Amy for en Aften

Det sner, og måske det bliver storm. Jeg ville ønske det fortsatte sådan hele dagen og imorgen med, og jeg sneede inde. Jeg synes, at det er helt fantastisk, når vi tvinges til at underlægge os naturens luner og må tage den lidt med ro. Måske fordi det passer godt til mit tempo. Ikke i hovedet, men kroppen. Der kommer sådan en stilhed over landet og mig, når det er snestorm og man skal holde sig indendøre, med mindre man skal noget absolut uopsætteligt, og hvem skal i virkeligheden det?
Jeg har gennem længere tid filosoferet over, hvor meget vi mennesker påvirker og er afhængige af hinanden. Vi er ikke isolerede øer og slet ikke så individuelle, som vi gerne vil gøre os til. Hvorfor er det et kongemærke i sig selv at kunne klare alt? Jeg tror ikke på det, og jeg vil i hvert fald gerne trække mig selv i en anden retning. Det ville være en befrielse ikke at stå for alting selv og have så übercheck på alting. Det er kontrollen med det hele, som jeg slipper for, når sneen kommer og jeg fornemmer de andre kræfter, som den sætter løs. Ude i samfundet og hjemme hos mig.

Jeg har i en konkurrence på dr.dk gættet, hvor meget Danish Music Awards statuetten vejer, (=2,7 kg.) og så vandt jeg de nominerede i "Årets Danske Gruppe", på cd altså: Veto, Oh No Ono, moi Caprice, Nephew og ikke mindst Kim Larsen og Kjukken. Jeg overvejer at donere Kim til den nærmeste bodega..... Jeg har fri fra arbejde idag, så det var en hyggelig ting at blive vækket af et bankende postbud, der lagde stor brun kuvert på mit dørtrin. Dog havde jeg glemt mit Dankort hos en dyrehandel igår, så da jeg i formiddags var ude at købe ind og stod ved kassen, blev det et forgæves forsøg, for der var kein Geld und nirgendwo mein Dankort. Ud i sjap og hjem, lede, rode i skraldespanden og kigge i skuffer. Fik heldigvis lys idé og fandt bonen fra dyrehandleren og ringede. Og jo, sørme så, han havde mit Dankort. Så kunne jeg gå over og handle ind igen med rigtige menneskepenge.

Jeg tror, jeg tager til koncert på Voxhall imorgen med et fransk band, der hedder Nouvelle Vague (= New Wave eller Bossanova på portugisisk) De spiller bossanovainspirerede versioner af New Wave hits og mere ukendte numre fra æraen omkring 1980 i britisk/amerikansk musik. Inspirationen til at måtte høre dem, kommer (selvfølgelig) af, at de også spiller covers af et par Depeche Mode ting, men måske er deres touch mere feminint og sødt at lytte til på en dejlig måde.

Hende her er jeg lidt pjattet med. Amy Winehouse, 23 år, britisk synger "Rehab". Og så er hun jo jøde, og jeg en dum, lille snob for en smule-fremmed-etnicitet. Hun lyder ikke som en sød pige med sideskilning, dagbogsskrivende og ekspert udi at være musestille (Dødsstille hviskede historien!). Godt nok er Amys tekster hentet ud af hendes egen konkrete virkelighed, men det er mere noget med at ligge og rodde på et køkkengulv med en flaske gin og den slags. Jeg synes ikke, at hun er en ekvivalent til den klamme Pete Doherty, som jeg har læst i medierne, men mere en tidlig Dave Gahan.

Jeg synes ikke, at det er særligt glamourøst at leve et liv ude på kanten mellem eventyr og selvhad, men jeg kan godt lide, at der findes nogen, der er villige til at udleve mine egne vilde sider og tage de grumme konsekvenser af det. Jeg er sådan en rigtig bourgeosibird, der lever det pæne ordentlige liv uden kanyler og blå mærker. Jeg vil jo ikke rende rundt med en tatovering, men jeg vil gerne have netstrømper, afskallet neglelak, overføringsmærker med letmatroser og ravnesort hår for en aften. Jeg vil godt opleve lidt andet end borgerskabets diskrete charme, så jeg har en idé om, at hvis jeg engang skal have en polterabend, (foruden alle de andre detaljerede planer, Anne Sofie!) så skal jeg da lave en optræden med "Rehab". Jeg skal lære at synge sangen rigtigt og være en blanding af en Motown Princess med stort hår og en gadetøs med lidt for mange smykker og glit-glit make-up - men uden at blive reduceret til en gangstaho, jo. Drikke mig fuld i farverige drinks, stå og rode i en vaniljemilkshake med et kirsebærfarvet sugerør og se mystisk og rokoko ud, råbe de klammeste skældsord - og alligevel være sært sødmefuld og charmerende. Det kunne blive en god aften.