg også noget på programmet, førend min søster Christina og svoger Jens slog til kl. 17.30 med orientalsk take away, som vi lige kunne at sluge, førend det gik mod NRGi Park (Trods alt bedre end Hubba Bubba/Trafikministeriet Event Place) og aftenens koncert med Depeche Mode.
Jeg har fulgt dem siden midtfirserne, da min storesøster Charlotte (idag 39 år) havde fået overspillet nogle bånd, som flød ud af hendes værelse, hvor jeg kunne være heldig at få audiens og måske pille i et par bumser. Jo, jeg var hooked på Police og senere Depeche Mode, før jeg kunne stave til pubeshår. Da jeg var 14, så jeg Rose Bowl koncerten i tv og havde aldrig før set hvide Levi's på så lækker en mand og var fuldstændig solgt (læs: sex!) til Dave Gahan og har aldrig været tvivl om, at min barndom for alvor fløj sin vej hin aften alene foran fjernsynet i Holstebro. Sådanne følelser og fornemmelser i kroppen havde jeg dog alligevel aldrig haft. Da jeg havde været til latineksamen i 1. g, købte jeg Violator-lp'en dagen efter, og albummet hang på mig resten af sommeren, mens jeg var med mine forældre og Mette Ø i Sydfrankrig. Kendte ikke rigtig nogen dengang, som også kunne lide dem, bortset fra nogle lidt kiksede fyre i sorte læderjakker, der hang ud omkring en pladebutik i Holstebro. Fandt først senere ud af at Mikael Simpson, som gik på min folkeskole og en overgang var kæreste med naboens datter, også holdt af dem dengang. En overgang i 90'rne sagde bandet mig ikke så meget, men jeg vendte tilbage og var til min første D.M. koncert i 2001.
Jeg har aldrig været så god til masseting, men bare det at stige ud af bilen på Ingerslev Boulevard og sammen med de angiveligt 23.000 andre nærme os templet var en oplevelse i sig selv, og jeg kunne ikke andet end at være begejstret, mens jeg gik med min søster under armen, og vi endda spottede et ansigt fra barndommens land (Da koncerten var slut, så jeg - oh ve oh skræk - en fyr, som jeg kyssede med for mange år siden, Gott sei Dank). Jeg var på herlig vis rigtig godt tilpas med at være en del af denne aften. Vi kom aldrig til at stå særlig godt i forhold til at observere David Gahan, Andrew Fletcher og Martin Lee Gore - jeg så kun Andy med hånden over hovedet en enkelt gang, og det var det - men holdt min søster i hånden og vuggede med og sang af karsken bælg, når det var muligt. Jeg har aldrig rigtig lyttet til deres tekster, så jeg kan kun de mest oplagte. Jeg bliver taget med på en rejse ind i min egne tanker og følelser, når jeg hører deres musik. Ikke fordi jeg har mange konkrete oplevelser forbundet med det, men fordi jeg har hørt pladerne i så mange år, og mange ting er blevet filtreret gennem sangene. En vemodig længsel har nok været Den Store Tilbagevendende i dét spil. Jeg har såmænd også analyseret mig frem til, hvad der gør D.M. så gældende for mig. De er en syntese eller en tvetydighed af intro- og extrovert, maskulint, feminint, krop, intelligens, mørke, lys, sex, død, humor, selvhøjtidelighed, tro, håbløshed, distance og intimitet i smagfuld blanding. Suk og sved.
Da jeg kom hjem fra koncerten sent onsdag aften, måtte jeg lige sunde mig et par timer og gå på google, wikipedia etc. og da også høre et par sange. Igår var jeg nærmest høj hele dagen, hvilket ikke blev mindre af, at Christina meddelte, at hun skal være mor for 3. gang, så dagen sluttede med, at jeg bestilte en koncert-dvd fra Exciter-touren i 2001 på biblioteket, og idag har jeg så fundet alle mine Depeche Mode cd'er frem og fandt ud af at jeg har to ens, så måske er der en ven derude, der mangler en "Singles 86>98" ?? Jeg er ved at høre dem alle fra en ende af og er om muligt endnu mere vild med dem, end jeg nogenwsinde har været. Det er endda så vidt, at jeg bliver nødt til at gå i Gaffa-shoppen rundt om hjørnet én af dagene for at købe biografien "Stripped", som man ikke kan låne på biblioteket, og jeg skal da også købe et par cd'er fra bagkataloget og den sidste nye jeg mangler på et tidspunkt, uden at jeg dog forfalder til fanfanatisme - og jeg har da heller ikke lyst til at blive kæreste med en gammel narkoman eller en introvert fyr i læder og kæder, men jeg ville alligevel gerne med dem ind under træerne og ligge lidt på græsset. Reach out and touch.
Jeg har fulgt dem siden midtfirserne, da min storesøster Charlotte (idag 39 år) havde fået overspillet nogle bånd, som flød ud af hendes værelse, hvor jeg kunne være heldig at få audiens og måske pille i et par bumser. Jo, jeg var hooked på Police og senere Depeche Mode, før jeg kunne stave til pubeshår. Da jeg var 14, så jeg Rose Bowl koncerten i tv og havde aldrig før set hvide Levi's på så lækker en mand og var fuldstændig solgt (læs: sex!) til Dave Gahan og har aldrig været tvivl om, at min barndom for alvor fløj sin vej hin aften alene foran fjernsynet i Holstebro. Sådanne følelser og fornemmelser i kroppen havde jeg dog alligevel aldrig haft. Da jeg havde været til latineksamen i 1. g, købte jeg Violator-lp'en dagen efter, og albummet hang på mig resten af sommeren, mens jeg var med mine forældre og Mette Ø i Sydfrankrig. Kendte ikke rigtig nogen dengang, som også kunne lide dem, bortset fra nogle lidt kiksede fyre i sorte læderjakker, der hang ud omkring en pladebutik i Holstebro. Fandt først senere ud af at Mikael Simpson, som gik på min folkeskole og en overgang var kæreste med naboens datter, også holdt af dem dengang. En overgang i 90'rne sagde bandet mig ikke så meget, men jeg vendte tilbage og var til min første D.M. koncert i 2001.
