Den Romerske Trappe - Glückwunsch Süsser!

Med en amerikansk overdrivelse har jeg på egen fod oplevet en græsk tragedie i Rom. Sjældent har så få sekunder og uopmærksomme bevægelser haft så stor eller nærmere lang betydning for mig som dén sene eftermiddag et godt stykke under jorden midt i Rom.

Midt i juli tog jeg og min veninde Elisa til Rom for et gavekort til Sterling, som jeg vandt i Jeopardy! sidste år. Jeg havde endda stået og strøget tøj til langt ud på natten inden afrejsen, så jeg kunne være pakkeklar og parat til massiv luftning, for ikke at tale om den arabiske hårfjerning - smertefuld, men effektiv som jeg gennemgik nogle dage før. Jeg rejser ikke så meget, så jeg gik i foreberedelse nærmest en uge op til. Vi havde lejet os ind på et hostel i 4 nætter tæt på hovedbanegården Termini. Min fødder var blevet lidt elefantagtige i varmen i DK, så jeg lå også med benene over hjertehøjde og lavede venepumpeøvelser. Jo, jeg var bestemt ude i noget: Rom, here I come!

Elisa og jeg ankom mandag aften. Jeg havde luret på forhånd at mine alltime favorites, Depeche Mode, skulle spille på Roms Olympiske Stadion samme aften, så jeg drev/tvang Elisa med derud, så vi kunne mænge os lidt. Desværre så vi kun horder af romerske fans drive ud af det olympiske stadion, altså den forkerte vej, så ærgelsen var stor, når nu jeg var så tæt på. Koncertgængerne myldrede rundt på gader og stræder uden at tage meget hensyn til den øvrige trafik i almindelighed og en hylende ambulance i særdeleshed. Nå, tænkte jeg, det var da liiige groft nok, at man ikke har respekt for et måske dødssygt menneske, hvor sekunder afgør liv eller død. Senere fandt jeg en form for forklaring på denne umiddelbart usympatiske adfærd. Vi måtte nøjes med nogle sandwichs, som en peperonimand sandsynligvis tog ågerpris for og så en urimelig lang ventetid på 2-3 timer, før vi kom med en bus hjem. Tror måske Elisa var en anelse træt af mig, men nevertheless, vi havde et fint værelse, som var beregnet til 4, så vi kunne hurtigt brede os. Næste morgen, da vi skulle op og slå på tromme, blev vi dog bedt om at flytte ind i en ret så snæver suite, som ethvert honningmånepar ville have jublet over med dobbeltseng og intet andet. Ha, her kom jeg dog ikke til at sove.

Tirsdag omkring middag forlod vi vores akkomodation og fik købt et 3dages kort til metroen, og nu skulle vi så igang med at se nogle af Roms attraktioner. Ingen af os havde sat os ind i noget omkring byen trods et overvældende udvalg af guidebøger erhvervet på biblioteket i god tid. Nå, vi besluttede os for Colosseum. Vi tog metroen derhen og Colosseum stod dér, stolt og mægtig, så snart vi trådte ud af stationsbygningen. Gigantisk, historisk og overvældende - ligesom prisen på 11€ for at komme ind, men så gav vi også et vægtigt bidrag til vedligehold af et centralt aksepunkt i den vestlige kultur. Man kunne nærmest lugte blodet og volden fra arenaens fortid og vi brugte nogle timer derinde, så gladiatorer, der røg Marlboros og drak Evian. Vi gik også rundt på/omkring Forum Romanum, og det hele var mere fantastisk end jeg havde forestillet mig, fordi disse ruiner selv kunne tale, så vi fik et mageløst svirp af historiens vingesus. Således mætte ville vi hjem, tage en lur og soignere os, før der skulle dineres romanstyle og romanhours (When in Rome, do as the Romans do) for at få den bedste betjening, i og med det siges at italienere ikke kan snydes, når det kommer dér til. Vi tog metroen endnu engang fra Colosseum til Termini, hvor jeg mødte min skæbne.

Jeg blev ikke berøvet af en knivkastertrup fra Usbekistan, som besværgede mig med cirkuskunster, svirp af en beskidt velourkjole i skarlagensrødt og langspyt. Ej heller er jeg nu gravid med tvillinger med en mandeløjet korsikaner, Luca, med egen taverna og velsmurt pomadehår. Nej, jeg gled så kort jeg er på trapperne i metroen under Termini, og dér lå min fod for enden af benet og lignede grangiveligt en død, meget død og aldeles livløs, fugl. Jeg græd og jamrede af smerte og forskrækkelse, mens folk myldrede ned af trapperne omkring mig. Elisa råbte ambulance, ambulance og efter en tid dukkede politi og servicemedarbejdere op, og vi kunne nu kun vente på ambulancefolkene. Midt i alt det lagde jeg mærke til, at én af politifolkene havde gode hænder, så jeg blev mere rolig, når han holdt om benet og tilsvarende steg smerterne, når han slap.
Efter ½ time kom 3 erfarne ambulanzafolk, som bugserede mig over i en sær stol, spændte mig fast og hev mig op ad de mange trapper og platforme. Til sidst kom jeg i en ambulance og blev fragtet til Umberto 1, en skadestue et eller andet sted i Rom, only God knows where. Jeg havde ondt og var ked af det, for gik min ferie nu op i røg? Folkene lavede sjov med mig på italiensk og engelsk, troede vist først at jeg var amerikaner, brite eller tysker. De tilstod at skam få den, der kalder en dansker for en tysker. De sammenlignede mig med Pave Johannes Paul, og jeg prøvede at joke med papomobilen, men de forstod vist ikke mit engelske abstraktionsniveau. Så snart de holdt inde med at drille, gjorde det uudsigeligt ondt, interessant betragtning.

