Helle Helle Silo Silo

Nu har jeg lovet mig selv at skrive lidt om Helle Helles ret så nye roman Rødby-Puttgarden, og så må jeg hellere se at komme i sving. Jeg har googlet mig til viden om omslaget på bogen, da jeg ikke selv forstod, at det skulle være noget særligt. Jeg vidste selvfølgelig godt, at Rødby-Puttgarden er en færgerute fra Lolland til noget tysk fastland og er en vigtig livsnerve for sydhavsøerne, og derfor er der også et lille lidt trist foto af noget færgeleje i fugleperspektiv med lidt kornsilo i baggrunden. Billedet er ikke større end en espressokop (med sukkerknalder!!) og er indsat nederst på titelbladet, og så kommer det sjove. Baggrunden er nemlig blå-, grå- og sortstribet, retoucheret ud i siderne, så det flyder sammen. Ikke noget særligt i sig selv, men nu kan jeg se det finurlige i at det er striberne fra en Yves Saint Laurent parfume, Rive Gauche (Venstre Bred) som var en stor duft engang, der blev langet over disken i virkelighedens verden og i fiktionens i utallige eksemplarer i "Parfumen" på Rødby-Puttgarden, hvor bogens hovedpersoner, søstrene Jane og Tine på 20 og 25 år arbejder, mens vi følger deres liv, og hvilke testere de lige sprøjter i ærmegabet. Bogen er hurtigtlæst, men har efterladt et tyst, forfrossent og ensomt aftryk, forstået på den måde, at det er selve fraværet af dybde og mening i dagligdagen i Parfumen, og den Rødby'ske dagligdag med solarieklub, sladderblade, natogdagsnitter, tilfældige forhold og lyserøde skindstøvler, der giver mig kuldegysninger og genkendelsens glæde og væmmelse (Ja, bogen foregår i midtfirserne, før sol blev sprayet på af en næsten overvelholdt Camilla på en hvid klinik).
På omslaget er følgende fra bogen gengivet (Jane på 20 år fortæller):

"Af og til tænkte jeg på mig selv som en silo i udkanten af en pløjemark. Jeg vidste ikke, hvad der var indeni. Måske var der ingenting. Jeg tænkte også på, hvordan andre så på mig. De måtte gerne bemærke mig, men så heller ikke mere. Jeg sagde det til Tine: - Jeg føler mig som en silo. Hun rynkede brynene: - Har du taget på igen, da? Så må vi til at spise råkost et stykke tid."