Jeg har aldrig været så god til masseting, men bare det at stige ud af bilen på Ingerslev Boulevard og sammen med de angiveligt 23.000 andre nærme os templet var en oplevelse i sig selv, og jeg kunne ikke andet end at være begejstret, mens jeg gik med min søster under armen, og vi endda spottede et ansigt fra barndommens land (Da koncerten var slut, så jeg - oh ve oh skræk - en fyr, som jeg kyssede med for mange år siden, Gott sei Dank). Jeg var på herlig vis rigtig godt tilpas med at være en del af denne aften. Vi kom aldrig til at stå særlig godt i forhold til at observere David Gahan, Andrew Fletcher og Martin Lee Gore - jeg så kun Andy med hånden over hovedet en enkelt gang, og det var det - men holdt min søster i hånden og vuggede med og sang af karsken bælg, når det var muligt. Jeg har aldrig rigtig lyttet til deres tekster, så jeg kan kun de mest oplagte. Jeg bliver taget med på en rejse ind i min egne tanker og følelser, når jeg hører deres musik. Ikke fordi jeg har mange konkrete oplevelser forbundet med det, men fordi jeg har hørt pladerne i så mange år, og mange ting er blevet filtreret gennem sangene. En vemodig længsel har nok været Den Store Tilbagevendende i dét spil. Jeg har såmænd også analyseret mig frem til, hvad der gør D.M. så gældende for mig. De er en syntese eller en tvetydighed af intro- og extrovert, maskulint, feminint, krop, intelligens, mørke, lys, sex, død, humor, selvhøjtidelighed, tro, håbløshed, distance og intimitet i smagfuld blanding. Suk og sved.
Da jeg kom hjem fra koncerten sent onsdag aften, måtte jeg lige sunde mig et par timer og gå på google, wikipedia etc. og da også høre et par sange. Igår var jeg nærmest høj hele dagen, hvilket ikke blev mindre af, at Christina meddelte, at hun skal være mor for 3. gang, så dagen sluttede med, at jeg bestilte en koncert-dvd fra Exciter-touren i 2001 på biblioteket, og idag har jeg så fundet alle mine Depeche Mode cd'er frem og fandt ud af at jeg har to ens, så måske er der en ven derude, der mangler en "Singles 86>98" ?? Jeg er ved at høre dem alle fra en ende af og er om muligt endnu mere vild med dem, end jeg nogenwsinde har været. Det er endda så vidt, at jeg bliver nødt til at gå i Gaffa-shoppen rundt om hjørnet én af dagene for at købe biografien "Stripped", som man ikke kan låne på biblioteket, og jeg skal da også købe et par cd'er fra bagkataloget og den sidste nye jeg mangler på et tidspunkt, uden at jeg dog forfalder til fanfanatisme - og jeg har da heller ikke lyst til at blive kæreste med en gammel narkoman eller en introvert fyr i læder og kæder, men jeg ville alligevel gerne med dem ind under træerne og ligge lidt på græsset. Reach out and touch.
26 maj 2006
Mit eget kød og blod
Da jeg i en alder af 32½ år stadig ikke har fundet min absolutte eksistensberettigelse - og jeg har jo søgt og higet i gamle bøger - og deraf undladt at vælge mange ting udfra et håb om, at jeg blot skulle vente på det, der føltes helt rigtigt og ikke var angstfyldt, er jeg endnu ikke blevet voksen, men spiser stadig forfærdelige morgenmadsprodukter såsom Coco Pops Rocks, pålægschokolade, går rundt i nattøj, drømmer om filmstjerner med stærke arme og neutral ånde og synes nogle gange, at livet er lidt synd for mig, og hvem gider lige tage de ubehagelige konflikter for mig, om jeg må be'!
Jeg er først ved at lære at vælge selv - uanset hvad andre måtte mene om den sag - og det kan godt være en lang og stenet vej at gå at turde mærke mine egne følelser og derefter følge dem til dørs med handling alt efter omstændighederne. Jeg lever i denne her vestlige kultur, hvor jeg så gerne vil forstå og kunne rubricere alting, og jeg kan selvsagt ikke lade være med at analysere andre og mig selv, men effekten af nærmest bibliografisk indsigt i fortid og psykologiske mekanismer har kun en vis rækkevidde, erfarer jeg. Det er en næsten konkret smerte at måtte forholde mig til, at jeg ikke ved, hvad jeg vil i et samfund, der hylder det målbevidste og viljen til individuel sejr i umådeholdne vendinger. Og lugten i bageriet er måske det værste. Næsten alle, jeg kender, siger og mener, at jeg skal tage den tid, jeg skal bruge til at finde ud af det, men det er meget få mennesker, som evner at give sig selv plads til samme - og så er vi jo lige vidt.
Vi vil gerne den gode tid, det cirkulære, enkeltheden, helheden - men så kommer vi til at kede os, og hvem skal vi så få den anerkendelse fra, som vi så gerne vil have? Hvordan fylde sig selv op, når man står udenfor de anerkendte institutioner som arbejdet og familien? Så er der vist kun kirken tilbage.
