Argh, sygt dér!

Jeg sidder på min søndagspind og er lettere sløj. Ikke som i: Nåh hvad, jeg drak mig herrestiv for vilderen i 4 Tropical Bacardi Breezers igår og nu har jeg de klammeste tømre" og heller ikke som i: "Jeg har ondt i halsen og ingen kæreste til ske, hold fast for nederen, er der ikke en eller anden, der kunne komme med Titanic på dvd eller bare noget med Hugh Grant?"

Nej, jeg har fået noget med maven igen-igen, og nu synes jeg faktisk ikke, at det er sjovt mere. Lissi var her fra København i weekenden, og vi har da været noget om os, men alligevel. Har tænkt mig at opremse, hvad jeg spiste igår. Det er nok latterligt at gøre her, men i mangel af bedre. Jeg motiveres mere, når jeg kan lave en historie ud af det. Fredag aften var vi på Karls Burger og spise et pitabrød, og senere gik vi på Bridgewater og fik noget pint af en art. Vi mødte en fyr, der gerne ville lave børn med Lissi, når hun var færdig med at spille smart. Igår, da hun mødte ham på Strøget, nikkede han. Nå, vi spiste nogle uskadelige Schulstadboller lørdag morgen med lufttørret tysk skinke og ikke-længere blødkogte æg, spiste agurk som jeg plejer. Drak noget jerseymælk. Senere drak jeg vand og kakaomælk, efter at vi var gået forbi "Huset", hvor vi lige skimtede Kathja i noget spotlight. Vi gik op forbi Langelinieparken, der er så 2005-maritimt og borgerligt-mondænt, at man næsten fristes til at gabe og derfra op i Riis Skov, hvor vi altid gik ture sammen, da hun boede her. Så slog vi lige et smut op forbi Trøjborg og købte superis hos "Dolce Vita. Jeg fik æble- og chokoladeis. Derfra gik vi ned mod byen igen og slog et smut ind forbi Nordre Kirkegård. Jeg elsker at gå rundt og se på gravsten, være lidt småandægtig og mærke et lille svirp af historiens vingesus. Vi tog på Drudenfuss og drak cacao. Vi ville have været på "Olive" om aftenen, alternativt "L'escale", men der var ikke plads, så vi tog på "Sct. Clemens Bryggeriet", hvor jeg fik noget ret mørkt mad, en hakkebøf med hul, hvori der var stegt foie gras og rødløg, dertil kartofler og salat. Særdeles fint og ret så herreagtigt, bortset fra salaten. Og så fik vi noget af deres hjemmebryggede øl og alt var godt. Så ville vi ned til Åen, hvor der jo virkelig er et tons af steder efterhånden og endte på et sted, der hedder "Römer". hvor vi ville have dessert. Lissi fik en lidt småklam tiramisu, der lidt frit oversat kan betyde: "Riv mig rundt". Apropos kan en sætning som: "Åh, det der musik får altså det tropiske op i mig" snildt laves om til: "Åh, jeg ville godt have noget tropisk op i mig."
Nevertheless, Lissi fik sin tiramisu, og jeg en blødende chokoladekage med skovjordbæris og dertil noget café latte a la danoise. Ok. Der var endda to par fra "Huset" derinde, der råbte lidt op med skærebrænderstemmer. Caféen blev langsomt til en natclub med loungemusik og dæmpet belysning. Jeg sad i den forkerte vinkel til at kunne betragte de smukke ansatte, hvis man bryder sig om den slags. Vi lettede os og blev enige om lige at gå hjem, da vi sådan set havde været på farten siden kl. 15. Så vi gik hjem og lyttede til Depeche Modes nye plade og sådan, og så gik vi igen, fordi vi ville ud og løfte et enkelt danseben. Der var forlydender om, at min søster måske også ville være at finde i byen med et par veninder, mens hendes mand passede 6 børn. Var forbi Jacobs, men vi endte så på Train, hvor Lissi købte en Smirnoff Ice til os hver. Jeg drak den vel på et kvarter, hvorefter jeg fik mavekramper af en anden verden. Jeg havde det, som om jeg var hhv. en banan, der hellere ville være en eu-agurk og omvendt. Jeg kunne faktisk ikke snakke, fik koldsved, og vi måtte tage hjem i en taxi med det samme . Jeg snakkede lidt med Ulrik i et desperat forsøg på at få bugt med smerten. Vred mig som en ål, da jeg kom i seng. Faldt da også i søvn med en ånde fra Ruhrdistriktet, og nu har jeg det bare smådårligt og ved ikke, hvornår jeg næste gang får sådan et anfald. Kan ikke se noget decideret mønster, andet end jeg drikker for lidt vand generelt. Æv.
Tilmed beså Lissi den eksem, jeg har på mine håndflader og hun var næsten sikker i sin sag. Det er ikke usandsynligt, at jeg har fået psoreasis. Dobbelt æv.
Og jeg er egentlig ikke pylret omkring mit helbred, måske tvært om lidt laissez-faire.
So long. Kram fra Michael J.

Her er dit liv

Her er Lilleprinsens horoskop. For what it's worth. Tillykke med jeres lille dreng, Mary og Frederik. Må han få al den kærlighed og tryghed, han har brug for.

Elsk mig

Sent fredag aften så jeg dokufilmen "DIG!" på DR2.
Det var ikke ubetinget en god oplevelse, god som i styrkende, helsebringende, afsvalende, opmuntrende eller sådan, men mere urovarslende, tvangsfascinerende og ikke videre opbyggelig mod diverse neuroser. "DIG!" spiller på det amerikanske/engelske: "Do you dig that? (kan du li' det - synes du ikke bare, det er for fedt??!!) men måske også på "Dig your own grave" ....... Filmen fortæller historien om 2 amerikanske bands, The Brian Jonestown Massacre fra San Francisco og The Dandy Warhols fra Portland, Oregon og i særdeleshed om deres respektive frontfigurer, Anton Newcombe og Courtney Taylor. Hvordan de mødtes midt i 1990'rne og dannede et slags venskab baseret på lige dele gensidig beundring og misundelse - og hvordan Anton N langsomt går i hundene og Courtney & co. langsomt bevæger sig op på indie-stjernehimlen og ind i mainstreamland, især på de europæiske slagmarker. Fancy hår og karrieredrømme, here we go.
Jeg er ikke så interesseret i selve rock n'roll livet (jo, jeg er sgu da!!) og hvordan livet går med stoffer, udskejelser, slagsmål og desperate forsøg på at slå igennem. Endda møder man en typisk sen-halvfemser slick record-executive med selvtilfreds mine og hestehale, og der er masser af sære eksistenser og generel mislevned. Jeg kendte en smule til Dandy Warhols på forhånd, intet som helst til The Brian Jonestown Massacre og formoder heller ikke nu, at jeg kender historien.

