Klokkeren fra Uppsala

Jeg har været på et geodætisk hæjdepunkt her i weekenden. Var med Boline og far Niels i Mols Bjerge. Far Niels er cand. geometria og fortalte ting om et sted, der hedder "Agri", der kan noget med kort. Nu kan jeg så ikke rigtig huske resten. En helt fantastisk sensommerdag var det. Jeg så Jytte Drewsen i Føtex i Ebeltoft, men de andre kendte hende ikke, til gengæld købte vi krebsehaler til aftensmad og havde dagen før fået - åh - rødspætter. Himmerigsmundfulde for et fattigt menneske. Og vi fik bittesmå aspargeskartofler. På en weekend fik jeg den dejlige sommer og siger nu velkommen til efterårskollektionen 2005. Gik tur alene imorges med den rare hund (Åh, jeg vil have en boxer) og tænkte at gå efter rundstykker som ifølge familieoverlevering "ligger et par kilometer væk", men det tog hunni og jeg en god time at nå til bageriet, så da jeg havde fået bagerjomfruen(!!) til at forstå at jeg ønskede dét, hun kaldte københavnere, stod Bo og far Niels og tog imod i en lun bil. Jeg lod mig overtale til at sætte mig på bagsædet og blive kørt standsmæssigt tilbage til sommerhuset.

Jeg var vågnet tidligt, fordi jeg har fået et hold i nakken eller den ene skulder, og så er det ikke sjovt at ligge og vende sig for at falde i søvn igen. Samtidig er min eksem blevet grimmere og svier ad h.... til, så jeg føler mig efterhånden som Quasimodo. Har været i 7-11 og købt 20 Ipren og ville have købt Ben og Jerry's, men sprang alligevel over, så nu er jeg på den. Intet dope til at dulme trætheden og smerterne. Jeg ved godt, at det kan være en kende anstrengende for andre at høre på klynk og halløj, men kunne jeg ikke bare lide på en ophøjet og smuk måde istedet for at ligne noget fra et patologisk leksikon? Endda står min cykel stadig på rutebilstationen, og der er sikkert en eller anden idiotisk AGF fan, der har sparket den ned efter et ude-nederlag til Schalke 04.
Jeg var noget optaget af det der Test Nationen lørdag aften og satte mig til rette med kuglepen og papirblok, og det gik hverken værre eller bedre end, at jeg faktisk var en smule dummere end jeg troede. Jeg har altid ønsket mig at blive intelligenstestet og drømt om, at jeg lå lige over de 130 - som en romantisk/melankolsk forklaringsmodel på, hvorfor andre mennesker ikke altid forstår min verden og vice versa. Den grimme ælling et cetera. Godtnok snakkede far Niels under testen, for ikke at tale om Peter Kær (for kæk til min smag), men alligevel er jeg skuffet over, at jeg blot fik 41 rigtige ud af 60 og dermed har en IQ på 121. Og så snød jeg endda en lille smule, når far Niels kom til at snakke over sig. Det er jo hverken til at juble eller tude over, men jeg ligger åbenbart på linje med Kaare R. Schou. Jeg synes godt, at jeg kunne have haft én på 125-9 stykker, selv om jeg er for tyk og derfor så er dummere ifølge B.T. og en forsker på Rigshospitalet. Jeg vil fremover forlange "störst muliga tystna", når jeg skal regne og matematisere, hvis jeg skal have en ærlig chance for at nå mit IQ-mål.

Citerer lige noget Nynne: Drengen spiste riskakor. Gik i 6000 bitar.

Til allersidst: Happy Ground Zero