Jeg selv vil helt sikkert gerne arbejde - med bevidstheden om, at det er den anerkendte løsningsmodel i denne del af verden, men ikke nødvendigvis den eneste gyldige vej at opbygge sit hverdagsliv omkring. Jeg er pinligt bevidst om, at jeg bor i Danmark, og her er der givet mig både muligheder og et sæt tankebriller, som til hver en tid former mine idéer, tanker, følelser og handlinger. Jeg kommer aldrig ud af den mentale spændetrøje, som det indimellem kan opleves som, men jeg sætter pris på, at man indretter sig anderledes i livet andre steder i verden, betinget af geografi, vejrforhold, religion, økonomi og you name it, velvidende at jeg heller ikke, dybest set, ønsker at slippe mit fodfæste i Vesteuropa. Jeg er født her i 1970'rne, og det er mit udgangspunkt, om jeg ville det eller ej. Jeg er ikke alene med de ting, jeg gør og ikke gør. Mine tanker er ikke mine egne. Tusinder af kvinder på min alder i denne del af verden gør sig lignende tanker, som jeg gør hver dag, fordi vi har nogle livsbetingelser til fælles, som vi ikke kan undslippe. Og så kommer alle forskellighederne ved siden af. Alle ønsker vi kærlighed og mening, men på hver vores præmisser og med hver vores præmietyr, så at sige. Hver kultur har sine billeder af det lykkelige liv - og jeg for mig kan sige, at jeg ikke lever op til disse billeder efter min egen opfattelse. Jeg vejer 20 kg for meget, men kan ikke tabe mig, førend jeg har noget andet at sætte i stedet. Jeg er forrevalident på kontanthjælp, og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle sætte istedet for mit frivilligjob, omend det også smager af fisk. Jeg har en idé om, at jeg gerne vil læse psykologi på Aalborg Universitet, men orker jeg det uni-halløj igen? Jeg vil gerne skrive, men journalist - dét skal jeg ikke have noget af. Mennesker, jo tak - men da ikke hele tiden, vel?
Jeg ved efterhånden nogle værdier, som jeg går efter: Langtidsholdbarhed - dvs. mit arbejde skal være præget af langsigtede og overordnede målsætninger, der er velgennemtænkte og solidt udførte. Troværdighed og soliditet er meget vigtige værdier for mig, men jeg vil også have plads til armbevægelser og benspjæt i mit liv med fantasi, kreativitet, visioner, pjat, sensualitet og lethed. Jeg er rigtig god til at fornemme andre og fungere som mægler og formidler mellem folk, men rollen kan godt være lidt anstrengende for mig, fordi det opleves som et (for) stort ansvar, så jeg kan på nuværende ikke se mig selv i en rolle som mægleren, fordi jeg endnu ikke har fået skabt den plads omkring mig, som en sådan rolle kræver.
Jeg har efterhånden forstået, at jeg har en umiddelbart tillidsvækkende udstråling, men faktisk kan det godt gøre mig ubehageligt tilpas ind imellem, fordi jeg så hurtigt fornemmer andre menneskers behov, også dem, som de ikke selv ved, at de har - og så får jeg lyst til at knalde min gave i gulvet og aldrig samle den op igen, fordi jeg alt for tit har mistet mig selv i en sådan kontakt. På den anden side er jeg ufravigeligt nødt til at kunne se en større mening med mit arbejde. Jeg kunne ikke stå og promovere danskvand eller sælge butikskoncepter, for jeg ville stå dér til powerpointpræsentationen og tænke: hvad laver jeg dog her, og hvem er de mennesker? Mening er at være med til at løse en opgave, som andre har brug for. Det må gerne være sjovt også, men der skal være et højere mål end profit, bonus og ekspandering. Jeg tror ikke, at jeg skal redde verden, men jeg tror faktisk, at der er nogen, der har brug for det udefinérbare, som jeg kan. Men hvilke behov er det, som jeg vil respondere på? Hvad er det, jeg har brug for og vil bruge min kræfter på - samtidig med at der skal være nogen, der vil give mig penge for det? Et stort problem i mine øjne er, at jeg har svært ved at rumme det uoverskuelige. Jeg bliver overmandet, vil flygte og har derfor svært ved at se mig selv i en række forskellige jobs, hvor denne evne er en basal forudsætning. Jeg fungerer bedst i nogenlunde afstukne rammer, og først dér folder jeg mig ud. Jeg tror da nok, at jeg kan lære at rumme mere usikkerhed, men jeg tror, at det vil lykkes mig bedst, hvis jeg står overfor en opgave, som jeg virkelig gerne vil løse og derfor kan og vil overvinde angsten. Måske er det endda dét, jeg er ved at gøre lige nu, mens jeg skriver dette - med tanke for, at jeg om lidt blotter mit diffuse indre for dig, kære læser og dine imaginære ulvekæber.
Jeg er først ved at lære at vælge selv - uanset hvad andre måtte mene om den sag - og det kan godt være en lang og stenet vej at gå at turde mærke mine egne følelser og derefter følge dem til dørs med handling alt efter omstændighederne. Jeg lever i denne her vestlige kultur, hvor jeg så gerne vil forstå og kunne rubricere alting, og jeg kan selvsagt ikke lade være med at analysere andre og mig selv, men effekten af nærmest bibliografisk indsigt i fortid og psykologiske mekanismer har kun en vis rækkevidde, erfarer jeg. Det er en næsten konkret smerte at måtte forholde mig til, at jeg ikke ved, hvad jeg vil i et samfund, der hylder det målbevidste og viljen til individuel sejr i umådeholdne vendinger. Og lugten i bageriet er måske det værste. Næsten alle, jeg kender, siger og mener, at jeg skal tage den tid, jeg skal bruge til at finde ud af det, men det er meget få mennesker, som evner at give sig selv plads til samme - og så er vi jo lige vidt.