Man følger bandet, mens de bor i et skamskudt hus i det østlige Los Angeles. De spiser nærmest ingenting, drikker Jack Daniel's, skændes, slås og går med tøj, der var værdigt til en omgang Ashbury Haights i de allerseneste 60'ere. Anton N. kommer (selvfølgelig) fra en fuldstændig mørbanket baggrund. Hans far forlod hjemmet, da han var lille - alkoholiker og skizofren var diagnosen - og hans mor var bare et kuldslået menneske, der ikke havde noget problem med at fortælle, hvordan hun overlod knægten i politiets varetægt, da de gentagne gange havde hentet ham på et eller andet torv eller lignende, hvor han sikkert hængte ud med en guitar, en gammel hund og noget papvin med andre langhårede "misfits" (Det var jo før Bacardi Breezerens tid). Han siger et sted og måske synger han det også, at hans far og mor er de bedste venner, han aldrig har kendt. Han er fuldstændig ulidelig, megalomanisk og misbrugsagtig, også af andre mennesker - og så er han også et tænderskærende logisk eksemplar på samspillet mellem arv og et miljø, der har spillet fallit og efterladt et vrag med absolut musikalitet og en skambidt sjæl i kemisk opløsning. Han var (eller er, for manden har sit band endnu med et evigt skift af musikere, for som han siger om fx. musikbranchen:

"Until they can write the letter that I write, I'm the letter writer and they're just the postman.")

90'ernes Mozart med øjne så store som thekopper og mørdejsmedailloner og hår lidt a la en tidlig Povl Kjøller og alligevel er der noget i ham, som jeg kan spejle mig i. Sårbarhed og talent for eksempel. Hvordan det kræver rygrad og tryghed at forvalte sine evner, og hvor meget eller lidt der skal til, for at hovedet dunker ned i toiletkummen istedet. Anton Newcombe virkede som om, at han var tiltagende sindssyg, selv om jeg ikke bryder mig om labels, men han havde det ihvertfald ikke spor godt, og jeg gik i seng med bevidstheden om hvor skrøbelige, vi mennesker er, og hvor meget skidt omsorgssvigt tager med sig ned ad floden.

Von Klatschen

Wunderbar, hva' be' har??
Jeg har kreeret dette kunstværk her i eftermiddag på det allersimpleste paint-program, tror jeg. Min niece Nina på 5 og hendes storebror Asger på 7 har været her hele eftermiddagen og vi storhyggede. De malede hver et miniaturemaleri og så arbejdede vi sammen på et større, og så fik de det hele med hjem. Kanonkamelen hørte vi også og spiste banankage og fandt på nye ord, elektro-bi og spøgelsesklump. Det var en dejlig eftermiddag, som jeg lige måtte lukke med dette 80'er-agtige Miro-"maleri".

Under Byen

Jeg har haft besøg af indtil flere mænd idag og snakket i telefon med endnu flere af slagsen - jeg ville bare ønske, at det var under andre omstændigheder

Jeg bor jo i en lejlighed i en ældre (70+) ejendom i Århus C - sådan kvart under taget. Igår aftes, mens jeg sad her i det tilstødende lokale, hørte jeg pludselig nogle underlige dryp inde fra stuen. Troede måske det var Mor Tusneldas gamle radiatorer, der gav ondt af sig og lækkede en pyt, men nej - jeg fik vand oppe fra loftet. Nu er jeg meget lidt kyndig med den slags og tilkaldte andelsboligformanden. Vi gik på loftet og kiggede, men der var ikke noget vand at se deroppe. Jeg fandt numre på murere på nettet, men klokken var efterhånden 19.30, så det var blevet telefonsvarertid, så je kunne godt se på det hele, at jeg måtte blive hjemme fra job idag for at kunne stå til rådighed for min #%%%§§&$$££ lejligheds skyld. Nå, imorges ringede jeg så til en murer efter at have bedt en stille bøn først. Himself og en svend kom forbi, og han virkede noget opgivende og tilbød, at han kunne foretage en understrygning af teglene til et par tusind og så måtte vi se, om det ikke hjalp...næste trin var en lift og ude-fra-reperation til en 7-8000 kr. Nå, men han var flink og foreslog, at jeg tog kontakt til en byggesagkyndig, det være så gjort.
Efter lidt snak frem og tilbage kom ingeniøren så også herop og kunne sige, at det ikke ville rykke noget som helst at reparere indefra: Det var sandsynligvis på kvisten, at den var gal med en ituslået zink-belægning.... altså var det en blikkenslager, der skulle til istedet. Jeg holdt tungen meget lige i munden for at forstå det tekniske, så jeg kunne formidle det videre. Nu har jeg kontakt til en blikkenslager, men som tiden er, har han selvfølgelig travlt, så der går 1-2 uger, før end det er lavet - med fare for, at vi blot har åbnet Pandoras æske. Derudover skulle jeg selvfølgelig også have kontakt til formanden for andelsboligforeningen, da han jo også skal godkende udgiftsposten.

Fandt da i alle fald ud af, at jeg aldrig skal være mellemleder. Jeg tror bestemt, at det er for surt i længden.

Nu vil blikkenslageren tage kontakt til den byggesagkyndige, og jeg er lidt "stavnsbundet" til min lejlighed idag, for hvad nu, hvis han kan komme forbi og se det idag, og vi kunne lave en forbindende aftale. Og så håber jeg rigtignok, at det kun vil regne sporadisk den næste uge oder so. Men det er alligevel godt at få tjekket af med mig selv, at jeg godt kan overskue den slags situationer, selv om de er irriterende.

Derudover fik jeg mit rejsegavekort fra Sterling idag. Det ser ud til, at jeg selv kan vælge en ruteflydestination i Europa. Troede kun det var Amsterdam, Paris eller Barcelona, men jeg kan både komme til Manchester og sikkert Lodz. Måske det ender med Rom så. Til foråret måske. Med en mand, I prefer.

Die Grüne

Her er et maleri på 1x1 meter, som jeg lavede til Elisa i sommeren 2005. Egentlig troede jeg, at det nu færdige billede kun var en foreløbig baggrund, men blev senere overbevist om, at det faktisk var færdigt, da en anden veninde, Lissi, så og kommenterede det. Og nu er det endt med at være det maleri, jeg er allermest glad for at have lavet. Hurra.

Carbonara

Her ses min veninde Elisa i kulsvierkonens truckeroutfit, og prøv at kigge på hendes ene tilgængelige øre engang og zoom billedet ind - hvad ser du så?? Et meget kønt appendix i et ypperligt look, ikke sandt? Behøver jeg at sige, at jeg står bag design og udførsel?- Denne ørenring er jo nok hovedårsagen til, at jeg har udstillet den dejlige Elisa her. Med dette twist af øl, fisse og hornmusik tilføjes et nyt kapitel i min markedsføring. Jeg siger tak til Elisas sommerhustur for at tilføje motherfuckerskæg, læderbøsser, rå sexappeal og skipperhumor til mine produkter. Jeg tror ikke, nogen kunne ønske sig en bedre eksponering. Ham dér den lettere selvfede tidl. punk og nu reklamedirektør Niels Noget kunne ikke have tilført mit navn så meget som en kop pis i forhold til. Du fortjener et stort og fugtigt kys af mig, E. Skål for fanden da også.

