Åbent vindue

Jeg kendte engang én, der havde en mormor. Det er nok ret almindeligt. Mormoren boede alene i sin lejlighed og levede et stille liv. Det er vi mange, der gør. Når hun fortalte sit barnebarn om sin dag; hvad hun havde oplevet eller beskæftiget sig med, sagde hun i ramme alvor og med tungen lige i munden: Jeg har luftet ud. Det er forsåvidt heller ikke særligt usædvanligt.
Jeg tror ikke mormoren syntes, der var noget i vejen med at åbne vinduet og få sovefimsen ud, for ikke at tale om ceruthørmen. Det var en stående joke, om jeg også havde luftet ud, men på en baggrund, der egentlig ikke er så munter. Behøver jeg at omskrive udluftningsmetaforen?

Jeg tror på, at kedsomhed kan være nødvendig som forudsætning for refleksion og nye påhit. Livet er ikke og har aldrig været en fornøjelig tur i Tivoli 24-7, men jeg tror da alligevel på hverdagen som den store lise for sjælen. Ølstykke i november er da langt at foretrække for et casino i Las Vegas. Jeg tror på op og ned, frem og tilbage. Jeg tror på de stille dage og de tilbagetrukne stunder. Jeg er en heure bleu-elsker og holder meget af et roligt og tilbagelænet efterår. Det er rigtig sundt at lufte ud, og det er også godt og fint ikke at lave noget. Men min sjæl fryser, når jeg tænker på mormor. Man kan hverken leve eller dø af ensomhed. Hun ville sikkert synes, at jeg er en mærkelig ruger, når jeg sidder her og falbulerer. Måske ville hun byde på et stykke sandkage og kaffe af tynde kopper og fortælle om de gode tilbud i Schou-Epa. Måske ville jeg græde ned i mit ærme og spørge, om hun havde et hæklet tæppe, jeg kunne varme mig ved.