Vi vil gerne den gode tid, det cirkulære, enkeltheden, helheden - men så kommer vi til at kede os, og hvem skal vi så få den anerkendelse fra, som vi så gerne vil have? Hvordan fylde sig selv op, når man står udenfor de anerkendte institutioner som arbejdet og familien? Så er der vist kun kirken tilbage.
Jeg selv vil helt sikkert gerne arbejde - med bevidstheden om, at det er den anerkendte løsningsmodel i denne del af verden, men ikke nødvendigvis den eneste gyldige vej at opbygge sit hverdagsliv omkring. Jeg er pinligt bevidst om, at jeg bor i Danmark, og her er der givet mig både muligheder og et sæt tankebriller, som til hver en tid former mine idéer, tanker, følelser og handlinger. Jeg kommer aldrig ud af den mentale spændetrøje, som det indimellem kan opleves som, men jeg sætter pris på, at man indretter sig anderledes i livet andre steder i verden, betinget af geografi, vejrforhold, religion, økonomi og you name it, velvidende at jeg heller ikke, dybest set, ønsker at slippe mit fodfæste i Vesteuropa. Jeg er født her i 1970'rne, og det er mit udgangspunkt, om jeg ville det eller ej. Jeg er ikke alene med de ting, jeg gør og ikke gør. Mine tanker er ikke mine egne. Tusinder af kvinder på min alder i denne del af verden gør sig lignende tanker, som jeg gør hver dag, fordi vi har nogle livsbetingelser til fælles, som vi ikke kan undslippe. Og så kommer alle forskellighederne ved siden af. Alle ønsker vi kærlighed og mening, men på hver vores præmisser og med hver vores præmietyr, så at sige. Hver kultur har sine billeder af det lykkelige liv - og jeg for mig kan sige, at jeg ikke lever op til disse billeder efter min egen opfattelse. Jeg vejer 20 kg for meget, men kan ikke tabe mig, førend jeg har noget andet at sætte i stedet. Jeg er forrevalident på kontanthjælp, og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle sætte istedet for mit frivilligjob, omend det også smager af fisk. Jeg har en idé om, at jeg gerne vil læse psykologi på Aalborg Universitet, men orker jeg det uni-halløj igen? Jeg vil gerne skrive, men journalist - dét skal jeg ikke have noget af. Mennesker, jo tak - men da ikke hele tiden, vel?
Jeg ved efterhånden nogle værdier, som jeg går efter: Langtidsholdbarhed - dvs. mit arbejde skal være præget af langsigtede og overordnede målsætninger, der er velgennemtænkte og solidt udførte. Troværdighed og soliditet er meget vigtige værdier for mig, men jeg vil også have plads til armbevægelser og benspjæt i mit liv med fantasi, kreativitet, visioner, pjat, sensualitet og lethed. Jeg er rigtig god til at fornemme andre og fungere som mægler og formidler mellem folk, men rollen kan godt være lidt anstrengende for mig, fordi det opleves som et (for) stort ansvar, så jeg kan på nuværende ikke se mig selv i en rolle som mægleren, fordi jeg endnu ikke har fået skabt den plads omkring mig, som en sådan rolle kræver.
Jeg har efterhånden forstået, at jeg har en umiddelbart tillidsvækkende udstråling, men faktisk kan det godt gøre mig ubehageligt tilpas ind imellem, fordi jeg så hurtigt fornemmer andre menneskers behov, også dem, som de ikke selv ved, at de har - og så får jeg lyst til at knalde min gave i gulvet og aldrig samle den op igen, fordi jeg alt for tit har mistet mig selv i en sådan kontakt. På den anden side er jeg ufravigeligt nødt til at kunne se en større mening med mit arbejde. Jeg kunne ikke stå og promovere danskvand eller sælge butikskoncepter, for jeg ville stå dér til powerpointpræsentationen og tænke: hvad laver jeg dog her, og hvem er de mennesker? Mening er at være med til at løse en opgave, som andre har brug for. Det må gerne være sjovt også, men der skal være et højere mål end profit, bonus og ekspandering. Jeg tror ikke, at jeg skal redde verden, men jeg tror faktisk, at der er nogen, der har brug for det udefinérbare, som jeg kan. Men hvilke behov er det, som jeg vil respondere på? Hvad er det, jeg har brug for og vil bruge min kræfter på - samtidig med at der skal være nogen, der vil give mig penge for det? Et stort problem i mine øjne er, at jeg har svært ved at rumme det uoverskuelige. Jeg bliver overmandet, vil flygte og har derfor svært ved at se mig selv i en række forskellige jobs, hvor denne evne er en basal forudsætning. Jeg fungerer bedst i nogenlunde afstukne rammer, og først dér folder jeg mig ud. Jeg tror da nok, at jeg kan lære at rumme mere usikkerhed, men jeg tror, at det vil lykkes mig bedst, hvis jeg står overfor en opgave, som jeg virkelig gerne vil løse og derfor kan og vil overvinde angsten. Måske er det endda dét, jeg er ved at gøre lige nu, mens jeg skriver dette - med tanke for, at jeg om lidt blotter mit diffuse indre for dig, kære læser og dine imaginære ulvekæber.