P.S. Har tænkt mig at tilføje urinalkugler fra et originalt jernbanetoilet i min næste kollektion.

The A-bomb

Liste over ting som du måske ikke har lyst til at vide om mig:

1. Jeg er en efteraber (Se evt. www.willads.dk som tilhører min underbo, Tine)
2. Jeg græder, når andre taler hårdt til mig.
3. Som barn elskede jeg at lege doktorlege.
4. Jeg kan ikke lide at diskutere ret længe.
5. I aften skal jeg på Bodega 65 med Svend og drikke øl. Han kaldte mig en skærsliberdæmon igår.
6. Jeg synes, det er sjovt at forvanske Kamasutra til Kom-og-sut-mig.
7. Jeg hader ost, rosenkål, kommen, hamburgerryg og gratiner.
8. Jeg elsker at læse Se & Hør, så bliver jeg i godt humør.
9. Jeg panikker, når andre har bestemte forventninger til mig.
10. Jeg kan ikke lide Cecil-ru kvindestemmer.
11. Jeg har lige flyttet om i min stue.
12. Jeg kan kun lide at danse med en mand, hvis jeg er meget tryg ved ham.
13. Jeg har læst bogen om Katja K i Syndens By og kunne godt li' den.
14. Jeg fik 6 pil ned for en stil i engelsk i 2.g om Nordirland.
15. Jeg tror ikke på et budskab, hvis vendingerne kun er i superlativ.
16. Jeg kan lide rødhårede mænd og fregner.
17. Jeg kan ikke lide cowboystøvler, frynser og 2-farvet hår.
18. Jeg holder ikke hånden for munden, når jeg gaber.
19. Jeg vil gerne giftes i en kirke.
20. Jeg tror på Gud, Søn og Helligånd.
21. Jeg elsker blødkogte æg.
22. Jeg har svært ved at komme over kærestesorger.
23. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver voksen og ansvarlig.
24. Jeg kan ikke tåle at se eller høre om børn, der ikke bliver elsket og/eller sørget ordentligt for.
25. Jeg kan ikke forstå, når andre siger: sådan gør man ikke!
26. Jeg kan godt lide at røre ved andre mennesker.
27. Jeg har det dårligt med at blive afvist.
28. Nogle gange er jeg så ensom, at min krop næsten svier.
29. Jeg støvsuger næsten hver dag.
30. Jeg har boet på Frederiksberg i 1994 hos en førtidspensioneret dørmand fra Kakadu Bar og narkodealer.
31. Jeg tissede i bukserne i 5. klasse, da en lærer skældte mig ud for at give en anden lærer en f**kfinger bag hans ryg. Min stol blev så vidunderligt afsyret bagefter, og jeg var skolens laughing stock. Så sent som nytårsaften 1999 mødte jeg en tidligere skolekammerat, der lige skulle vide, hvad der var sket. Da vi sprang ind i 2000, tog han lidt på mine gajoler.
32. Jeg har været på katolsk pilgrimsrejse til Medjugorje i Bosnien-Hercegovina, men det var ikke noget for mig.
33. Jeg bryder mig ikke om at gå fra at tale personligt til at tale generelt.
34. Jeg har ikke lyst til at være ringbind, vil hellere være müesli.
35. Jeg vil gerne ligne Isabella Rossellini.
36. Jeg synes ikke det klæder mænd med smykker og pillede øjenbryn.
37. Jeg kan godt lide gamle mennesker.
38. Jeg kan bedst lide at være i mindre sluttede selskaber, hvor jeg rigtig kan slå mig løs.
39. For sjov kaldte jeg souschefen på mit arbejde "pikhoved" forleden.
40. Når noget ligger i vejen, siger jeg: "Pousse toi, Hortense", fordi jeg har set "Au revoir, les enfants" for 15 år siden.
41. Jeg er meget interesseret i 2. verdenskrig og jødernes historie.
42. Jeg stemte radikalt ved sidste valg og fortrød det en smule.
43. Jeg kan ikke rigtig lide farvet neglelak.
44. Jeg elsker kartoffelmadder med alt muligt ovenpå.
45. Jeg går meget op i mit hjem.
46. Jeg synes selv, at jeg er rigtig sjov og klog og alt muligt.
47. Jeg forstår ikke kvinder, der går op i om en mand har en lækker røv.
48. Jeg synes hverken at jeg er indadvendt eller udadvendt.
49. Jeg er superdårlig til alt naturvidenskabeligt og gider det heller ikke.
50. Jeg går ud fra, at hvad der er godt, behøver man ikke tale så meget om, udfra devisen at ting, man sætter ord på, har det med at forvitre mellem ens hænder.
51. Jeg er afhængig af at udtrykke mig på dansk, fordi det er mit modersmål.
52. Jeg tænker meget over, hvad det vil sige at være dansk.
53. Jeg tænker tit på, om al den snak om Janteloven ikke er en smule forfejlet og overvurderet.
54. Jeg synes at min farmor var meget mærkelig og lidt af en luskebuks.
55. Jeg har lavet børneradio i Holstebro sidst i 80'erne sammen med min veninde, Dorte.
56. Jeg har gjort rent hos en dybt alholiseret frue i 2 år og holdt usigeligt meget af hende.
57. Jeg kan ikke lide hemmeligheder.
58. Jeg har næsten gjort det med en neger.
59. Jeg græder, når jeg bliver rigtig glad.
60. Jeg hader, når folk siger: Vi har erfaring for....bla....bla...
61. Jeg har aldrig gået på institution.
62. Jeg har engang sunget Dirty Dancing-duétten alene på en karaokebar i Frankrig.
63. Jeg har aldrig kysset med nogen på en nytårsaften.
64. Jeg kan ikke lide hår på gulvet.
65. Jeg kan lide at sige noget overraskende.
66. Jeg har tendens til at underspille.
67. Jeg læser alle rulletekster efter en film.
68. Jeg er en romantiker, når alt kommer til alt.
69. Jeg havde engang en periode, hvor jeg stjal småting.
70. Jeg vil meget nødig bo i Ikast.
71. Jeg ser meget gerne "make-over" tv og Sporløs.
72. Jeg kan ikke finde ud af at lære koreografier og kan ikke lide det.
73. Jeg har 2 storesøstre på 33 og 38 år.
74. Jeg begyndte at spise p-piller, da jeg var 16 år og meget fast kæreste med Hans Christian.
75. Jeg var den første student på min årgang på Holstebro Gymnasium.
76. Jeg bruger lang tid i badet.
77. Jeg er bange for ikke at slå til.
78. Jeg anser mig selv for at være mere hudløs end de fleste.
79. Jeg elsker at blive spurgt om min mening.
80. Jeg er gerne et socialt ankerpunkt på en stille måde, når jeg er sammen med andre.
81. Jeg elsker (næsten) alle børn og er god til dem.
82. Jeg vil gerne have en boxer.
83. Jeg vil gerne have min egen ismaskine.
84. Jeg bliver meget genstridig, hvis nogen udtaler sig på mine vegne.
85. Jeg er født på den 2. bilfri søndag i 1973
86. Jeg havde en barndomskæreste, der hedder Morten. Jeg tror faktisk, at han bor i Ikast!
87. Clement Kjersgaards underlæbe er kun lidt tykkere end min.
88. Jeg er nem at læse.
89. Jeg elsker at få andre til at grine.
90. Jeg har altid ønsket mig et fisefint efternavn...Rosenzweig fx.
91. Fra jeg var 7-8 år, har jeg haft et specielt forhold til "Spirits in the Material World" med "The Police" - troede at den handlede om fattige minearbejdere, og min sociale indignation blev vakt.
92. Jeg kan sige rigtig mange grimme ord, men ikke altid på det rette tidspunkt.
93. Jeg har på mange måder en sjæl som et barn.
94. Jeg har tendens til at være negativ på egne og andres vegne.
95. Jeg er bange for at være for meget.
96. Jeg har ingen kropsforskrækkelse og taler gerne om kropsforteelser ved middagsbordet.
97. Jeg kan ikke se hospitals-tv af nogen art.
98. Jeg bliver altid rørt, når jeg hører de helt gamle Beatlessange.
99. Jeg klarer mig bedst i kulissen, men kan også lide lidt rampelys indimellem.
100. Jeg synes, det er en svær kunst virkelig at lytte.
101. Jeg tænker meget over, at døden er en realitet.

