Elsk mig

Sent fredag aften så jeg dokufilmen "DIG!" på DR2.
Det var ikke ubetinget en god oplevelse, god som i styrkende, helsebringende, afsvalende, opmuntrende eller sådan, men mere urovarslende, tvangsfascinerende og ikke videre opbyggelig mod diverse neuroser. "DIG!" spiller på det amerikanske/engelske: "Do you dig that? (kan du li' det - synes du ikke bare, det er for fedt??!!) men måske også på "Dig your own grave" ....... Filmen fortæller historien om 2 amerikanske bands, The Brian Jonestown Massacre fra San Francisco og The Dandy Warhols fra Portland, Oregon og i særdeleshed om deres respektive frontfigurer, Anton Newcombe og Courtney Taylor. Hvordan de mødtes midt i 1990'rne og dannede et slags venskab baseret på lige dele gensidig beundring og misundelse - og hvordan Anton N langsomt går i hundene og Courtney & co. langsomt bevæger sig op på indie-stjernehimlen og ind i mainstreamland, især på de europæiske slagmarker. Fancy hår og karrieredrømme, here we go.
Jeg er ikke så interesseret i selve rock n'roll livet (jo, jeg er sgu da!!) og hvordan livet går med stoffer, udskejelser, slagsmål og desperate forsøg på at slå igennem. Endda møder man en typisk sen-halvfemser slick record-executive med selvtilfreds mine og hestehale, og der er masser af sære eksistenser og generel mislevned. Jeg kendte en smule til Dandy Warhols på forhånd, intet som helst til The Brian Jonestown Massacre og formoder heller ikke nu, at jeg kender historien.

Man følger bandet, mens de bor i et skamskudt hus i det østlige Los Angeles. De spiser nærmest ingenting, drikker Jack Daniel's, skændes, slås og går med tøj, der var værdigt til en omgang Ashbury Haights i de allerseneste 60'ere. Anton N. kommer (selvfølgelig) fra en fuldstændig mørbanket baggrund. Hans far forlod hjemmet, da han var lille - alkoholiker og skizofren var diagnosen - og hans mor var bare et kuldslået menneske, der ikke havde noget problem med at fortælle, hvordan hun overlod knægten i politiets varetægt, da de gentagne gange havde hentet ham på et eller andet torv eller lignende, hvor han sikkert hængte ud med en guitar, en gammel hund og noget papvin med andre langhårede "misfits" (Det var jo før Bacardi Breezerens tid). Han siger et sted og måske synger han det også, at hans far og mor er de bedste venner, han aldrig har kendt. Han er fuldstændig ulidelig, megalomanisk og misbrugsagtig, også af andre mennesker - og så er han også et tænderskærende logisk eksemplar på samspillet mellem arv og et miljø, der har spillet fallit og efterladt et vrag med absolut musikalitet og en skambidt sjæl i kemisk opløsning. Han var (eller er, for manden har sit band endnu med et evigt skift af musikere, for som han siger om fx. musikbranchen:

"Until they can write the letter that I write, I'm the letter writer and they're just the postman.")

90'ernes Mozart med øjne så store som thekopper og mørdejsmedailloner og hår lidt a la en tidlig Povl Kjøller og alligevel er der noget i ham, som jeg kan spejle mig i. Sårbarhed og talent for eksempel. Hvordan det kræver rygrad og tryghed at forvalte sine evner, og hvor meget eller lidt der skal til, for at hovedet dunker ned i toiletkummen istedet. Anton Newcombe virkede som om, at han var tiltagende sindssyg, selv om jeg ikke bryder mig om labels, men han havde det ihvertfald ikke spor godt, og jeg gik i seng med bevidstheden om hvor skrøbelige, vi mennesker er, og hvor meget skidt omsorgssvigt tager med sig ned ad floden.