21 marts 2006
Mit hjerte hopper igen
Heartbeats:
One night to be confused
One night to speed up truth
We had a promise made
Four hands and then away
Both under influence
we had divine scent
To know what to say
Mind is a razorblade
To call for hands of above to lean on
Wouldn't be good enough for me
One night of magic rush
The start: a simple touch
One night to push and scream
And then relief
Ten days of perfect tunes
the colours red and blue
We had a promise made
We were in love
To call for hands of above to lean on
wouldn't be good enough for me
And you, you knew the hand of a devil
And you kept us awake with wolves teeth
Sharing different heartbeats in one night
To call for hands of above to lean on
wouldn't be good enough for me
Jeg er bare faldet lidt for denne sang, som svenske José González coversynger efter originalen, der er elektronisk og skrevet af - igen - svenske The Knife - og bliver brugt i en reklame for Sonys fladskærmstv, hvor rigtig mange farvede hoppebolde vælter ned af en typisk San Francisco Avenue. Jeg har ikke hørt originalen, men kan sagtens nøjes med den uægte vare lidt endnu, for den har en dejlig 70'er feeling og er både sød, lidt vemodig og med en duft af frihed og lidt romantik. Måske vover jeg mig ud i en teksttolkning imorgen.
Er iø. næsten frisk efter min galdestensoperation sidste mandag. Jeg er bare lidt træt og måske en anelse hudløs, men jeg får ihvertfald ikke mere bøvl fra den kant. Om et par dage tages stingene og med lidt god nattesøvn og opstart på mit arbejde imorgen, håber jeg at en snigende meningsløshed kan jages lidt af banen igen, for den er jeg ikke særlig gode venner med.
One night to be confused
One night to speed up truth
We had a promise made
Four hands and then away
Both under influence
we had divine scent
To know what to say
Mind is a razorblade
To call for hands of above to lean on
Wouldn't be good enough for me
One night of magic rush
The start: a simple touch
One night to push and scream
And then relief
Ten days of perfect tunes
the colours red and blue
We had a promise made
We were in love
To call for hands of above to lean on
wouldn't be good enough for me
And you, you knew the hand of a devil
And you kept us awake with wolves teeth
Sharing different heartbeats in one night
To call for hands of above to lean on
wouldn't be good enough for me
Jeg er bare faldet lidt for denne sang, som svenske José González coversynger efter originalen, der er elektronisk og skrevet af - igen - svenske The Knife - og bliver brugt i en reklame for Sonys fladskærmstv, hvor rigtig mange farvede hoppebolde vælter ned af en typisk San Francisco Avenue. Jeg har ikke hørt originalen, men kan sagtens nøjes med den uægte vare lidt endnu, for den har en dejlig 70'er feeling og er både sød, lidt vemodig og med en duft af frihed og lidt romantik. Måske vover jeg mig ud i en teksttolkning imorgen.
Er iø. næsten frisk efter min galdestensoperation sidste mandag. Jeg er bare lidt træt og måske en anelse hudløs, men jeg får ihvertfald ikke mere bøvl fra den kant. Om et par dage tages stingene og med lidt god nattesøvn og opstart på mit arbejde imorgen, håber jeg at en snigende meningsløshed kan jages lidt af banen igen, for den er jeg ikke særlig gode venner med.
12 marts 2006
Vild med Vesten
Jeg blev forelsket igår. Jeg kunne nærmest mærke mit hjerte vokse sekund for sekund. Jeg blev højere, gladere, større og mere lysende. Jeg stod bare og blev så glad. Jeg ved ikke endnu, om vi skal have papir på hinanden med følgende gensidige forpligtelser, men jeg ved, at jeg fandt noget, som jeg måske godt vil have mere af. Vil du se "ham"?
http://www.aarhuskommune.dk/files/aak/aak/content/filer/urban/bysamling06_fxrdig_udgave.pdf
Jeg var til Vestbysamling 2006 i Gellerup igår. Hasle, Herredsvang og Gellerup i Århus V fik i starten af det nye årtusinde tildelt en sum penge fra EUs fond til urban udvikling og man oprettede Urbansekretariatet med Sonja Mikkelsen i spidsen, hvor man har iværksat forskellige initiativer for pengene. Læs evt. her:
http://www.aarhuskommune.dk/portal/borger/flygtninge_indvandrere/urban?_page=urbanprogrammet.emne
Vestbysamling 2006 foregik i Globus1 på Gudrunsvej 3 i Gellerup, en multihal, der bruges til bl.a. sport. Jeg gik glip af Sonja Mikkelsens tale og rundstykkerne, men dukkede først op kl. 11.30, hvor 4 forskellige workshops gik igang. Nogle af mine kolleger fra mit frivilligjob var der, og vi deltog alle i en workshop om borgerinddragelse, hvor der var en oplægsholder fra RUC, der talte om "empowerment" - hvordan det bl.a. er en vidtgående proces for et område som fx. Gellerup at tage ejerskabet af bydelen på sig. Masoud Kamali fra Uppsala diskuterede "dem og os"-tankegangen, der umærkeligt gennemsyrer vores tankegang og integrationsmetode, der indtil nu har taget sit udgangspunkt fra og i den gennemregulerede danske virkelighed. At det er vigtigere at tale om kvarterløft end om etnisk særbehandling. En medarbejder fra Nicolai Wammens kontor oplyste, at man i Århus Kommune er nået langt med et nyt integrationsudspil, hvor fokus i langt højere grad ligger på (anti)diskrimination og medborgerskab. Hun talte om det som et decideret paradigmeskift. Det lød dejligt og lige på tide i mine ører. Så var der gratis mad, hvor nogle af uddelerne kommer som kunder i caféen, så vi hilste på. Nu svulmer mit sentimentale hjerte igen.
