Kontant kærlighed

Med en tysk pølse i maven, en skummus i munden og til lyden af "Forever Young" på 80'er temadag på DR2 samt et lidt bedre helbred (pt. ville jeg virkelig gøre det lækkert som Bonnie Tyler, hvilket er en klar forbedring fra onsdag, hvor jeg muligvis kunne blive et blad i en efterårsopsætning af West Side Story) er det tid til endnu en præsentation af facts og fidus om en pose mennesker, som jeg tilfældigvis er stødt på.
Jeg har en jævntflydende interesse for identitet, kulturelt ophav og etnicitet, som jeg har plejet i stor stil på mit ulønnede arbejde. Jeg kunne snakke med iranere, irakere, kurdere, palæstinensere og somaliere og få stykket små billeder sammen af deres baggrund og se deres "arbejde" med at være tokulturel. Hvis jeg ikke forstod det før, så ved jeg nu, at det ER et stort arbejde at stå med ét ben i en mellemøstlig kultur og det andet i Vesten, men derudover er de individuelle forskelle lige netop individuelle forskelle. Så på mit pjevsede og ensomme sygeleje satte jeg tilfældigvis tænderne i en dokumentar på svensk tv, Love Iranian-American Style af den iransk-amerikansk-jødiske instruktør, Tanaz Eshaghian, som selv agerer og konfronterer sin familie med deres syn på ægteskabet og ikke mindst opfattelsen af, at hun havde overskredet sidste salgsdato som salgbar brud til en værdig iransk brudgom med sine 25 år og en manglende mødom.
Se, jeg vidste knapt nok, at der fandtes jøder i Iran. Nu ved jeg, at mange flygtede til Israel eller USA fra 1948-53, da den indtil da regerende shah var antisemitisk. Derudover forlod mange Iran ovenpå revolutionen i 1979, således også Tanaz' familie. På Wikipedia kan man læse, at de fleste persiske jøder bor omkring New York eller L.A. Det var tydeligt i filmen, at Tanaz tilhørte den højere middelklasse, hvor kun tandlægetitler, BMW og Lexus tæller, hvilket Wikipedia på sæt og vis kunne bekræfte. Ifølge en optælling er ca. 8000 ud af 35.000 indbyggere i Beverly Hills iranske jøder! Det er da helt vildt som de må være en velhavende gruppe, til gengæld var de også stokkonservative, statusfikserede og præget af købmandsmentalitet grænsende til det usmagelige. Alle blev målt og vejet på en vægt, der kun antog guld og diamanter kombineret med svært konservative sociale og familiære værdier, hvor en succesfuld advokattype - uden at blinke - skelner mellem kvinder, han kan have det sjovt med og kvinder, der er "wifematerial". Hele horden af Tanaz' tanter og mostre vil ikke høre tale om at gifte sig af kærlighed. Bekvemmelighed er løsnet.
Jeg kan næppe sidde her og dømme nogen, velvidende at forskellige normer og modeller gælder og rækker forskellige steder. Jeg tror ikke nødvendigvis, at et arrangeret fornuftsægteskab behøver være dårligt, ligesom den danske facon, hvor vi går i seng med hinanden før vi kender hinanden godt, måske heller ikke er det eneste rigtige und so weiter.....men jeg bliver forarget over samfundet, der portrætteres i udsendelsen. På en eller anden måde virker det degenereret på mig, som Louis XVI og Marie Antoinettes hof, hvor alt blev en pænt pudret skueret og flot form, men man sked ovre i hjørnet, havde rådne tænder og lod bønderne leve et liv i mudder og muggent brød. Sikkerhed og comfort er i hus, men forlorenheden ligger op ad den som den skjulte side af janushovedet. Mon ikke der går et par frustrerede Nora-hysterikere rundt i de små hjem i Beverly Hills, tillige med glade husmødre selvfølgelig?
Tanaz er fanget mellem drømmen om romantisk kærlighed og vestlig sex udenfor ægteskab, og hendes ønske om at leve op til sin familie og ikke mindst hendes egne forventninger til, hvad der skaber et succesfuldt liv og ægteskab. Det er jo en eviggyldig og ikke ny konflikt, men jeg havde ikke lige set den fra denne vinkel før. Jeg forbinder det med fattigdom at være så optaget af sikkerhed. Jeg har indtryk af, at det ikke er comme il faut i mange rige områder at skilte med sine penge på russisk nouveau riche-facon. Posh Spice bliver fx udskældt i medierne for at prøve for hårdt med designergear, nu hvor hun er flyttet til L.A. Man SKAL tage det afslappet dér og helst dresse ned. Man viser vel istedet sin rigdom ved sin velholdte krop og en (påtaget) casual tilgang til stil og tøj. I Danmark er det jo også sådan, at man næsten fniser af folk, der tager meget fint tøj på, for her er det et signal om, at man ikke har nok at gå op i og måske har nogle meget simple - ja, fattige - normer, som vi er hævet over. Jeg går selv rundt med nogle holdninger om, at penge ikke er noget man snakker om. Det er dødssygt, småborgerligt og åndsforladt, men hvor ville jeg da gerne have nogle flere.......