Åbent vindue

Jeg kendte engang én, der havde en mormor. Det er nok ret almindeligt. Mormoren boede alene i sin lejlighed og levede et stille liv. Det er vi mange, der gør. Når hun fortalte sit barnebarn om sin dag; hvad hun havde oplevet eller beskæftiget sig med, sagde hun i ramme alvor og med tungen lige i munden: Jeg har luftet ud. Det er forsåvidt heller ikke særligt usædvanligt.
Jeg tror ikke mormoren syntes, der var noget i vejen med at åbne vinduet og få sovefimsen ud, for ikke at tale om ceruthørmen. Det var en stående joke, om jeg også havde luftet ud, men på en baggrund, der egentlig ikke er så munter. Behøver jeg at omskrive udluftningsmetaforen?

Jeg tror på, at kedsomhed kan være nødvendig som forudsætning for refleksion og nye påhit. Livet er ikke og har aldrig været en fornøjelig tur i Tivoli 24-7, men jeg tror da alligevel på hverdagen som den store lise for sjælen. Ølstykke i november er da langt at foretrække for et casino i Las Vegas. Jeg tror på op og ned, frem og tilbage. Jeg tror på de stille dage og de tilbagetrukne stunder. Jeg er en heure bleu-elsker og holder meget af et roligt og tilbagelænet efterår. Det er rigtig sundt at lufte ud, og det er også godt og fint ikke at lave noget. Men min sjæl fryser, når jeg tænker på mormor. Man kan hverken leve eller dø af ensomhed. Hun ville sikkert synes, at jeg er en mærkelig ruger, når jeg sidder her og falbulerer. Måske ville hun byde på et stykke sandkage og kaffe af tynde kopper og fortælle om de gode tilbud i Schou-Epa. Måske ville jeg græde ned i mit ærme og spørge, om hun havde et hæklet tæppe, jeg kunne varme mig ved.

C'est moi, mon cheri!

Synes lige jeg ville pryde bloggen med et fotos af mig fra december 2002. Med lidt held kan jeg stadig genkendes af PET. Jeg vil godt have den knallertsag ud af verden nu.

Klokkeren fra Uppsala

Jeg har været på et geodætisk hæjdepunkt her i weekenden. Var med Boline og far Niels i Mols Bjerge. Far Niels er cand. geometria og fortalte ting om et sted, der hedder "Agri", der kan noget med kort. Nu kan jeg så ikke rigtig huske resten. En helt fantastisk sensommerdag var det. Jeg så Jytte Drewsen i Føtex i Ebeltoft, men de andre kendte hende ikke, til gengæld købte vi krebsehaler til aftensmad og havde dagen før fået - åh - rødspætter. Himmerigsmundfulde for et fattigt menneske. Og vi fik bittesmå aspargeskartofler. På en weekend fik jeg den dejlige sommer og siger nu velkommen til efterårskollektionen 2005. Gik tur alene imorges med den rare hund (Åh, jeg vil have en boxer) og tænkte at gå efter rundstykker som ifølge familieoverlevering "ligger et par kilometer væk", men det tog hunni og jeg en god time at nå til bageriet, så da jeg havde fået bagerjomfruen(!!) til at forstå at jeg ønskede dét, hun kaldte københavnere, stod Bo og far Niels og tog imod i en lun bil. Jeg lod mig overtale til at sætte mig på bagsædet og blive kørt standsmæssigt tilbage til sommerhuset.

Jeg var vågnet tidligt, fordi jeg har fået et hold i nakken eller den ene skulder, og så er det ikke sjovt at ligge og vende sig for at falde i søvn igen. Samtidig er min eksem blevet grimmere og svier ad h.... til, så jeg føler mig efterhånden som Quasimodo. Har været i 7-11 og købt 20 Ipren og ville have købt Ben og Jerry's, men sprang alligevel over, så nu er jeg på den. Intet dope til at dulme trætheden og smerterne. Jeg ved godt, at det kan være en kende anstrengende for andre at høre på klynk og halløj, men kunne jeg ikke bare lide på en ophøjet og smuk måde istedet for at ligne noget fra et patologisk leksikon? Endda står min cykel stadig på rutebilstationen, og der er sikkert en eller anden idiotisk AGF fan, der har sparket den ned efter et ude-nederlag til Schalke 04.
Jeg var noget optaget af det der Test Nationen lørdag aften og satte mig til rette med kuglepen og papirblok, og det gik hverken værre eller bedre end, at jeg faktisk var en smule dummere end jeg troede. Jeg har altid ønsket mig at blive intelligenstestet og drømt om, at jeg lå lige over de 130 - som en romantisk/melankolsk forklaringsmodel på, hvorfor andre mennesker ikke altid forstår min verden og vice versa. Den grimme ælling et cetera. Godtnok snakkede far Niels under testen, for ikke at tale om Peter Kær (for kæk til min smag), men alligevel er jeg skuffet over, at jeg blot fik 41 rigtige ud af 60 og dermed har en IQ på 121. Og så snød jeg endda en lille smule, når far Niels kom til at snakke over sig. Det er jo hverken til at juble eller tude over, men jeg ligger åbenbart på linje med Kaare R. Schou. Jeg synes godt, at jeg kunne have haft én på 125-9 stykker, selv om jeg er for tyk og derfor så er dummere ifølge B.T. og en forsker på Rigshospitalet. Jeg vil fremover forlange "störst muliga tystna", når jeg skal regne og matematisere, hvis jeg skal have en ærlig chance for at nå mit IQ-mål.

