Lied Vom Einsamen Mädchen

Jeg bliver nødt til at skrive lidt om Anna Nicole Smith. Et par dage før hun døde, sad jeg tilfældigvis og læste om hende på imdb.com og tænkte, at hun måtte have det fuldstændig forfærdeligt og skizofrent inden i med nyfødt baby og nydød søn. Da hun døde, blev jeg trist på en eller anden måde. Alt, jeg har læst om hende, virker så uhyggeligt fra ende til anden. Jeg aner ikke en pind om, hvad der er sandt eller ej, men hun er et symbol på den råddenskab, vi omgiver os med. Ikke fordi Anna Nicole var klam og rådden, men fordi vi vel alle har en slags part i hendes død som nyhedsgribbe og savlende hovedrystere, uanset hendes personlige ansvar etc. Jeg har det som om at vi - i vores dal af verden - er nået/snart når et eller andet mætningspunkt for ligegyldighed og hulhed. Jeg har på fornemmelsen, at hun bliver starten på enden i en mental/følelsesmæssig forstand, hvorfra opstår en moralsk/etisk (??) æra, der måske nok bliver lidt renskuret og tilbageskrabet, men nok kan være nødvendig for at kunne finde frem til stadie, hvor vi ikke sluger historier som hendes - og Marilyn Monroe, Britney Spears, Lady Di, Natascha Kampusch og hvem der ellers er. Det er den store rungende tomhed i det, som jeg simpelthen ikke kan tage. Det gør mig trist til mode, for hvad er det for en verden, der frembringer et blond monster som Anna Nicole Smith? Det kan kun være en verden, der - også - hylder de ting, hun stod for og gjorde. Desperation pakket ind i silicone (silly kone!), hvidere-end-hvide tænder og et fuldstændig overdrevent liv, formodentlig fyldt med klare væsker og små runde piller.
Jeg tror, hun kommer til at indikere en eller anden form for et paradigmeskift, måske lidt på samme måde som Pornoen Ud Af Byen - Så Er Det Nok begyndte for nogle år siden, som vi måske var mange der affejede som hysteriske kællinger med sarte øjne og ører, men nu begynder holdningen så småt at skifte.... Måske er det ødelæggende for vores sexliv og forestillinger om samme, at det sker til et soundtrack af suk, støn og baby, la' mig pop' den for dig? Ja, det tror jeg, samtidig med at jeg heller ikke synes (eller tror), at vi skal tilbage til en, for kvindernes vedkommende, passiv 50'er-model med sammenlimede lår og nedladende bemærkninger om kvinder med lyst på livet. Istedgade er bare ikke fedt, købekoner holder ikke og den glade luder en illusion, ligesom Anna Nicoles liv blev det.
Jeg ved ikke, om jeg nu tilhører en eller anden udefineret gruppe af neomoralister, men mit generelle frisind til trods, så vil jeg, at vi som samfund går en anden vej end mod et talkshow af Jerry Springer og overeksponeret vakuum.