Så blev det tid til at workshopdeltagerne skulle mere på banen. Der var "pinger" en masse - positivt forstået - fra lokalområdet, som jeg udemærket kendte navnene på, men nu fik de også ansigter. Jeg sagde ikke selv noget, men vi snakkede om hvordan borgerne konkret kan inddrages i at løfte bydelen og der blev skrevet med tusch på planchepapirer, som til slut blev præsenteret i plenum foran de andre deltagere og tilhørere. På gulvet lå et kort over Hasle-Herredsvang-Gellerup i stor størrelse, hvor nogle af de konkrete forslag i form af tegninger blev sat fast som et slags synligt resultat af de mange input. Tyrkisk bad, Gågade i Gellerup fra City Vest til Bazar Vest etc. og tilsidst kom Nicolai Wammen lige fra Bruxelles og holdt en tale uden manus, om at der ikke længere er os og dem, men kun os. Selv om jeg ikke bor i Vest, var jeg så glad, fornøjet og høj over alle mine indtryk, de mange forskellige mennsker, maden, stemningen, energien og min tilstedeværelse i det hele at jeg fik lyst til at kramme Nicolai og endda også vekslede smil med ham. Her var børn, der dansede til vietnamesisk popmusik, somaliske mænd i fløjlsjakker, stilede iranske kvinder, sågar en skuespiller, der spillede med i "Kongeriget", der var mænd, der var kvinder, unge fyre i hiphopgear...vi var der allesammen. Der var en særlig stemning af foretagsomhed, kreativitet, håb og fællesskab, som jeg vil huske i lang tid og måske drømme en lille drøm om, mens jeg de næste dage rekreerer. Imorgen skal jeg nemlig have fjernet min galdeblære. Wake up and smell the coffee.
http://www.aarhuskommune.dk/files/aak/aak/content/filer/urban/bysamling06_fxrdig_udgave.pdf
Jeg var til Vestbysamling 2006 i Gellerup igår. Hasle, Herredsvang og Gellerup i Århus V fik i starten af det nye årtusinde tildelt en sum penge fra EUs fond til urban udvikling og man oprettede Urbansekretariatet med Sonja Mikkelsen i spidsen, hvor man har iværksat forskellige initiativer for pengene. Læs evt. her:
http://www.aarhuskommune.dk/portal/borger/flygtninge_indvandrere/urban?_page=urbanprogrammet.emne
Vestbysamling 2006 foregik i Globus1 på Gudrunsvej 3 i Gellerup, en multihal, der bruges til bl.a. sport. Jeg gik glip af Sonja Mikkelsens tale og rundstykkerne, men dukkede først op kl. 11.30, hvor 4 forskellige workshops gik igang. Nogle af mine kolleger fra mit frivilligjob var der, og vi deltog alle i en workshop om borgerinddragelse, hvor der var en oplægsholder fra RUC, der talte om "empowerment" - hvordan det bl.a. er en vidtgående proces for et område som fx. Gellerup at tage ejerskabet af bydelen på sig. Masoud Kamali fra Uppsala diskuterede "dem og os"-tankegangen, der umærkeligt gennemsyrer vores tankegang og integrationsmetode, der indtil nu har taget sit udgangspunkt fra og i den gennemregulerede danske virkelighed. At det er vigtigere at tale om kvarterløft end om etnisk særbehandling. En medarbejder fra Nicolai Wammens kontor oplyste, at man i Århus Kommune er nået langt med et nyt integrationsudspil, hvor fokus i langt højere grad ligger på (anti)diskrimination og medborgerskab. Hun talte om det som et decideret paradigmeskift. Det lød dejligt og lige på tide i mine ører. Så var der gratis mad, hvor nogle af uddelerne kommer som kunder i caféen, så vi hilste på. Nu svulmer mit sentimentale hjerte igen.
Så blev det tid til at workshopdeltagerne skulle mere på banen. Der var "pinger" en masse - positivt forstået - fra lokalområdet, som jeg udemærket kendte navnene på, men nu fik de også ansigter. Jeg sagde ikke selv noget, men vi snakkede om hvordan borgerne konkret kan inddrages i at løfte bydelen og der blev skrevet med tusch på planchepapirer, som til slut blev præsenteret i plenum foran de andre deltagere og tilhørere. På gulvet lå et kort over Hasle-Herredsvang-Gellerup i stor størrelse, hvor nogle af de konkrete forslag i form af tegninger blev sat fast som et slags synligt resultat af de mange input. Tyrkisk bad, Gågade i Gellerup fra City Vest til Bazar Vest etc. og tilsidst kom Nicolai Wammen lige fra Bruxelles og holdt en tale uden manus, om at der ikke længere er os og dem, men kun os. Selv om jeg ikke bor i Vest, var jeg så glad, fornøjet og høj over alle mine indtryk, de mange forskellige mennsker, maden, stemningen, energien og min tilstedeværelse i det hele at jeg fik lyst til at kramme Nicolai og endda også vekslede smil med ham. Her var børn, der dansede til vietnamesisk popmusik, somaliske mænd i fløjlsjakker, stilede iranske kvinder, sågar en skuespiller, der spillede med i "Kongeriget", der var mænd, der var kvinder, unge fyre i hiphopgear...vi var der allesammen. Der var en særlig stemning af foretagsomhed, kreativitet, håb og fællesskab, som jeg vil huske i lang tid og måske drømme en lille drøm om, mens jeg de næste dage rekreerer. Imorgen skal jeg nemlig have fjernet min galdeblære. Wake up and smell the coffee.