Citerer lige noget Nynne: Drengen spiste riskakor. Gik i 6000 bitar.

Til allersidst: Happy Ground Zero

Triumph for woman

Har lige hørt fra den svenske frenger. Han bød 1200 DKK for albummet, men jeg er ikke mør endnu, nej. Og så sætter jeg da lige et billede mere ind af et par øreringe, fordi de pynter så fint på min hvide side.

Farvedame

Her er lige et andet par øreringe, som godtnok ligger ret tæt(!) i stil med de andre og som bare er udtryk for, hvad jeg laver lige nu. Jeg lavede også et par sigøjner-agtige i en mere farverig stil til Conni igår, da hun holdt fest i sin kolo, fordi hun er blevet 30. Det var en hyggelig, men også en lidt kold fest for de fleste. Vi sad i tæpper, og nogle fik sig lige en skraber. Det var især dejligt for mig at møde nogle af dem, jeg har været i kibbutz med for 11 år siden, og som jeg kun sjældent ser. Det blev sent, så selv om klokken er over 17, er min dag stadig ny. Jeg har tænkt mig at nørkle lidt med noget interiør design da jeg af Netværket er blevet indbudt til at komme med idéer til indretning af deres nye lokaler nede på Fiskergade. Så jeg har fundet billeder i IKEA-katologet og hvad jeg havde, og så vil jeg lave en collage. Det er altid dejligt at have en undskyldning for at klippe og klistre. Skal til 2. inspirationsmøde på torsdag - bl.a. sammen med en frivillig leder af et ungdomsfristed - har engang læst en artikel om ham i avisen og kunne pludselig huske alt om ham. Lidt specielt at min hjerne havde lagret så meget, uden at jeg vidste det, og på nul-komma-dut blev det aktiveret i byggerodet på kommunenes nye ungetilbud.
Det er dejligt at blive indbudt til den slags, selv om jeg nok ikke får lov til at bestemme noget konkret.
Jeg kan efterhånden ikke komme uden om, at jeg er en farvedame. Men så begynder jeg at tænke på, om det var noget for mig at gå på kunsthånderværkerskolen, men det synes jeg alligevel heller ikke, for jeg er jo også en skrivedame - med eksem i hånden. Det ville være dejligt, om jeg vidste, hvor jeg er på vej hen. Det er slet ikke let at omstille mig til at nyde, hvad jeg laver uden at tænke i resultater og streger på bundlinien. På den anden side er det skønt bare at være kreativ uden forkromede planer. Det kan slet ikke siges nok, hvor glad jeg er for at have fundet noget, som er mit eget sted så at sige.
Desuden har jeg brugt mere tid på "Mew" og er endda lettere formuende på den kant, da jeg har deres første album "a triumph for man", der efter forlydende er blevet solgt til fx. 250$ på www.ebay.com . Har lagt en følemail ud til en svensk mewfan (en såkaldt frenger - friend and stranger) som på www.gaffa.dk skrev, at han ville betale"quite well" for et velholdt eksemplar som mit, så jeg spurgte ham, hvor meget quite well var i dansk mønt og er spændt på, hvor stor en fan han egentlig er.
Desuden har jeg i en sen alder fundet Oasis og Nirvana. De siger mig først noget nu. Måske tænder jeg på det upolerede og autentiske. Jeg ville rigtig gerne se arrogante Liam Gallagher på en scene, men jeg er vist alligevel for nærig/fattig. Der sælges Depeche Mode billetter fra imorgen på www.billetlugen.dk ,men jeg kan ikke beslutte, om jeg skal afsted. Egentlig er jeg ikke den store koncertdame, men jeg er jo meget glad for D.M. og havde mit livs bedste koncert med dem i september 2001. Tror nok det ender med, at jeg ikke køber. Ville gerne snart gense et stort show fra 1986 fra Pasadena, USA med dem. Kan huske første gang jeg så det på tv - en sen aften, alene, 13 år og Dave Gahan havde hvide cowboybukser på - en uhyre sjældenhed i min verden. Jeg var meget betaget af musikken, og ikke mindst ham. Uha, jeg tror faktisk, at jeg vil gå så langt som at sige, at min barndom sluttede den aften. Spread the word (quote unquote Oasis)........

Nielsen Ører

Her er et billede af et par af mine hjemmerørte øreringe, som Carolines mand, Turgut tog her i weekenden. Tak for det. Jeg synes at der er lidt Byzans over dem.

Diller og Ibiza

Jeg er ikke kommet ud over den alder endnu, hvor jeg i en kortere tidsperiode er mere eller mindre optaget af det ene eller andet, for så måske ikke at beskæftige mig med det de næste 3 uger eller 5 år.
Egentlig syntes jeg jo, det er billigt at surfe fra det ene til det andet, men til gengæld har jeg også fundet på et navn til mit skyggejeg, som jeg vel alligevel ikke kan komme uden om - Ibiza Malibu hedder hun. Hun ville synes det var skønt at deltage i en masse reality shows, shoppe på Rodeo Drive og spise Lobster Salad (uden dressing selvfølgelig) på Bruce Willis temarestaurant i Hollywood Hills. Hun går meget gerne i pink og leopardmønstrede bikinier og er trofast tilhænger af en omgang brazilian waxing hveranden uge. Hun kan godt lide at se "Melrose Place" engang imellem og var også fast ved skærmen til den franske strandserie "Sous le Soleil" - hun har da også et par gode bekendte i St. Tropez. Hendes yndlingsstorby er Miami, for den er bare så vidunderligt farverig med alle de etniske indtryk og de smukke mennesker. Ibiza forstår overhovedet ikke folk, der sidder og mukker over livet eller begraver sig i fortiden. Man får også bare så mange rynker omkring munden af at være sur. Hun trives med at have ansvaret for sin egen lykke og er slet ikke bleg for at indrømme, at hun går efter det bedste til sig selv i alle livets forhold. Det er ikke nogen skam at skubbe en smule - heller ikke når det gælder om at få fat på den nyeste GucciPradaMiuMiu-sag i Bahamasturqoise. Ibiza Malibu elsker alle sladderblade - jo mere jo bedre, men når hun er lidt mere seriøs læser hun Vogue eller Pigen med den blå cykel. Hun kører i en convertible, som hun låner af forskellige mandlige bekendtskaber og gider overhovedet ikke sådan noget som IKEA eller Guggenheim museet Hun er meget glad for katte, de er hendes bløde punkt og kan slet ikke tolerere, når mennesker udsætter dem for røg og støj. Det kan hun virkelig græde over, og så ringer hun til sin barndomsven, Elliott, der er børsmægler i Shanghai. De har fundet ud af, at de ikke duer som par, da de ligner hinanden for meget og altid går ud om aftenen. Måske stikker Ibiza Malibu sit blonde hoved ind en dag igen, hvis hun har tid. Hun skal nemlig ud på et katterefugium, bagefter en powerstrandtur og en hurtig tur i kanen med Vin Diesel.