På skadestuen lå jeg på en smal seng i en gang, hvor man kunne se lidt af hvert, selv om jeg nu har glemt detaljerne. Jeg husker dog tydeligt, at jeg blev trøstet af nogle Jomfru Maria relieffer over dørkarmene, som jeg kørte under/igennem på vej til undersøgelse. De kunne hurtigt sige, at anklen ikke blot var forstuvet, men brækket, dog røntgenbilleder måtte afgøre hvordan. Det viste sig, at jeg havde brækket min højre ankel to steder i et kompliceret brud og jeg skulle opereres. Iø. en meget fin skade sagde de, for den store italienske fodboldhelt fra VM, Francesco Totti havde lidt den samme tort i slutrunden, så jeg var i fornemt selskab. Jeg fik ikke noget smertestillende, men blev i stedet puttet i meget tung gips af 3 umælende italienske mænd, hvis engelsk knapt nok rakte til Hello, how are you? Der var ikke plads til mig på herberget, undskyld hospitalet, og nu skulle man ringe/faxe rundt til de øvrige hospitaler i Rom, om de havde plads til en bella donna de Danimarca, men ellers kunne jeg da overveje et privathospital, for jeg kunne komme til at vente en uge på operation på et offentligt hospital.

Efter en masse fikumdik, underskrift, snak, venten og halløj kom der endelig en ambulance, og jeg og Elisa blev fragtet til Rome American Hospital, (Vi anede ikke hvor vi var, for vores kort dækkede kun det centrale Rom) og jeg blev indlagt og Elisa tilbudt en seng og lidt mad. Tror der var gået 6 timer efter mit stunt, og først nu fik jeg lidt smertestillende. Jeg havde flere gange håbet, de ville give mig lidt på skadestuen, men dér forregnede jeg mig. Det viste sig nemlig, at man i Italien går ud fra, at vi alle er potentielle narkomaner, der stikker os med hash, så snart vi har mulighed for det, så da jeg ikke skreg som 10 vildsvin i brunst eller havde en halv lårbensknogle stikkende ud af øret, fik jeg ikke noget mod smerterne.

I de følgende dage var der en masse trakasserier, som endte med, at jeg d. 20. 7 blev sendt med tre forskellige fly til Århus og indlagt i isolation på Århus Kommunehospital, hvor jeg d. 21.7 fik indopereret 2 skruer i anklen. De kunne iø. fortælle mig, at også mine ledbånd og andet materiale(??), der holder anklen, var væk, og kun skruerne holdt sammen på det. Kuren lød på 6 uger i en heftig støvle fra Mexico, en Romwalker (!!), der vejer lidt over 1 kg - uden at støtte på benet med 5-10 minutters daglig øvelse af fodledet med vip og drej, kontrol på ambulatorie 31.8, hvorefter jeg skal bruge 1-2 måneder på at lære at gå. Jeg blev udskrevet med krykker, toiletforhøjer, badebænk og gangstativ d. 24.7 og har siden da boet hos min søster i Tranbjerg, da min lejlighed ligger på 4. sal med bad i kælderen, og jeg ville iø. blive sindssyg af at bo deroppe i ufrivillig isolation. Da jeg blev udskrevet, fik jeg den f'ørste tid helt op til 18 tabletter om dagen: Pamol, et kunstigt fremstillet morfinpræparat og et par gule Toilax, som man jo passende selv kan vurdere virkningen af.

Nu er jeg så igen medicinfri, synet af bristede blodkar er næsten forsvundet og såret er helet pænt op. Kan gebærde mig på krykker og har lejet en kørestol på Reva Syd for 125 kr. om ugen, (men så kan jeg også få benet op i vandret position!) så jeg kan få en tur ud i villakvarteret. En fornuftig sandal fra Ecco til 600 kr. har jeg også investeret i, så den gode fod har noget ergonomisk at holde sig til, når den nu må tage skraldet for sin skrantende Søster Romkugle.
Jeg glæder mig meget til om 2 dage, hvor jeg skal til kontrol på hospitalet, og jeg håber at de siger god for, at jeg så småt kan støtte på min fod, nu kaldet Lugtealf, igen, for det er et lidt enerverende liv, jeg fører mig her. Ugens højdepunkt er et bad, hvor jeg tager min massive handicapstøvle af, quiz-og-kryds, engelske tv-krimier, tømme opvaskemaskinen mens jeg sidder på en kontorstol, Se og Hør, oh-la-la og knas med bentøjet, når jeg skal i seng.

Jeg har boet godt her, deltaget i familielivet og haft mere comfort og hjælp end det ville være muligt i min lejlighed, men det er ikke et liv at gå i så små cirkler. Da jeg kom hjem fra hospitalet, hvor alting var møgbesværligt og gjorde ondt og senere, da jeg blev mere selvhjulpen og trappede ud af medicinen, har jeg haft dage, hvor jeg var godt og grundigt træt, især fordi det mindede lidt rigeligt om livet på halvt blus, som jeg før har ført og stadigt bevæger mig ud af. For mig er det ikke en tid til intim omgang med mig selv at lave så lidt som muligt. Med en smadret ankel er det dog, alt andet lige, lettere at rejse sig op og "bin zur Feier Des Tages ins 'Kleine Schwarze' geschlüpft" igen, hvis nogen forstår sådan en lille én.