26 februar 2006
Pont Neuf
Jeg har brugt min weekend på at være syg. Sådan med køkkenrulle og dvd'er. Tror jeg vil slutte af med en kop varmt og ½ times tid til at skrive lidt om dette og hint. Nå, så må jeg lige i køkkenet og gøre mig det behageligt. Jeg er så glad for at arrangere mig, at det tit tager længere tid end selve arrangementet. Om lidt....
Nå, men jeg fik set nogle film. Igår så jeg Familien Gregersen, idag "Kops" og "Les Amants du Pont-Neuf" (De elskende fra Bro nr. 9)
Den sidste er en fransk film fra 1991 - en dyr af slagsen - med Juliette Binoche i en af hovedrollerne, og med en decideret voldsom start på filmen, for lissom at blive introduceret til Paris' underliv, hvor alle subsistensløse bliver opsamlede af kommunale busser for at blive afleveret et sted, der kaldes "Nanterre" for at blive spulet og registreret. Alex er en lidt vansiret gøglertype, som Michéle spotter på gaden, hvor hun selv driver rundt med en stor kunstmappe fyldt med skitser og et par dårlige øjne, der er ved at gøre hende blind. De mødes og en slags sød og skæv musik opstår, mens de bor hele sommeren på broen midt i Paris, mens den renoveres. Filmen er ret voldsom - både fordi den er smuk med dens billeder af et Paris, der fejrer sit 200 år efter revolutionen, fordi den har 2 menneskers kærlighed i centrum, som egentlig er holdt med at tro på den, fordi den er fuld af hemmelighed, krop, forfald og uudholdelig ensomhed. En kærlighed så fuld af trængsel, fordi den bygger på smerter af den slags, som allerede er glemt. Erindringen husker kun lige nu, samtidig med at alt har en fod i et dengang hvor... Michéle og Alex franarrer en masse businessmænd penge via soveampuller og har efterhånden skrabet 10.000 francs sammen, så de kan overleve vinteren og ikke bo under broen, som Alex ellers plejer at gøre. Michéle står på broen og fejrer med en børnesang at de kan rejse væk. Alex står og lurer på hende og aner nok i et splitsekund, at hun måske ikke vedbliver at have brug for ham, at han ikke kan fungere som andet end subsistensløst multitalent, at det kun er i glemslen at han kan leve, at kærligheden kun eksisterer, hvis alt og alle andre udslettes, så han skubber dåsen med pengene hen til Michéle, som ingenting ting ser og i sin rus puffer til pengene. De flyver ud over broen og ned i Seinen. Hun opdager ikke, at han udnyttede hendes dårlige øjne for at kunne beholde hende for sig selv, men svigt på svigt præger efterhånden deres kærlighed. Og nu gider jeg ikke skrive mere, for jeg skal i seng. Ved egentlig ikke om mit skribleri giver nogen mening for andre end mig selv, men når jeg ser sådan en film, synes jeg at få den ene øjenåbnende oplevelse efter den anden, men bagefter har de det med at forføje sig i tågerne, og der bliver mest af alt noget studentikost sluddervornt tilbage. Godnat.
Nå, men jeg fik set nogle film. Igår så jeg Familien Gregersen, idag "Kops" og "Les Amants du Pont-Neuf" (De elskende fra Bro nr. 9)
Den sidste er en fransk film fra 1991 - en dyr af slagsen - med Juliette Binoche i en af hovedrollerne, og med en decideret voldsom start på filmen, for lissom at blive introduceret til Paris' underliv, hvor alle subsistensløse bliver opsamlede af kommunale busser for at blive afleveret et sted, der kaldes "Nanterre" for at blive spulet og registreret. Alex er en lidt vansiret gøglertype, som Michéle spotter på gaden, hvor hun selv driver rundt med en stor kunstmappe fyldt med skitser og et par dårlige øjne, der er ved at gøre hende blind. De mødes og en slags sød og skæv musik opstår, mens de bor hele sommeren på broen midt i Paris, mens den renoveres. Filmen er ret voldsom - både fordi den er smuk med dens billeder af et Paris, der fejrer sit 200 år efter revolutionen, fordi den har 2 menneskers kærlighed i centrum, som egentlig er holdt med at tro på den, fordi den er fuld af hemmelighed, krop, forfald og uudholdelig ensomhed. En kærlighed så fuld af trængsel, fordi den bygger på smerter af den slags, som allerede er glemt. Erindringen husker kun lige nu, samtidig med at alt har en fod i et dengang hvor... Michéle og Alex franarrer en masse businessmænd penge via soveampuller og har efterhånden skrabet 10.000 francs sammen, så de kan overleve vinteren og ikke bo under broen, som Alex ellers plejer at gøre. Michéle står på broen og fejrer med en børnesang at de kan rejse væk. Alex står og lurer på hende og aner nok i et splitsekund, at hun måske ikke vedbliver at have brug for ham, at han ikke kan fungere som andet end subsistensløst multitalent, at det kun er i glemslen at han kan leve, at kærligheden kun eksisterer, hvis alt og alle andre udslettes, så han skubber dåsen med pengene hen til Michéle, som ingenting ting ser og i sin rus puffer til pengene. De flyver ud over broen og ned i Seinen. Hun opdager ikke, at han udnyttede hendes dårlige øjne for at kunne beholde hende for sig selv, men svigt på svigt præger efterhånden deres kærlighed. Og nu gider jeg ikke skrive mere, for jeg skal i seng. Ved egentlig ikke om mit skribleri giver nogen mening for andre end mig selv, men når jeg ser sådan en film, synes jeg at få den ene øjenåbnende oplevelse efter den anden, men bagefter har de det med at forføje sig i tågerne, og der bliver mest af alt noget studentikost sluddervornt tilbage. Godnat.