Tilbage til dillerne efter denne lille uforudsete udflugt. Jeg har såmænd bare fundet et yndlingsnummer, Zookeepers's boy med Mew, som man måske med lidt snilde kan høre her:

Vejen til Helvede er brolagt med rundstykker

Jeg har én af de dage, hvor jeg ikke rigtig kommer nogen vegne.. jo, jeg har skrevet mails til indtil flere, skrevet en kedelig bogliste over mine teologibøger, så jeg kan sælge dem på den blå avis på nettet,(der var en ung byrådskandidatinde fra Køge, der spurgte efter listen idag, så jeg skrev den med alle oplysninger om forlag, udgivelsesår etc., kom til at slette den og måtte skrive den igen, hvorefter hun ikke kunne bruge nogen af dem, æv) været på biblioteket og lånt 2 Oasis-cd'er, en bog om klassisk dansk smørrebrød af "Nanna Simonsen" og en om mad fra Toscana, skrevet af ham DRjournalisten, Alfredo Tesio med den charmerende accent. Jeg har ikke tænkt mig at lave hans mad,(læs: penge) men billederne kan jo være hyggelige nok.
I smørrebrødsbogen står der fx. på punktform:

"Afstå fra "pynt" for pyntelighedens skyld. Lad skønheden komme fra de
komponenter, der skal til for at fuldende smagen. Død over appelsinryttere, der blot bliver lagt på for at blive taget af."

(Ser du det ikke for dig - et middelalder-korstogs-agtigt slag, hvor hæderlige danske leverpostejsriddere slår pyntesyge appelsinryttere ihjel for et godt ord og derefter planter renskurede faner med billeder af regulært smørrebrød i de blodtilsølede turbaner...!)

Eller den her:

"Citroner i skiver kan ikke presses, lad os få dem i både, der er til at klemme
på og helst ved siden af, så de ikke er sølet til i remoulade eller lignende."

Tonen er lidt anstrengende i mine ører, men hun skal have stort point for at kalde en æggedeler for en musseharpe. Desuden gad jeg godt spise dette: Rør tatarkød med lidt dijonsennep, olivenolie, tomatketchup, worchestersauce, hakkede kapers, finthakket løg, høvlet(dejligt ord) peberrod samt salt og peber. Et lille bløp cognac ville ikke være af vejen, skriver hun tilmed. Dog er dette en

"lidt for fransk frokost-sag til at være med i en dansk smørrebrødsbog"

men den er der så alligevel. Én dag byder jeg mig selv op til dans med en mad med rørt tatar - måske man skulle kalde den befamlet istedet?
Nevertheless, jeg kommer ikke rigtig nogen vegne, og sådan er det egentlig tit, når jeg ikke skal noget. Har en fridag fra caféen idag. Trods alt er det ikke nok kontorarbejde etc. til, at jeg har en fuld arbejdsuge. Gider jo heller ikke tage derud for 2 timer. Men jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke cykler mig en tur eller er aktiv på den klassiske måde. Mit vasketøj står også og samler mug i kælderen. Mit humør er lidt mismodigt, men ikke direkte dårligt. Tror simpelthen at jeg skal tvinge mig selv til en cykeltur rundt om Brabrandsøen, det er trods alt overkommeligt på en lummer solskinsdag som idag.

Regnskabsvæsenet og Stella Nutella

Var til fødselsdag i lørdags hos Elisa, som jeg gik på "Mandala" med i foråret 2002 og havde en rigtig dejlig festaften, som ikke i umindelige tider. Jeg sad sammen med de andre gæster, som jeg ikke kendte og (gen)opdagede, hvad det er, jeg er så god til, når jeg er bedst. Jeg er god til at skabe en tryg atmosfære omkring mig med plads til fis, rytmik og snak. Blev set, ikke mindst. Gemmer det i hjertebanken. Ud på aftenen tog vi på kupé, (www.kupelounge.dk) og det er mildest talt et frysende sted. Alt er fint, hvidt, stiligt og så videre. Ingen håndbajere og knaldrød gummibåd, men istedet "Moët et Chandon" i aluminiumskølere, absolut velholdte solbrune kroppe med dertilhørende nordsjællandsk hår. Jeg var så godt tilpas og beruset, at jeg klart kunne se, at det var et røvsygt sted med et lillebitte hjerte (af den fineste tjekkiske krystal selvfølgelig) og fantaserede om, hvor mange der pudrede næsen i flormelis. Det var ret sjovt at komme derned for sikkert sidste gang og bare konstatere, at det ikke er mit sted. Det er så skønt at kunne skille tingene ad. Søndag var bare sådan en stille dag, hvor min krop fordøjede aftenen, og jeg så "Orlando" og nussede rundt om mig selv, mens jeg fik hønsekødssuppe fra Polen og et visit af Kirsten.
Mandag tog jeg på arbejde. De spurgte mig, om jeg havde lyst til at overtage det meste af deres regnskaber og banksager - udover det, jeg laver i forvejen, og det har jeg selvfølgelig sagt ja til, også fordi det ikke binder mig til, at jeg nu skal være kontormus resten af mit liv, men giver mig arbejdsopgaver, kollegaer, indhold etc. lige nu. Det betyder meget for mig, at de har den tillid til mig, så jeg på denne måde kan arbejde mig frem imod, hvor jeg gerne vil ende uddannelses/arbejdsmæssigt. De er jo også helt klar over, at jeg er frivillig og derfor i princippet kan få et job som direktør for Louisiana imorgen, og det giver mig friheden til at udfylde funktionen, fordi det giver mening lige nu. Måske ender jeg med at finde ud af, at jeg vil være revisor, selv om jeg nu ikke tror det. De er glade for mig derude og jeg for dem, og jeg får nogle fine muligheder for at udvikle mig og ikke mindst have en hverdag, der hænger sammen. I øjeblikket bruger jeg tre halve/hele dage derude. Igår var jeg der fx. i næsten 10 timer, da souschefen spurgte om jeg havde lyst til at hjælpe ham med at lave karbonader(!!) og tilbehør, da de hver mandag har åbent til 18.30. De var i en nødsituation, da han ellers skulle være alene. Jeg sagde ja, og det viste sig at blive rigtig hyggeligt, selv om jeg fik et sug i maven af en bemærkning til en aktiveret fra en bruger, da hun ikke helt forstod, hvad der blev sagt. Heldigvis havde jeg sagt, at jeg kun ville hjælpe på den betingelse, at jeg ikke skulle have "kundekontakt" og jeg kunne være lidt afskærmet bag gulerødder og praktiske opgaver. Et sted for de "marginaliserede" kan selvfølgelig ikke undgå at reflektere en virkelighed med vrede og angst, hvad der nogle gange kommer ud på ét, men jeg vil ikke være i dette felt mere. Der "skete" dog ikke andet end jeg mærkede suget og fortalte souschefen, hvad jeg havde hørt. En lille, men vigtig oplevelse af nødvendigheden af at trække mig fra negative omgivelser.
Idag er så mere en slappedag, hvor jeg har set Mandrilaftalen (på vhs til 15 kr. i Føtex, sikke et scoop!!) og nu lidt blogging.

