Sie nahm Kokain wie Schnupftabak

Når jeg keder mig - og det gør jeg uforskammet ofte - taster jeg navnene på alle i min omgangskreds (ja, også dig) ind på google, deriblandt også mig selv. Der er vist i omegnen af 10.000 hits, når jeg ikke "...." mit navn. Jeg har en tilnærmelsesvis navnesøster, som jeg i øvrigt mødte i Schweiz engang. Der linkes også til en masse slægtshistoriesider med folk, der hed noget langt og Petra-Von Anhalt-agtigt. Har sust rundt mangen engang og bl.a. opdaget, at der fra 1600tallet og op til 2. Verdenskrig boede en del jøder i Frankfurt (Ja, de har jo nok grundlagt Frankfurts finansvæsen). Bortset fra, at mændene hed det typiske Salomon, Isaac og Chaim, var det sjove jo, at mange døtre og koner hed Henriette, hvad der foranlediger mig til at tro, at Henriette er et religiøst neutralt navn. Lidt nonsensviden kanske.
I den nordlige del af Tyskland findes der i øvrigt en del lokaliteter, der ender på mit efternavn, som der også linkes til. Deriblandt en obskur én af slagsen, der tilbyder forskellige sanselige ydelser i webcamkvalitet og au naturelle. Skal skynde mig at sige, at jeg ikke tastede videre ud ad dén tangent. Derimod fandt jeg en tekst fra et tysk sladderblad, hvorfra jeg har tyvstjålet nærværende blogoverskrift. Det drejede sig om en tysk skuespillerinde, der havde kastet sig ud af vinduet, og en bekendt udtalte så efterfølgende, at konen var vind og skæv etc. Kunne absolut ikke stå for sådan en lille gemen german oneliner, fordi overdrivelsestonen ligger godt i tråd med alle mine fod-sygehistorier i den senere tid. Og jeg regner da med at fortsætte med dem lidt endnu, for G**s skyld da!

Jeg var til kontrol på Traumeambulatoriet på Kommunehospitalet idag. Min svoger kørte mig, før han skulle testes i Lotus Notes Domino(!!). Vi fantaserede om, at en beskidt læge kom og gravede et forslidt traume ud af hovedet på mig uden bedøvelse og efterlod såret åbent, for nu måtte jeg være tilfreds. Smerten var væk, og jeg kunne godt tage sporvognen. En skraldespand stod over i hjørnet overfyldt med traumetrevler hængende ned af siden og dertilhørende summen af bananfluer. En rengøringskone med heftigt overskæg gik rundt og sukkede, mens hun skrabede traumer op. Der landede lidt ved siden af og hun skramlede kraftigt, men gik så ud ad rummet. Jeg har bagefter et skeformet hul i hovedet, og der hænger lidt trevler ud. Jeg tager mig til hovedet og propper så min sok ind i hullet.....

Som sagt var jeg til kontrol. De tog nye røntgenbilleder, og knoglerne var vokset fint sammen. De tager ikke skruerne ud, med mindre jeg får problemer med dem. Lægen sagde sjovt nok: "Nåh, det var dig fra Rom." Jeg er næsten en kändis-syg! Han sagde også, at der ville gå lang tid før jeg var normalt gående. Om 6 uger kunne jeg nok gå uden stokke, men det ville vare længe før jeg ville føle mig helt ovre det, og hævelsen kunne godt vare et helt år. Jeg skal ikke på ambulatoriet igen, med mindre der er uregelmæssigheder og ej heller til genoptræning, men jeg skal selvfølgelig øve forskellige ting herhjemme, som jeg er blevet instrueret i.
Som jeg forstod det, er det meget mit eget mod, der afgør hvor hurtigt jeg får fuld førlighed i anklen igen, ihærdighed afgør om ledet bliver flexibelt som før, og så ikke mindst tålmodighed med mig selv og ikke mindst tage et skridt af gangen og ikke forvente, at jeg kan gå langt, samtidig med at de smilende påpegede, at trappetræning var supergodt, bare rigtig effektiv fitness. Alt i alt kan jeg se frem til en langsommelig helbredelse, men den går vist planmæssigt. Jeg råber dog "røv og nøgler" her i min blog, for det er fandme træls at døjes med!!

Det gør ikke ondt, når jeg går på det dårlige ben i Romwalkeren, min megastøvle, og med mine to stokke under armen, men gradvist skal jeg selvfølgelig lægge mere og mere vægt på det dårlige ben i en almindelig sko. Jeg har idag prøvet af, hvordan det er at gå uden Romwalkeren, og det kan godt lade sig gøre, men slet ikke uden krykkerne, så jeg må afprøve forskellige gå-teknikker i den nærmeste tid og glæde mig over, at jeg ikke længere skal sove med en støvle på om natten, og sandsynligvis vokser jeg helt ud af den om 1 uges tid. Derefter skal jeg så have lært at smide den ene krykke og udvikle min gang ud af en robotlignende vaklen. Fysioterapeuten instruerede mig i vigtigheden af at have den ene krykke i venstre side kontra den dårlige højrefod, da jeg ellers vlle udvikle pasgang. Forstod det ikke helt, men jeg ved da, at jeg ønsker at gå almindeligt, så jeg gør som der bliver sagt.

Tror at jeg kan flytte hjem om 1-2 uger, for så kan jeg nok godt tage både 70 trin og bussen. På et eller andet tidspunkt skulle jeg så gerne ende ud i en krykfri tilstand, men det virker ret langt væk nu. Måske skulle jeg overveje lidt kokain til næsen til at styrke mig på, indtil jeg får fod på det hele igen.

Ciao tout le monde