01 januar 2006
Længe leve tørret frugt
Når jeg selv skal sige det, startede mit nye år egentlig ganske godt.
På Slaget 12 stod jeg i Lissis lejlighed på Amager med den horisontale udsigt og skålede nytåret ind i kaffe og krans sammen med Lissi, Lissis veninder og Lissis venindes veninder, hvoraf en sjovt nok var læge på en gastro-halløj-afdeling og kunne fortælle mig lidt om galdeblære ad libitarm (hihi for et ordspil) og vi sang med på Abbas "Happy New Year". Vi var endda omme ad noget Italiensvej til en fest ved nogle sønderjyder, der havde fået grønlangkål i den store by som en del af hjemstavnens stolte tradition og det. Jeg havde kæmpet med at få min Rimmel øjenskygge til at brede sig i flere nuancer op over globelinen og resultatet var hæderligt.
Det var en dejlig aften, og jeg nød at komme til København og gå rundt i de ubemærkede ,men så charmerende villakvarterer ude på øen. Hvis bare jeg kunne leve af at gå rundt og se, hvordan folk bor og være et populærarkitektonisk sludrechatol, ville jeg hurtigt blive en mynde med lyst tandkød og hår som en guldfe (??)
Jeg kom hjem med 888'eren her til aften og var noget spændt, for der var noget i gære og blev det mon nu til noget?........
Jeg passede to katte i julen for en veninde. Det skulle bare have været 4-5 dage men endte med at blive 10, og jeg blev så glad for kattene, at jeg græd ned i deres pels, da tiden oprandt, hvor de skulle hjem. Men imorges, på denne tågede og jomfruelige 1. januar, fik jeg en sms fra deres kattemor, at hun måske nok troede, at hun ville give mig kattene. For deres, min og sin egen skyld. Næsten for godt til at være sandt, så meget som jeg allerede holdt af dem efter deres ferie her. Jeg har ikke været vant til at knytte mig personligt til et dyr, men havde igennem længere tid ønsket mig kat/katte inspireret af min søsters Cleo og Bella, som er de elskeligste væsner. Og nu er jeg så nået frem til, at jeg her i aften, efter svimmel færge og blodskudte øjne, har hentet kattene ,og de nu begge er her ved siden af mig og de er nu mine. Jeg har givet dem navneforandring til Rosina og Sveske, for det er lige hvad de er. Små dejlige guldklumper, der har tørret i solen og blevet så søde, som dagen er lang. Det er da en fornem måde at starte året på, at jeg har tredoblet beboerantallet i min hustand. Rigtig godt nytår til dig, der læser dette. Kærlig hilsen Henriette
På Slaget 12 stod jeg i Lissis lejlighed på Amager med den horisontale udsigt og skålede nytåret ind i kaffe og krans sammen med Lissi, Lissis veninder og Lissis venindes veninder, hvoraf en sjovt nok var læge på en gastro-halløj-afdeling og kunne fortælle mig lidt om galdeblære ad libitarm (hihi for et ordspil) og vi sang med på Abbas "Happy New Year". Vi var endda omme ad noget Italiensvej til en fest ved nogle sønderjyder, der havde fået grønlangkål i den store by som en del af hjemstavnens stolte tradition og det. Jeg havde kæmpet med at få min Rimmel øjenskygge til at brede sig i flere nuancer op over globelinen og resultatet var hæderligt.
Det var en dejlig aften, og jeg nød at komme til København og gå rundt i de ubemærkede ,men så charmerende villakvarterer ude på øen. Hvis bare jeg kunne leve af at gå rundt og se, hvordan folk bor og være et populærarkitektonisk sludrechatol, ville jeg hurtigt blive en mynde med lyst tandkød og hår som en guldfe (??)
Jeg kom hjem med 888'eren her til aften og var noget spændt, for der var noget i gære og blev det mon nu til noget?........
Jeg passede to katte i julen for en veninde. Det skulle bare have været 4-5 dage men endte med at blive 10, og jeg blev så glad for kattene, at jeg græd ned i deres pels, da tiden oprandt, hvor de skulle hjem. Men imorges, på denne tågede og jomfruelige 1. januar, fik jeg en sms fra deres kattemor, at hun måske nok troede, at hun ville give mig kattene. For deres, min og sin egen skyld. Næsten for godt til at være sandt, så meget som jeg allerede holdt af dem efter deres ferie her. Jeg har ikke været vant til at knytte mig personligt til et dyr, men havde igennem længere tid ønsket mig kat/katte inspireret af min søsters Cleo og Bella, som er de elskeligste væsner. Og nu er jeg så nået frem til, at jeg her i aften, efter svimmel færge og blodskudte øjne, har hentet kattene ,og de nu begge er her ved siden af mig og de er nu mine. Jeg har givet dem navneforandring til Rosina og Sveske, for det er lige hvad de er. Små dejlige guldklumper, der har tørret i solen og blevet så søde, som dagen er lang. Det er da en fornem måde at starte året på, at jeg har tredoblet beboerantallet i min hustand. Rigtig godt nytår til dig, der læser dette. Kærlig hilsen Henriette
Abonner på:
Opslag (Atom)