Død over Spinoza

....Eller skulle jeg skrive spinat, for nu har jeg fundet synderen bag tilbagevendende mavesmerter (lad mig være straight og skrive det, som det er - fandens ondt i tarmregionen) og det er noget så sundt og jernholdigt som spinat. Jeg vågnede igen tidligt tidligt imorges, havde ondt og måtte opgive at sove videre på trods af pamol og halløj. Så stod jeg lidt op og har gjort rent i mine køkkenskuffer og opgav at tage på arbejde, for det gav ikke mening at sidde derude med knib og underlige ansigtsbevægelser. Så nu har jeg kun en utilpashed og en slatten træthed tilbage, og har tænkt mig at skrive harske slogans på ostelærred så som: Ned med Spinaten og Træd i Spinaten, før Den træder på Dig. Biblioteket kom jeg aldrig på igår, istedet sad jeg og fiflede med mine perler og fik lavet et par rigtig fine ørenringe, jeg nok tager på til en fest imorgen hos Elisa, der er blevet 28 igår..og tillykke med det! I øvrigt kom idéen til at lave en blog (vidste ikke at det var kort for web-log, og sådan er der så meget) fra min underbo, Tine, hvis blog jeg en dag tilfældigvis googlede mig ind på. Jeg havde det som en frygtelig amoralsk snager og gik hurtigt til bekendelse over, at jeg havde havde luret i hendes familiefotos (Sjovt nok har jeg på denne måde lært, at Tine har en nevø, der hedder Asger, ligesom også jeg har en nevø på 7 år, der hedder Asger - og nu sidder jeg her med min egen blog og nyder at kunne skrible, så tak for det, Tine, hvis du læser dette;-) Tror jeg skal sove maven rask, ellers er mit alternativ en slags thriller med Robin Williams (Apropos Carpe Diem, føj) der hedder One Hour Photo... hvad der minder mig om en udsendelse, jeg så engang på dr2 om ortodokse jøder i New York - mener de mest ortho bor i Williamsburg. Hvordan denne her ultraorthodoxt religiøse familie med kippah på issen, ørelokker og et godt russisk look fra middelalderen blandet sammen med lidt gummisko og Casio ure har en Kodakbiks med fremkaldelse af billeder og salg i et barsk konkurrencemiljø. Meget sær blanding af business, speedsnak, reklamer og effektivitet mixet op med et patriarkalsk familieliv, meget stærke briller fra 70'erne, bedesjaler og fremsigelser fra Torah'en. Hvis jeg ikke husker galt, var der én af sønnerne, der levede et hemmeligt liv som homoseksuel og slet ikke passede ind i hverken den ene eller den anden verden. Han var ikke en hårdhudet købmand med rappe fingre, samtidig med at han ikke passede ind i en religiøs kontekst pga. sin seksualitet og moderne livsstil, eller hvad jeg skal skrive. Egentlig et ret så foruroligende program. Om fundamentalismen lige midt i hverdagen, eller om det ukendte midt i det genkendelige. Blah-blah-blah - Er der ikke en Iggy Pop plade, der hedder det og er han ikke af dansk oprindelse og hedder Dan Ostergaard eller sådan noget?? Åh nej, han har en sang, der hedder Lust for Life - en af den slags titler jeg plejer at undslå mig, men det er nu ikke det samme når en noget udbombet, men alligevel energisk og atletisk narkolegende udsprøjter det som når Avril Lavigne synger om Sk8terboi, der endte med at blive meget federe end dem, der engang kaldte ham for en taber. Hvorfor tjener jeg ikke penge på at skrive... associationerne ligger der jo alligevel på en perlerække af sølvfade.

Helle Helle Silo Silo

Nu har jeg lovet mig selv at skrive lidt om Helle Helles ret så nye roman Rødby-Puttgarden, og så må jeg hellere se at komme i sving. Jeg har googlet mig til viden om omslaget på bogen, da jeg ikke selv forstod, at det skulle være noget særligt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at Rødby-Puttgarden er en færgerute fra Lolland til noget tysk fastland og er en vigtig livsnerve for sydhavsøerne, og derfor er der også et lille lidt trist foto af noget færgeleje i fugleperspektiv med lidt kornsilo i baggrunden. Billedet er ikke større end en espressokop (med sukkerknalder!!) og er indsat nederst på titelbladet, og så kommer det sjove. Baggrunden er nemlig blå-, grå- og sortstribet, retoucheret ud i siderne, så det flyder sammen. Ikke noget særligt i sig selv, men nu kan jeg se det finurlige i at det er striberne fra en Yves Saint Laurent parfume, Rive Gauche (Venstre Bred) som var en stor duft engang, der blev langet over disken i virkelighedens verden og i fiktionens i utallige eksemplarer i "Parfumen" på Rødby-Puttgarden, hvor bogens hovedpersoner, søstrene Jane og Tine på 20 og 25 år arbejder, mens vi følger deres liv, og hvilke testere de lige sprøjter i ærmegabet. Bogen er hurtigtlæst, men har efterladt et tyst, forfrossent og ensomt aftryk, forstået på den måde, at det er selve fraværet af dybde og mening i dagligdagen i Parfumen, og den Rødby'ske dagligdag med solarieklub, sladderblade, natogdagsnitter, tilfældige forhold og lyserøde skindstøvler, der giver mig kuldegysninger og genkendelsens glæde og væmmelse (Ja, bogen foregår i midtfirserne, før sol blev sprayet på af en næsten overvelholdt Camilla på en hvid klinik).
På omslaget er følgende fra bogen gengivet (Jane på 20 år fortæller):

"Af og til tænkte jeg på mig selv som en silo i udkanten af en pløjemark. Jeg vidste ikke, hvad der var indeni. Måske var der ingenting. Jeg tænkte også på, hvordan andre så på mig. De måtte gerne bemærke mig, men så heller ikke mere. Jeg sagde det til Tine: - Jeg føler mig som en silo. Hun rynkede brynene: - Har du taget på igen, da? Så må vi til at spise råkost et stykke tid."