Hvis det ikke var fordi, det var så sjovt, så er det da trist. For én gangs skyld forsøger fortælleren sig med lidt selvreflektion, og responsen er som at råbe i skoven. Eller.. at råbe i skoven er egentlig mindre ensomt, nu jeg tænker efter. Pigerne har også en mor, som til min ubehagelighed deler navn med mig, altså Henriette (Hvorfor, Helle Helle, har du valgt at bruge mit navn i en fortælling om eksistenser, der flyder rundt i grundsuppen som løsslupne småøer uden anker. Kunne du ikke have kaldt moderfiguren for Jytte eller sådan noget, hva'?!) Hun er et tavst og arbejdsomt menneske, der har fået pigerne med to mænd, der så tilfældigvis begge hed Birger. (Jeg har aldrig kysset med nogen Birger, men en der hed Jasper, som læste psykologi og senere undskyldte, at han aldrig ringede igen. Min farmor havde i øvrigt en boxer, der hed Jasper, han var dejlig) Henriette og jeg har dog klæbehjernen til fælles, så hun kunne huske kundernes favoritter og små særheder i slagterforretningen, hvor hun arbejdede hele livet. Hun er sådan én, der siger: Og så snakker vi ikke mere om det, men det kunne jeg ved G. aldrig finde på at sige, så er det sagt.
Nu er mor død, og lugten af hende siver gennem hele romanen som lort i en kagedåse bagerst i skabet. Også hr. Lund, der havde siddet ubevægelig i sin lænestol, når han kom hjem fra arbejde, dør lige pludselig. Døden er nærværende og ikke særlig mystisk eller ophøjet. Den slags sker bare her, men giver romanen dens foruroligende tone midt i det dagligdags. Provinsen er jo alle steder og ingensteder, og Jane og Tine er præcis ligesom dig og mig, dog med deres små lollandske særheder og vaner. Jeg vil godtnok helst ikke være som Tine, selvom hun er meget levende og glad og klarer sin lille Dittemus i barnevognen med bravour. Hun er nærmest rørende. Hun er ikke en gås eller dum, men hendes verden stopper, hvor Rødby-Puttgarden starter, samtidig med at jeg aner, at der er noget galt med hende, men jeg finder aldrig ud af, hvad det er, og derfor kan jeg heller ikke afsløre romanen for dig, sjovt nok og heldigvis. Men læs den selv og fortæl mig, hvordan jeg skal udlægge den. Jeg fanger stemningen og alt det ualmindelige i det almindelige, hvordan vi går som blege efterligninger af mennesker mellem hinanden mens vi smiler et colgatesmil (Vidste du, at Dorthe Kollo altid køber et parti Macs tandpasta med til Tyskland, når hun er et smut i Danmark, for det er simpelthen bare det bedste - det har jeg lært i Den 6. Sans) - sådan gør vi jo allesammen på hver vores måde.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg prøver at skrive; jeg synes bare, det er for tyndt at lade Jane og Tine sejle deres egen sø, mens jeg bedsteborgerligt siger: Ja, de er jo bare et par uforstandige pigebørn af dårlig roehakkerfamilie, der lever et sovs og kartoffel liv, som såmænd så er godt nok til dem... Jeg gider ikke leve som de gør, men det gør jeg jo alligevel. Deres dage går op i at tage på "dag" eller "nat" og tage gratis brækageslik med hjem fra færgen, og de kommenterer en kollegas frisure og det sidste nye dødsfald, mens en bekendt kører forbi på vej til Holeby på knallert med et "vi ses imorgen". Pigerne er meget omsorgsfulde overfor Hr. Lunds skrøbelige søn, der engang fandt naboen hængende ned fra garageloftet og er glade for Hr. Lunds kone, der passer Ditte Menneskebarn, når Jane og Tine begge er i Parfumen. Men er den så ikke længere? Som en eller anden anmelder skrev, så kan Helle Helle noget tilsvarende Herman Bang. Udeladelserne får mig til at vibrere, fordi hun knivskarpt har skåret dialogen ned til et realistisk minimum, og jeg efterlades i kornsiloen sammen med Jane. Jeg mærker den dér trækken på skuldrene som en livsholdning, der måske kan kaldes provinstrummerum, men som vel nærmere er et menneskeligt grundvilkår, uden jeg skal gøre mig klog på eksistenstialisme etc., som jeg iø hader pga. de populære Carpe Diem slagord. Sig aldrig C.P. Man kan være helt sikker på, at der ikke sker noget, når et menneske begejstret udbryder det og derefter tager et bungyjump eller bliver Key Account Manager med spidskompetence i storkundepleje (mit sure lune påbyder mig at spytte yndlingshadeord ud). Lissom man kan være sikker på et absolut mangel på originalitet, når nogen om sin familie siger:

Ja, hjemme hos os er vi altså så'n lidt skøre. Min far, han er bare crazy, kan jeg godt sige dig.

Så ved jeg at de spiser julemenu kl. 18 med brunede glaskartofler, hvis jeg nu skulle skrive noget spydigt. Hvor kom jeg fra. Nå jo, gåsehuden. Nej, nu må du selv finde ud af om Helle Helle kan skrive skrive. Så tror jeg at jeg vil tage en tur på biblioteket og se om jeg kan finde en video med kærlighed i.