Hvis det ikke var fordi, det var så sjovt, så er det da trist. For én gangs skyld forsøger fortælleren sig med lidt selvreflektion, og responsen er som at råbe i skoven. Eller.. at råbe i skoven er egentlig mindre ensomt, nu jeg tænker efter. Pigerne har også en mor, som til min ubehagelighed deler navn med mig, altså Henriette (Hvorfor, Helle Helle, har du valgt at bruge mit navn i en fortælling om eksistenser, der flyder rundt i grundsuppen som løsslupne småøer uden anker. Kunne du ikke have kaldt moderfiguren for Jytte eller sådan noget, hva'?!) Hun er et tavst og arbejdsomt menneske, der har fået pigerne med to mænd, der så tilfældigvis begge hed Birger. (Jeg har aldrig kysset med nogen Birger, men en der hed Jasper, som læste psykologi og senere undskyldte, at han aldrig ringede igen. Min farmor havde i øvrigt en boxer, der hed Jasper, han var dejlig) Henriette og jeg har dog klæbehjernen til fælles, så hun kunne huske kundernes favoritter og små særheder i slagterforretningen, hvor hun arbejdede hele livet. Hun er sådan én, der siger: Og så snakker vi ikke mere om det, men det kunne jeg ved G. aldrig finde på at sige, så er det sagt.
Nu er mor død, og lugten af hende siver gennem hele romanen som lort i en kagedåse bagerst i skabet. Også hr. Lund, der havde siddet ubevægelig i sin lænestol, når han kom hjem fra arbejde, dør lige pludselig. Døden er nærværende og ikke særlig mystisk eller ophøjet. Den slags sker bare her, men giver romanen dens foruroligende tone midt i det dagligdags. Provinsen er jo alle steder og ingensteder, og Jane og Tine er præcis ligesom dig og mig, dog med deres små lollandske særheder og vaner. Jeg vil godtnok helst ikke være som Tine, selvom hun er meget levende og glad og klarer sin lille Dittemus i barnevognen med bravour. Hun er nærmest rørende. Hun er ikke en gås eller dum, men hendes verden stopper, hvor Rødby-Puttgarden starter, samtidig med at jeg aner, at der er noget galt med hende, men jeg finder aldrig ud af, hvad det er, og derfor kan jeg heller ikke afsløre romanen for dig, sjovt nok og heldigvis. Men læs den selv og fortæl mig, hvordan jeg skal udlægge den. Jeg fanger stemningen og alt det ualmindelige i det almindelige, hvordan vi går som blege efterligninger af mennesker mellem hinanden mens vi smiler et colgatesmil (Vidste du, at Dorthe Kollo altid køber et parti Macs tandpasta med til Tyskland, når hun er et smut i Danmark, for det er simpelthen bare det bedste - det har jeg lært i Den 6. Sans) - sådan gør vi jo allesammen på hver vores måde.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg prøver at skrive; jeg synes bare, det er for tyndt at lade Jane og Tine sejle deres egen sø, mens jeg bedsteborgerligt siger: Ja, de er jo bare et par uforstandige pigebørn af dårlig roehakkerfamilie, der lever et sovs og kartoffel liv, som såmænd så er godt nok til dem... Jeg gider ikke leve som de gør, men det gør jeg jo alligevel. Deres dage går op i at tage på "dag" eller "nat" og tage gratis brækageslik med hjem fra færgen, og de kommenterer en kollegas frisure og det sidste nye dødsfald, mens en bekendt kører forbi på vej til Holeby på knallert med et "vi ses imorgen". Pigerne er meget omsorgsfulde overfor Hr. Lunds skrøbelige søn, der engang fandt naboen hængende ned fra garageloftet og er glade for Hr. Lunds kone, der passer Ditte Menneskebarn, når Jane og Tine begge er i Parfumen. Men er den så ikke længere? Som en eller anden anmelder skrev, så kan Helle Helle noget tilsvarende Herman Bang. Udeladelserne får mig til at vibrere, fordi hun knivskarpt har skåret dialogen ned til et realistisk minimum, og jeg efterlades i kornsiloen sammen med Jane. Jeg mærker den dér trækken på skuldrene som en livsholdning, der måske kan kaldes provinstrummerum, men som vel nærmere er et menneskeligt grundvilkår, uden jeg skal gøre mig klog på eksistenstialisme etc., som jeg iø hader pga. de populære Carpe Diem slagord. Sig aldrig C.P. Man kan være helt sikker på, at der ikke sker noget, når et menneske begejstret udbryder det og derefter tager et bungyjump eller bliver Key Account Manager med spidskompetence i storkundepleje (mit sure lune påbyder mig at spytte yndlingshadeord ud). Lissom man kan være sikker på et absolut mangel på originalitet, når nogen om sin familie siger:

Ja, hjemme hos os er vi altså så'n lidt skøre. Min far, han er bare crazy, kan jeg godt sige dig.

Så ved jeg at de spiser julemenu kl. 18 med brunede glaskartofler, hvis jeg nu skulle skrive noget spydigt. Hvor kom jeg fra. Nå jo, gåsehuden. Nej, nu må du selv finde ud af om Helle Helle kan skrive skrive. Så tror jeg at jeg vil tage en tur på biblioteket og se om jeg kan finde en video med kærlighed i.

Jeg kender ikke Gretchen

Det er egentlig noget vældigt pjat det navn, jeg har fundet på til min weblog. Jeg kan bare lide klangen af navnet og tænkte, at den datter, jeg ikke har fået endnu, måske skal hedde Gretchen..eller måske Hannah..eller Leise, og så har jeg for nylig set Snehvide og de 7 små dværge med mine niecer og nevø, og det er tydeligt, at den lugter lidt af Bayern på sådan en vulgæreksotisk måde - og vupti, Gretchen og æblet blev født. Gretchen er egentlig ligeså sødmefuld og rosenkindet som Snehvide, men nok en anelse mere skeptisk og analytisk end hende. Desuden er Gretchen heller ikke sorthåret, men mere en slags hennabrun. Det sjove er at jeg kender en kat, der hedder Iben Holt.
Også er der selvfølgelig også konnotationen med æblet - som visdom - eller for Snehvides vedkommende - ondskab eller i overført betydning seksualiteten. Man har også hørt nogle kalde New York for the Big Apple. Og når nu Gretchen tager en bid deraf, gør det så hende til terrorist eller er hun bare en dum turist, der får hold i nakken på Fifth Avenue? Har ikke selv været i N.Y. skal det siges, har bare set for meget tv
Egentlig har jeg oprettet denne weblog til at skrive, lige hvad der falder mig ind, for det forekommer mig, at jeg slet ikke kan få alle mine refleksioner ud af hovedet og kroppen og har vældig brug for at vende mine tanker med ihvertfald imaginære tilhørere, så da. Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive noget om Helle Helles roman "Rødby-Puttgarden", som jeg lige har læst, men gider så alligevel ikke idag. Men imorgen imorgen.